Læsetid: 2 min.

Skarp kritik af retslægerådet

2. januar 1998

Domstolene og især Retslægerådet svigter tvangsofre, siger politikere efter dommerkritik af ny psykiatrilov

"Domstolene har ikke fungeret, og Retslægerådet er under al kritik på det her område. Jeg mener slet ikke, de lever op til det, de puster sig op til at være, og det er en af grundene til, at jeg er med til at overveje en enstrenget struktur til ankesager om psykiatrisk tvang."
Så katagorisk lyder Peter Duetofts (CD) svar til Den Danske Dommerforenings formand, Jes Schiøler, der i skarpe vendinger har kritiseret regeringens forslag til en ny psykiatrilov.
Dommerforeningen mener, at lovforslaget forringer patienternes retssikkerhed, fordi det gør Patientklagenævnet til primær ankeinstans i stedet for domstolene. En ændring, der ifølge Retsudvalgets beretning sker for at skabe en klageordning, der er mere "enkel, overskuelig og lettere tilgængelig for patienten." Schiøler mener, at Retsudvalgets argumenter er hule, og at "sager om frihedsberøvelse indlysende hører ind under domstolene".

Domstolene har fejlet
"Vi skal se seriøst på Schiølers indvending," siger Peter Duetoft, "for retssikkerheden skal ikke gøres mindre. Men jeg vil i samme åndedrag sige, at domstolene halter alvorligt bagefter. De har ikke været deres opgave voksen i den her sammenhæng. Det er fint at Dommerforeningens formand stiller sig op og siger, at der er mere retssikkerhed i domstolene, men vi har bare for mange gange set eksempler på, at dommerne ikke ønsker at høre vidner, fordi de tror på Retslægerådet, som heller ikke har snakket med nogen, andre end dén overlæge, der bliver klaget over. Og det bliver så hans udtalelse, og den alene, der kommer til at ligge til grund for domstolens afgørelse."
"Det er fantastisk, at Retslægerådet ikke forsøger at få alternative vurderinger af folk eller et møde med dem."
Den radikale Bjørn Elmquist er parat til at tage sagen op igen efter dommernes kritik: "Hvis dommere over en bred kam siger, at det her er en krænkelse af rettigheder, så vil jeg overveje lovforslaget igen," siger han. "Det her drejer sig dels om at få indført et enstrenget klagesystem, dels at forholde sig til den problemstilling, Peter Duetoft peger på.
I Retsudvalget har vi gjort os umage for at finde ud af, hvordan Retslægerådet arbejder, og om vi burde ændre på det. Vi har besøgt dem og studeret deres arbejde, og vi har hevet en betænkning fra 1989 frem, der påpeger at man burde have noget mere kontradiktion ind i billedet."
- Så du er enig med Duetoft?
"Ja, men jeg er meget i tvivl om, hvordan vi kan styrke Retslægerådet".
Lissa Mathiasen (S) lader sig imidlertid ikke gå på at kritikken.
"Retslægerådet gør bare, hvad vi beder dem om undervejs. De har været gode til at tage fat i retsudvalget og kritisere os for, at vi i for lille udstrækning har tilgodeset patienterne. Vi har endevendt det her, og vi mener, at retsikkerheden stadig er totalt i behold, er det fordi patienten stadig har ankemulighed", siger hun.

Interview side 4: Medicinfri behandling er ikke løsningen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu