Læsetid: 3 min.

Sankt Peter

20. januar 1998

Alkymi
MAN MÅ bøje sig for Peter Straarup. Og det skal for-stås bogstaveligt, for Peter Straarup repræsenterer det højeste, man kan nå i vor kultur.
Så når smådumme journalister og almindeligt godtfolk i disse dage diskuterer, om Den Danske Bank ved Peter Straarup har løjet i Færøsagen; når nogle ligefrem fordrister sig til at spekulere i eventuelle konsekvenser for Sorte Knuds kronprins, så er det kun, fordi de ikke har set lyset. De har endnu slet ikke fattet, hvad de står overfor.
Peter Straarup er sandheden og vejen, han er ikke noget menneske. Det er derfor, han ser sådan ud. Kan nogen måske forestille sig Peter Straarup prutte?
Selv hos Sorte Knud, hvis mimik vel knap vil blive husket for sin nuancerigdom og udtryksfylde, har man dog i ny og næ kunnet ane en - ganske vist svag - men menneskelig iling af ubehag over trækkene, når en journalist stillede ham et spørgsmål.
Ikke hos Straarup.
Og vender vi blikket mod Den Danske Banks langt mere kødelige med- og modkombattanter i den politiske verden, så fornemmer man jo tydeligt Nyrups hjerte, når det panikslagent ga-loperer afsted bag habitten, mens han krampagtigt holder hænderne i ro og prøver at få de beklemte pandefolder til at minde om landsfaderlig omsorg.
Ligesom Uffe Ellemann Jensens alt for menneskelige irritation er til at få øje på, når han er tvunget til at spille idiot for åbent tæppe og osende af forbitret afmagt kræve regeringens hoved på et fad endnu engang.

MEN IKKE Peter Straarup. Hos ham spores ingen følelser, Peter Straarup er ikke menneskelig, for han er slet ikke et menneske. Han er en inkarnation. Pengenes inkarnation, værdien iklædt kød og blod. Derfor er han urørlig, og han ved det. Holder han sig blot til pengenes sandhed, har han ret og får han ret, for pengenes sandhed er den højeste, og den, der holder sig til den, er den yderste og sidste retfærdigheds inkarnation på Jorden.
Ham kan intet times. Deraf hans ulegemlige, helgenagtige renhed.
Når Peter Straarup toner frem på hjemmets alter, tv'et, er hans ansigt i fuldkommen ro. Den guddommeliges ufejlbarlige ro. Han ved, han gør det rigtige. Hans samvittighed er ren, for han er fri for begær, han tjener blot bankens interesser. Og hvis han ikke handlede som han gjorde, ville han ikke være sin position værdig.
For i virkeligheden er Peter Straarup kun et talerør, en budbringer fra pengenes højere virkelighed, han er Lampens Ånd.
Han er intet.
Det er derfor, han virker så lys, næsten gennemsigtig. Det er derfor, det kun er hans mund, der bevæger sig. Det er derfor, der ikke er noget udtryk i hans øjne. Det er derfor, man først tror sig stedt for Terminator eller Den Danske Banks svar på Arnold Schwarzenegger.

MEN MAN tager fejl. For Peter Straarup er også alt. Han er ikke kun Terminator han er også Creator. Terminator er han kun, hvis den rationelle nødvendighed driver ham.
- Som hvis bankens interesser er bedst tjent med at han ikke er... præcis i sin karakteristik af Færøbankens soliditet.
- Som hvis der skal fyres fra top til bund, når Den Danske Bank skal sammenlægges med Provinsbanken og Handelsbanken. Så kan han gøre det uden at bevæge en muskel.
Men det er kun fordi han samtidig er alt, fordi det er ham, der er garant for værdien og alt, hvad der er af værdi, derfor er indeholdt i det, han repræsenterer: at tjene penge.
Han er templets tjener, ypperstepræst og øverste, og hans blodofre bringes i den højestes tjeneste, pengenes. Derfor kan der ikke ske noget forkert med noget, der er i hans varetægt. Derfor er Peter Straarup urørlig. Derfor er Peter Straarup alt.
Peter Straarup er slet og ret alt, fordi han er banken - den eneste banken, man hører, når man lægger øret til hans bryst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her