Læsetid: 3 min.

Smertefri oldævl

12. januar 1998

Peter Langdal dyrker kvinderne i 'Grækerne'. Men i sin tv-serie-dramaturgi har han overset skæbnen

TEATER
Oldævlsbegyndere kan starte her:
Agamemnon er skurken. Agamemnon ofrer sin datter Ifigenia, så soldaterne kan få vind til at sejle til Troja. Men hans hustru Klytaimnestra hævner sin datters drab ved at dræbe manden og hans slavinde Kassandra, da han omsider vender tilbage fra krigen. Men dette drab hævner moderens andre børn Elektra og Orestes ved at dræbe hende og hendes elsker...
Eller her:
Jason er skurken. Jason får Medea til at hakke sin egen bror i småstykker, så de sammen kan flygte. De får to tvillingedrenge, men da Jason har chancen for at blive gift med kong Kreons datter, svigter han Medea og kræver endda at få deres sønner. Medea hævner hans utroskab ved at dræbe deres drenge og forgive kongedatteren...
Eller...
For manden er altid skurken i Betty Nansen Teatrets udlægning af de græske tragedieskikkelser. I Grækerne har Peter Langdal ikke blot villet skildre den grundlæggende kvindeundertrykkelse i den vestlige civilisation, men også den kvindelige råstyrke.
Langdal og medforfatteren Peter Laugesens har derfor udvalgt en håndfuld græske kvindeskæbner, der dækker hele spektret fra furie til orakel, fra hustru til elskerinde, fra mor til datter. Og temperamenterne hos de håndplukkede skuespillere er tilsvarende forskellige, fra den sensuelle til den magtsyge, fra den blide til den rasende.

Forsvundet skæbne
Men dramatisk har kvindedyrkeren Langdal fået et problem. For hvis kvinden altid er helten, bliver manden nødt til at være skurken - for det ender jo altid galt i tragedierne. Og dermed bliver fremlægningen af tragedierne mærkeligt ensidig. Hele den græske opfattelse af skæbne er derved forsvundet - for slet ikke at tale om de græske guders retfærdighedsbalance ud fra idéen om hybris og nemesis. Væk og afsted på den Langdal'ske dragevogn - den smerteløse vej, direkte til Beverly Hills.
I stedet opstår nogle dramatiske situationer, der hver for sig er glimrende ekstrakter af de timelange tragedier af Aischylos, Sofokles og Euripides. Men som altså dramatisk reduceres til forudsigelige beviser på netop de Langdal'ske stjerneskuespilleres mest fremtrædende evner: Ghita Nørby er således den bitre, Hella Joof den overgearede, Ditte Gråbøl den hævngerrige, Cecilia Zwick Nash den opofrende, Asta Esper Andersen den jordnære og lillepigen Regitze Stenderup den kry - vidtforskellige kvinder i sjælden samhørighed på scenen.
Forestillingens force er, at den rammer så præcist i sin karakteristik af disse kvinder.
Og at den fanger tilskuerne ind i essensen af det græske drama, lige fra ankomsten til de rygløse bænketrin i Nina Flagstads amfiteateropbygning, hvor scenen er renskrabet til sand mod sten - og sværd mod kød.
Svagheden er, at forestillingen forenkler personerne. At dens ekstrakter inkluderer for mange skæbner, som instruktionen alligevel ikke tillader tilskueren at identificere sig med. Aristoteles mente, at tragedien skulle 'vække frygt og medlidenhed', men på Betty Nansen Teatret er ingen oprigtig indlevelse mulig - der er simpelthen for meget tv-serie over både personerne og de enkelte scener.

Praktisk med tragedier
Faktisk lyser forestillingen klarest i en scene uden kvinder - og uden nogen tragedie. Her fremsiger nemlig Jesper Christensen en tekst om tragedien af dramatikeren Jean Anouilh - "Det er så praktisk med tragedier. Man hjælper lidt til for at de kan komme i gang. Der skal næsten ingenting til..." For her, gennem teoriens distance, opstår pludselig en komik, der sætter alle de åh-så-forfærdelige scener i dét groteske relief, som Langdals dramaturgi faktisk kræver det.
Denne vederkvægende kontrast varer dog kun et enkelt øjeblik - så overlades scenen atter til tragedietumulten. Resten af tiden suger han nu også tilskuernes blikke til sig, den selvsamme Jesper Christensen.
Han er eneste græske hane i kurven, og én efter én tager han alle de forhadte skurkeroller på sine senede skuldre. I brøkdele af sekunder skifter han mellem begær og afsky, selvsikkerhed og tvivl, mens hans kronragede ansigt påtager sig kongeværdige folder som Agamemnon, charlatanøjne som Jason, diktatormund som Kreon...
Næsten så fascinerende, så man glemmer alt det, der mangler fra de rigtige grækere. Tragedieforfatterne, altså, og deres historier om Agamemnon og Klytaimnestra og Kassandra...
Men ja. Oldævlsbegyndere kan starte her.

*"Grækerne". Forestilling skabt i fællesskab af skuespillerne og instruktør Peter Langdal, forfatter Peter Laugesen, scenograf Nina Flagstad og dramaturg Kitte Wagner. Betty Nansen til 28. feb.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu