Læsetid: 2 min.

Snupper Trier nye Bodil'er?

9. januar 1998

'Riget II' i kamp med 'Barbara' og 'Let's Get Lost' om årets Bodilpriser

Det var Nils Malmros' Barbara, Jonas Elmers debutfilm Let's Get Lost og - noget overraskende - Lars von Triers Riget II, der samlede de fleste Bodil-nomineringer ved Filmmedarbejderforeningens møde i går.
Triers værk er jo primært lavet som tv-serie, men den blev i efteråret også udsendt som biograffilm, uden dog at samle mere end en snes tusind tilskuere. Den første biografombæring af Riget fik i sin tid Bodil som årets bedste film, og der var samtidig også Bodil til Hoger Juul Hansen for bedste hovedrollepræstation som lægen Einar Moesgaard.
Da capo for Moesgaard?
Nu er er det minsandten lykkedes Holger Juul Hansen at blive nomineret til endnu en Bodil for noget nær den samme præstation, blot i fortsættelsen.
Også Jens Okking er nomineret for bedste mandlige birolle i Riget II, den elskelige portør Bulder, og Birgitte Raaberg opnåede en nominering for sit spil som den desperate mor Judith i samme film. Og Riget II bejler også til en Bodil som årets bedste danske film.
I denne kategori får den dog stærk konkurrence af de to andre nominerede, Barbara og Let's Get Lost.

Anneke og Sidse
I skuespiller-kategorierne er det hovedsageligt disse titler, der går igen. Til Bodil for bedste mandlige hovedrollepræstation nomineredes - foruden Holger Juul Hansen - Lars Simonsen som præsten i Barbara og Bjarne Henriksen som den hyggelige døgenigt i Let's Get Lost.
Tre skuespillerinder skal dyste om Bodil for bedste kvindelige hovedrolle: Anneke von der Lippe i Barbara, Sidse Babett-Knudsen i Let's Get Lost og den unge Amalie Dollerup, der spiller hovedrollen i Cæcilia Trier Holbeks Nonnebørn.
I kategorien bedste mandlige birollepræstation nomineredes hele fire navne: nordmanden Trond Hövik og Jesper Christensen fra Barbara, Peter Frødin fra Hannibal & Jerry, samt altså Jens Okking fra Riget II.
Endelig skal følgende dyste om Bodil i kategorien bedste kvindelige birolle: Kirsten Rolffes som priorinden i Nonnebørn, Hella Joof som politikvinden i Hannibal & Jerry og som ovenfor nævnt Birgitte Raaberg i Riget II.
Følgende ikke-amerikanske film nomineredes: Brændt af solen, Det 5. element, Det' bare mænd, Shine og The Pillow Book. Og blandt årets amerikanske film blev disse fem udpeget: Alle siger 'I Love You', L. A. Confidential, Lone Star, Den engelske patient og Donnie Brasco.
Bodilfesten finder sted den 8. marts i Imperial og transmitteres af TV 2.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu