Læsetid: 5 min.

Det romantiske løft

23. januar 1998

Ikke en dollar for meget har James Cameron brugt på Verdens dyreste film Titanic, der er overdådigt eventyr, effektfuldt melodrama, uhyggelig katastrofefilm, men først og fremmest frisk og frejdig kærlighedshistorie i drømmepoetisk luksusudgave

NY FILM
Heldigvis sker det med jævne mellemrum, at anmelderens forhåndsforventninger - eller lad os bare sige fordomme - får sig et gevaldigt skud for skibsboven.
Trods positive forhåndsmeldinger gik man til Titanic med en god portion skepsis i forventning om et forvokset bulder-søstykke af Hollywoods action man nummer ét, James Cameron. Produceret som det er for et beløb, som kunne holde den samlede danske filmproduktion i gang i mindst en halv snes år.
Og hvad ser man så? En drømmeagtig poetisk genskabelse af et stykke mytisk fortid, med et romantisk-melodramatisk løft, man sidst af alt havde ventet af tough guy'en Cameron. En elegant fortalt fabel om kærlighed og død, fortid og nutid, myte og realitet.

God, lang ventetid
Sagen er, at James Cameron, trods mange produktionsvanskeligheder, ikke har ladet sig begrave af de mange hundedyre, tekniske fif, der har muliggjort den hidtil flotteste og på overfladen mest realistiske genskabelse af den bekendte skibskatastrofe. I stedet har han fået de avancerede tekniske tricks til at arbejde for sig som fuldt ud integrerede elementer i en målbevidst, velkomponeret historie skrevet af ham selv
Med et dristigt genregreb har han omskabt Titanic fra den forventede katastrofefilm til en kærlighedsfilm. Vi er over halvanden time inde i den over tre timer lange film, inden katastrofen indtræffer. Og man bliver ikke utålmodig, for man ved jo, at den kommer. Og selv om den dominerende kærlighedshistorie ikke just er original, underholdes man storartet i al den tid.

Skæbneforbandelse
Der startes i nutiden med en udforskning af det - i øvrigt autentiske - Titanic-vrag 4000 meter under havoverfladen.
En ung skattejæger er besat af det rustne skrog og drømmer om at finde kostbarheder i et fremgravet pengeskrin.
Det leder ham på sporet af en 101 år gammel dame, der overlevede forliset - hun fremtræder i ung yppig nøgenhed på en tegning fundet i pengeskabet.
Og det er så gennem hendes tilbageskuende øjne, at vi oplever skibets jomfrurejse i 1912, fra det letter anker i Southhampton til det synker 600 kilometer sydøst for Newfoundland, i bogstaveligste forstand knækket af et isbjerg.
James Cameron spiller ikke så meget på spændingsmomenterne i rejsen som på det slør af skæbneforbandelse, der uvilkårligt lægger sig over denne rejse, som jo ellers synes at skulle bekræfte det nye 20. århundredes fremskridtstro og optimisme.
Men der var tale om overmod. Skibsrederen Ismay vil nå til New York dagen før planlagt og nyde godt af de store overskrifter. Derfor blev der fyret uforsvarligt op under kedlerne, og derfor blev skibet ikke tilstrækkelig manøvredygtigt, da det nærmede sig isbjerget.

Tværs gennem klasseskel
Men dette hybris-tema er kun et sidemotiv. I centrum står de to unge fra hver sin klasse.
Rose er fanget i en kærlighedsløs forlovelse med en ung stenrig snob, og frustrationerne hober sig i den grad op, at hun er ved at kaste sig ud over rælingen nogle dage før, hun faktisk ender i det kolde vand. Det er den unge eventyrer og kunstnerspire Jack, der redder hende og overskrider skellet mellem passagererne på 1. og 3. klasse.
Dawson har ikke en øre i lommen, men friskfyr-charme og gå-på-mod i spandevis, og Rose fortrylles mere og mere, med sin mors misbilligende blikke i nakken. For datteren skal jo helst giftes rigt for at bevare familiens smuldrende sociale status.
I skibets fine saloner udspiller der sig en række sædekomedie-scener og erotiske spilfægterier, der kan minde en del om de senere James Ivory-film og en perle i genren som Fornuft og følelse. Samtidig med, at Cameron får det store romantiske sug frem, når han anbringer de to unge i skibets forstavn - i glideflugt mod en gloriøs fremtid i Amerika.

