Læsetid: 3 min.

Rusland på ørkenvandring til Irak

28. januar 1998

Den russiske viceudenrigsminister Posuvalyuk vil forsøge at redde Saddam Hussein fra amerikanske bomber. Den amerikanske udenrigsminister er på vej til Europa

Det tog i går den russiske viceudenrigsminister Victor Posuvalyuk 12 timer at tilbagelægge ørkenstrækningen fra Amman i Jordan til Bagdad i Irak, hvor han vil forsøge at tale Saddam Hussein ud af risikozonen for amerikanske bombeangreb.
Men selv om ørkenkørslen, der foregik på motorvej, var langvarig (fordi der ikke må flyves til Irak), er det højst usikkert, om russerne får mulighed for andet end at kigge ind i det forjættede land i denne omgang.
Det forjættede land er for russerne lig med en tilbageerobring af den globale politiske og militære indflydelse, som de tabte med Sovjetunionens sammenbrud. Og Irak-krisen har allerede tidligere vist sig at være et af internationale anliggender, hvor russerne kan gøre sig gældende.
Det var russerne, der i november sidste år fik overtalt irakerne til at genåbne dørene for FN's våbeninspektører på et tidspunkt, hvor USA's præsident Bill Clinton faktisk stod med walkie talkien i hånden for at give sine bombefly i Golfen ordre til at lette.
Om de diplomatiske krumspring skal lykkes for russerne igen, vil de kommende dage og uger vise. USA sagde mandag, at de er parat til at afstraffe Husseins fortsatte ulydighed med militære angreb, og at tiden er ved at løbe ud for diplomatiske løsninger.

Albright til Europa
Det amerikanske udenrigsministerium oplyste i går, at udenrigsminister Madeleine Albright onsdag aften tager på en hastigt arrangeret visit til Europa for at diskutere, hvad man skal stille op over for Irak med udenrigsministrene fra Rusland, Frankrig og Storbritannien.
En unavngiven amerikansk embedsmand siger til nyhedsbureauet Reuter, at Clinton og hans sikkerhedsrådgivere er "væsentlig tættere" end nogensinde før under konflikten på at beordre militær aktion. Men at et eventuelt angreb stadig ligger "uger, ikke dage" ud i fremtiden.
Ikke desto mindre har USA sendt militær forstærkning til sine baser i Golfen i de seneste dage.
Det er disse opvarmningsøvelser, der har fået Ruslands præsident Boris Jeltsin til at sende sin viceudenrigsminister gennem ørkenen.
Han er bange for, at USA vil gøre alvor af truslerne mod blandt andre russernes vilje, og han overvejer endda at bruge sin vetoret, hvis USA skulle søge opbakning i Sikkerhedsrådet til en militær aktion.

Vil tale Hussein til fornuft
Den tilspidsede situation er opstået, fordi Saddam Hussein igen og igen har nægtet våbeninspektørerne adgang til paladser og bygninger, hvor man har mistanke om, at Hussein gemmer ulovlige våben.
Ifølge den britiske avis The Guardian vil den russiske udsending forsøge at få Hussein til at indgå et kompromis med FN angående adgang til 60 sådanne paladser og bygninger. Russerne vil ifølge avisen prøve at overtale Hussein til at give inspektørerne adgang til 10-20 paladser.
Nogle iagttagere forudser, at Hussein også denne gang vil gå lige til stregen og først bøje af minutter, før Clinton giver ordre til angreb.
Som drilleri ville en sådan fremgangsmåde være yderst effektiv, for jo flere gange Clinton sender sine bombefly og krigsskibe til klargøring for derefter at blive tvunget til at afblæse ordren, desto mere vil USA fremstå som taberen i den amerikansk-irakiske sabelraslen.

Spiller på uenighed
Andre mener, at Hussein spiller på uenighederne mellem USA og de allierede arabiske nationer og ønsker at trække kontrasterne endnu tydeligere op, end de er i forvejen.
Igennem det seneste halve år har USA's allierede i Mellemøsten i stigende grad givet udtryk for deres modstand mod at afstraffe Irak militært. De mener, at USA ikke både kan kræve total irakisk lydighed over for FN-resolutioner samtidig med, at israelerne ustraffet får lov til at overtræde resolutioner og løbe fra deres løfter i den mellemøstlige fredsproces.
På grund af den manglende politiske opbakning ventes et eventuelt militært angreb mod Irak at blive begrænset. Hverken amerikanerne eller englænderne vil løbe risikoen for civile ofre.
Men det betyder samtidig, at effekten af et angreb vil være til at overse. Og foreløbig synes der ikke at ligge nogen plan for, hvordan angrebet skal følges op politisk.
I går sagde FN's generalsekretær Kofi Annan, at han ikke forudser vestlige angreb på Irak i nærmeste fremtid.
"Jeg tror ikke, vi er kommet så vidt," sagde Kofi Annan efter et møde med Frankrigs udenrigsminister.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her