Læsetid: 2 min.

Rock i provinsen

21. januar 1998

Nyt teater med musik fra den århusianske guldalder

TEATER
Det begyndte tilfældigt i Århus, ligesom alle andre steder hvor rocken har blomstret: Unge mennesker mødte hinanden og spillede sammen for sjov.
Gnags f.eks. oplevede deres første stjernestunder på Skjoldhøjkollegiet ude i Brabrand, ved den yderste bygrænse, hvor unge nybyggere havde taget land og levede godt, med egen ølstue og brugsforening. En koncertsal havde de også. Det er på sådanne ydmyge steder, kulturen trives, og ukrudtet gror. I Århus blev det til Gnags, Anne Linnet, Lars H.U.G., TV2, Thomas Helmig. Og Jacob Haugaard, før han blev tam på Tinge.

Musikteater
Made in Aarhus er en hyldest til guldalderen i 70'erne og 80'erne. Men det er ikke ren nostalgi. Det er Nu, det foregår. Det er nyt teater med unge skuespillere, sangere og musikere.
Det er meget forskellige numre, der spilles, uden indbyrdes sammenhæng - "En udvælgelse med hjertet," som der står i programmet.
Nogle af dem er højtidsfulde, med New Age-stemninger i blå belysning, som i Lars H.U.G.-nummeret "Kysser Himlen Farvel". Det var næsten for meget.
Folk med et mere prosaisk syn på livet kan til gengæld glæde sig over et par numre fra Spillemændenes dage. Her er frisk luft til lungerne, piger fra landet og kække morgenknald i gulerodsrækkerne. Plat og fornøjeligt, revy-provinsen.
Et andet revyinspireret nummer virker til gengæld helt malplaceret i sammenhængen: "Popmusikerens Vise" af Steffen Brandt blev fremført af Bue Wandahl med affarvet juhukor, så man følte sig hensat til "Ned med Kulturen" af Erik Knudsen på Aalborg Teater i midten af 60'erne, en kulturradikal revy om poppens falske og hule væsen.
Hvad har det indslag at bestille i en forestilling, der ellers er en øreflænsende lovsang til selvsamme 'pop'?

Rigtige hjerter
Slutnummeret var en sang af Gnags, tung og troskyldig som en brosten i Mejlgade: "Pas på du ikke dør! Du trænger til nogen, der kysser din næse og nulrer dine ører!" Alle de medvirkende var på scenen. Et gospelkor i lyseblåt swingede i baggrunden. Publikum kendte teksten og klappede rytmen.
Der var lys overalt, på væggene og loftet, i alle kulører, i mønstre, kegler og blink. Alting sang og gyngede, stolene rokkede, og skoene skramlede.
Ved forestillingens start lå der et stort, rødt hjerte på scenen, som tegn på kærlighed til musikken. Ved slutningen var det de rigtige hjerter, der arbejdede, med arterier, vener og alle slags aflejringer fra et langt liv i Århus.

*Made in Aarhus 3D Teatervideo. Aarhus Teater Scala. Musikalsk arrangement og indstudering: Kristian Borregaard/Søren Dahl. Instruk-tion: Anders Baggesen. Forestillingen varer 1 time og 45 minutter, inkl. pause

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her