Det forgyldte overblik
Men vi ved jo, hvor kort denne fremtidsekstase vil vare, for som 3. klasses passager og som mand har Jack ikke de store overlevelseschancer på den rejse.
Selve forliset bliver naturligvis andendelens ydre hovedingrediens og får en vældig styrke gennem fortællerens paradoksale ro.
Fra den første nonchalance blandt passagererne til den stigende uro og afsluttende panik et mesterligt kontrolleret forløb, en gysende metodisk skildring af døden i arbejde, af heltemod og skam. Der spares på underlægningsmusik, så stilheden bliver faretruende.
Heltemodet demonstreres selvfølgelig af det unge par, der også her står i centrum, især i nogle klaustrofobiske oversvømmelsescener. Her forlades Ivory-stilen mildest talt, og i stedet får vi romantisk adventure med sort undertone, kulminerende i nogle fantastiske scener med det unge par hængende på skibets lodret oprejste agterstavn.
Skammen klæber derimod til de passagerer, der har fået plads i redningsbådene og ikke gør spor for at hjælpe de druknende i det iskolde vand. En del af redningsbådene var slet ikke fyldt op!
Et skib i nærheden kunne måske også være kommet til undsætning. Men det tema, der ellers nok kunne have skabt spænding, vælger Cameron fra. For i stedet at koncentrere sig om de unge elskendes overlevelseskamp og farvel. En klog strategi.

87-årig charmer
Selvfølgelig kan man have indvendinger mod Titanic.
Dialogen, især de to unges, er af og til lidt for glad for banaliteter. Det føles ikke i tidens ånd, at heltinden på et tidspunkt giver nogle forfølgere en Anja Andersensk finger.
Og skurken, Rose' forlovede, er for éndimensionalt skrevet og spillet. En melodrama-skurk skal helst have lidt farlig charme.
Men det betyder mindre. De fleste biroller er fremragende besat. Den 87-årige Gloria Stuart, der medvirkede i over 30 film i 1930'rne som køn leading lady og derefter trak sig tilbage for at hellige sig maleriet, er rørende som figuren, der bærer hele Camerons konstruktion: kvinden, som kom styrket ud af forliset, fordi det befriede hende fra et trivielt ægteskabs snærende bånd, og fordi hun havde oplevet en stor kærlighed.

Smukt samspil
Leonardo DiCaprio klarer med bravour den vanskelige friskfyr-rolle som Jack Dawson. På mange måder en kliché, men den får liv, nærvær og ubetvingelig charme i hans ukunstlede tolkning. Samspillet med Kate Winslets sensuelle, temeramentfulde Rose er perfekt.
Men Titanic er først og fremmest James Camerons triumf. Han prøver ikke, som Hollywoodfilm ellers så ofte gør det for tiden, at tordne sig til opmærksomhed, men bruger hellere suggestive real-lyde end buldrende underlægningsmusik. Og han skaber en besnærende helhedskomposition og en overflod af betagende billeder.
Først og sidst har han brugt 200 millioner dollars til at drysse magiens og poesiens guldstøv ud over en til bevidstløshed kendt, men stadig inspirerende historie. Og det er ikke en dollar for meget.

*Titanic. Instruktion og manuskript: James Cameron. Amerikansk (Imperial, BioCity, Lyngby Teatret, Albertslund, Gladsaxe, Kastrup, Ballerup)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu