Den amerikanske finansmand antyder, at han vil investere i kriseramte Sydkorea
Sydkoreanske aktier steg i går, da den amerikanske finansmand og mangemillionær George Soros under et besøg i Seoul antydede, at han vil at investere et stort beløb i det kriseramte land.
Efter møder med bl.a. Sydkoreas kommende præsident Kim Dae-jung sagde George Soros på et pressemøde, at Kim Dae-jung havde imponeret ham med sin viden om krisens omfang, og at han derfor vil sende en gruppe rådgivere til landet for at undersøge mulighederne for investeringer.
Soros' finansimperium har i øjeblikket ikke store investeringer i Sydkorea, men investeringerne kan blive øget i fremtiden, sagde han.
Den melding fik aktie-indekset til at stige næsten tre procent på børserne.
"Hvis han virkelig beslutter sig for at anbringe penge i Sydkorea, vil andre helt sikkert følge efter," sagde Na Min-ho, en børsmægler ved Daishin Securities til nyhedsbureauet Reuter.
Andre mæglere var dog knap så optimistiske og mente, at Soros ligesom andre investorer vil se tiden an.
Krisestemningen hersker dog fortsat i Sydkorea.
Tusinder af kunder stod i går i kø ved de banker, der har været lukkede siden sidste måned på grund af gældsproblemer. I går fik kunderne for første gang mulighed for at trække deres penge ud af bankerne, og det benyttede mange sig af. Myndighederne skal senere på måneden tage stilling til, hvad der skal ske med bankerne.
Samtidig stod andre sydkoreanere i kø for at sælge deres guldsmykker. Flere af landets store virksomheder har indledt kampagner, der skal få medarbejderne til at aflevere deres guld, som skal sælges videre til udlandet, så Sydkorea kan få hårdt tiltrængt udenlandsk valuta. De, der sælger deres guld, får betaling i den lokale valuta, won'en.
Om initiativet er nok til at bringe Sydkorea ud af den finansielle krise er dog tvivlsomt. Kim Dae-jung sagde i et interview med avisen International Herald Tribune, at hvis Sydkorea følger alle råd fra Den Internationale Valutafond (IMF), vil landet måske komme over krisen i løbet af det næste halvandet år.
Kim Dae-jung, der vandt præsidentvalget i december bl.a. på stemmer fra fagbevægelsen, erkendte desuden, at afskedigelser var uundgåelige, samtidig med at Sydkorea bliver nødt til at åbne sit marked mere for udenlandske investorer.
"Det er mit mål at overbevise det koreanske folk om, at verden har ændret sig. Vi lever i en globaliseret økonomi, og vi bliver nødt til at konkurrere med udenlandske virksomheder," sagde Kim Dae-jung, der først overtager præsident-embedet i februar.