Læsetid: 6 min.

En sjusket begyndelse

6. januar 1998

Nu foreligger det første bind af den fælles dansk-norske historie. Bindet er dog fuld af sjuskefejl

Historie
For 600 år siden sluttede de nordiske riger sig sammen i Kalmarunionen, der med afbrydelser bestod i godt og vel hundrede år, hvorefter Sverige og Finland rev sig løs. Det stockholmske blodbad i 1520, som gav oprørslederen Gustav Eriksson Vasa og hans berømte dalkarle vind i sejlene, har tit fået os til at glemme, at den vestlige del af den nordiske union, det vil sige Danmark og Norge med bilandene Færøerne, Island og Grønland, fortsatte som om intet var hændt i endnu næsten 300 år, indtil 1814, hvor Norge blev adskilt fra Danmark som en udløber af Napoleonskrigene. Helt slut var det dog ikke. Island forblev en del af det danske monarki til 1944, og Færøerne og Grønland er det endnu.

400 års samarbejde
Det firhundredårige dansk-norske regeringsfællesskab er et af de vigtigste kapitler i både Danmarks og Norges historie. Det ville da også være synd at sige, at fællestiden har været overset af historikerne, selvom to norske professorer i forordet prøver at overbevise sig selv og læserne om noget andet. Kalmarunionen, der ikke mindst fra dansk side er blevet opfattet som en stjernestund i nationens liv, har været behandlet indgående. Flere af dansk historieskrivnings største navne har skrevet om denne periode. Om fællestidens sidste 150 år foreligger Edvard Holms Danmark-Norges indre historie under Enevælden fra 1660 til 1720 i to bind (1885-86), som fulgtes af hans Danmarks-Norges Historie fra Den store nordiske Krigs Slutning til Rigernes Adskillelse, et kæmpeværk på ikke mindre end syv tykke bind, der udkom mellem 1891 og 1912, ligesom der findes en syndflod af mindre afhandlinger om forskellige sider af tvillingerigernes historie.
Men rigtigt er det da, at der aldrig er kommet en samlet videnskabelig skildring af Danmark-Norges historie i hele fællestiden. Det var derfor nærliggende, at Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde for nogle år siden gav sig i lag med denne opgave. Nu foreligger første bind, nemlig den danske universitetslektor Esben Albrectsens fremstilling af de første 150 år, altså den periode, hvor Sverige og Finland endnu var med. De øvrige bind, som udkommer inden for de nærmeste måneder, skrives af professor Øystein Rian, Oslo, professor Ståle Dyrvik, Bergen, og professor Ole Feldbæk, København.
Får vi så omsider den fyldestgørende videnskabelige behandling af fællestiden, vi har savnet? En fremstilling af Danmark-Norges historie ud fra et samlende synspunkt bliver det næppe til, da værket mangler en fælles redaktion. Hver forfatter skriver på egen regning og risiko og kan ride sine egne kæpheste. Hvert bind må altså vurderes for sig. Ser man på det foreliggende bind, så får man en solid og pålidelig gennemgang af optakten til den forening af rigerne, som gjorde Norden til vel nok Europas største sammenhængende territorialstat.
I 1397, da den unge Erik af Pommern med sin formynder, dronning Margrethe I, ved sin side blev kronet som konge over Danmark, Sverige og Norge, blev han regent over et område, der strakte sig fra Karelen i øst til Atlanterhavet i vest, fra Grønland og Nordkap i nord til Hamborg i syd. Foreningen anskues af Esben Albrectsen som et resultat af den stadige kamp mellem kongemagt og aristokrati, en af de vigtigste konstanter i europæisk middelalderhistorie. Af betydning for den nordiske unions dannelse var endvidere forholdet til Hansestæderne, en multinational sammenslutning af nordeuropæiske handelsbyer under østersøbyen Lübecks ledelse. Også unionens senere historie, herunder Sveriges og Finlands dramatiske løsrivelse, ses i lyset af disse megatrends.

Ikke meget klogere
Man skal holde ørene ualmindelig stive for ikke at blive kastet af hesten, så godt som hele fremstillingen samler sig om de politiske magtkampe og deres stadige fluktuationer inden for et lukket kredsløb, hvor ikke mindst de sønderjyske spørgsmål, som Esben Albrectsen tidligere har skrevet om, får deres rigelige plads. Men ønsker man at forstå, hvorfor i alverden spændingen mellem aristokrati og kongemagt i den grad kunne dominere i middelalderen, og hvorfor det på et eller andet tidspunkt ikke længere var sådan, så bliver man ikke meget klogere. Esben Albrectsen kiler på med sin fremstilling, som om der ikke er blevet sagt noget nyt, i hvert fald ikke noget fornuftigt nyt om middelalderen siden 1950'erne. Ser man på de spredte bemærkninger om det daværende dansk-norske samfund og dets økonomiske struktur, er der heller ikke meget at hente. Det kunne ellers have været interessant at få en analyse af Hansestæderne ud fra de erfaringer, vi i disse år gør med multinationale firmaer uden forankring i et statsapparat. Den såkaldte middelalderlige agrarkrise, som berøres flere steder i bogen, formelig råber på en nyvurdering, men den kommer ikke. Hvordan er det muligt her i 1990'erne, hvor kloden er ved at bukke under for befolkningspres, og hvor den sidste stump urskov er ved at forsvinde, at beklage, at befolkningstallet og dermed det dyrkede landbrugsareal faldt i 1300-tallet, og at skov, naturområder og lavintensivt landbrug bredte sig? Lad gå, at man endnu i 1950'erne entydigt kunne opfatte befolkningsnedgang og genskovning som en samfundsmæssig katastrofe. Men i dag? Det kunne også have været interessant at høre om den biologiske baggrund for de kolossale mængder af sild i Øresund, som betød så meget for det danske-norske samfunds økonomi. Hvornår kom de, hvorfor forsvandt de?

Manglende korrektur
En grundig korrekturlæsning ville have pyntet, således staves "heftig" ikke med æ, og "katolsk" ikke med th (side 126). Det er også svært at bære over med, at værket er uden noter. Litteraturvejledningen til de forskellige kapitler side 345-56 er alt for summarisk. Hvad angår bibliografien, så virker den med sine stavefejl og sin vilkårlige blanding af ny og gammel retskrivning nærmest som et arbejdspapir. Helt tosset bliver det, når man kommer til registret, der er så inkonsekvent og unøjagtigt, at man næsten ikke tror det er muligt. Der er ikke skygge af system i brugen af fornavne i tekst, bibliografi og henvisninger. Er tekstens "Sars", bibliografiens "J.E. Sars" og registrets "Ernst Sars" mon den samme? Hvorfor skal vi have at vide, at det historiske Danzig i dag hedder Gdansk, men ikke at Königsberg er det nuværende Kaliningrad? Hvorfor er der kun henvisning til den hellige Birgitta på side 76 og 77, når hun også er omtalt, endda ret udførligt, på side 128? På side 57 møder vi St. Mikael, på side 127 møder vi ham igen, nu som ærkeenglen Mikael. Det lykkes ikke forfatteren at få dem til at mødes i registret.
Endelig kan nævnes den besynderlighed, at hovedparten af de historiske personer er registreret efter fornavne, ikke efter slægtsnavne. Torben Oxe under Torben, Tyge Krabbe under Tyge, Poul Laxmand under Poul, Peder Jensen Lodehat under Peder, Bo Jonsson under Bo og så videre. Det er formentlig rigtigt, at de pågældende personer i samtiden er blevet omtalt som hr. Torben, hr. Tyge, hr. Poul, hr. Peder og hr. Bo. Men hvilken forskruet tanke har dog fået forfatteren til - uden med et ord at gøre opmærksom på det - at bryde med en i hvert fald tohundredårig alfabetiseringspraksis i Danmark (og Norge) ? Som bindet foreligger, er det så fuld af sjuskefejl, at læserne ikke kan være tjent med det.

*Esben Albrectsen: Fællesskabet bliver til 1380-1536 (Første bind af firbindsværket Danmark- Norge 1380-1814). 402 sider, Akademisk Forlag, København/Universitetsforlaget, Oslo 1997. Værket sælges kun samlet, pris 1696,- kr.

Historikeren Thorkild Kjærgaard er dr. phil. og museumsinspektør på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her