Læsetid: 4 min.

Et spørgsmål om tid

3. januar 1998

KALENDER

FORLEDEN skiftede vi kalenderår, mens vi ved midnat lyttede til Rådhusklokkerne. Det var gjort på et øjeblik med et enkelt klokkeslag, hvis lyd ikke nåede at tabe sig, før det næste faldt i og gjorde nu til før.
Selve Nuet er kun et skilletegn mellem fortid og fremtid, og det er et filosofisk spørgsmål, om det overhovedet har nogen eksistens, siden vi er så forhippede på begrebet tid og dermed bevægelse. Selve ordet 'nu' er da også så kort som næsten muligt med sine to bogstaver.
Alligevel opfordres vi ikke så sjældent til at leve i nuet, hvorved det tildeles vis tænkt udstrækning, af subjektiv art. Det er des-uden en romantisk og symbolistisk skik at udnævne kunsten til leverandør af sådanne udvidede nuer af sublim karakter. Og det svarer på en måde til, at kunstnere gerne føler sig vel til mode ved selv at leve i en overgangstid.
Før dette kom på mode, skrev Johannes Ewald åndfuldt og ekstatisk om nuets umulighed:

Ak, det Minut, som var betroed at bære
Vor Rigdom i sit Skiød,
Er først, naar det skal holde op at være!
Dets Fødsel er dets Død!

Det er i digtet Haab og Erindring (1772), han fører denne diskussion: "Hold paa dit Nu, min Siæl. Forsøg at smage/det Øieblik, som er!", udbryder han i sin drøm om at binde det flygtige, at holde det tilbage med stærke følelser, vel vidende, at selve den sproglige formulering forløber i tiden og poesien kun er et skin af virkeligheden. Men i fænomenerne håb og erindring har den almægtige til gengæld tildelt mennesket evne til lyksalighed og himmelsk følelse. De er tæt forbundne. Erindringen er endda håbets moder, siger Ewald.
Både fremtiden og fortiden er således konstant til stede i bevidstheden, og den kan der manipuleres med, ligesom traditionsbevidste og fantasifulde digtere kan påstå og demonstrere så meget af den art, f.eks. at alting er til stede samtidig, eller som Ib Michael, der i sin seneste roman, Prins, hævder, at "al tid er kun et ekko af noget, der allerede har fundet sted." Derfor kan fortælleren af bogens nutid gerne være død for hundred år siden.
Jeg kan godt ærgre mig over, at jeg ikke allerede tidligt begyndte at udnytte mine senere erfaringer.

MED TEKNISK SNILDE er vi blevet gode til at trække fortiden nær, at gøre os samtidige med den gamle verden, på bånd og film, video og diskette, at høre og se, hvad der engang skete: Goebbels tale om den totale krig, John F. Kennedy sige: Ich bin ein Berliner!, Khrusjtjov banke i bordet med sin sko, Jens Otto Krag fortælle, at nu gider han ikke mere etc.
Nu mangler vi blot optagelser af kommende begivenheder. Det er kun et spørgsmål om tid.
Johan Ludvig Heiberg legede med tanken i sin artikel Hvad man seer, og hvad man hører (Flyvende Post, 1830), led i hans betragtninger over "Æstetisk Moral".
I "en gammel løgneroman" har han læst om et land, hvor man har bragt akustikken til en sådan fuldkommenhed, at man ved en simpel indretning i enhver bygning kan tilvejebringe et kunstigt ekko, som kan gentage enhver lyd, to-tre, ja, endnu flere timer efter, at den har fundet sted. Opfindelsen udnyttes af en gammel præst, der er træt af at holde sin prædiken både i hovedkirken og annekset og derfor kalder anneksmenigheden til samme sted to timer senere, hvor han da nøjes med at gestikulere til ekkoet. Fortidens form for playback. Snart indsætter man blot en dukke til at gøre det.
Heiberg tænkte sig nu opfindelsen overført til teatret, der således kunne opføre et stykke anden gang til halv pris, uden skuespillere, eller en opera af lutter vellyd uden f.eks. sangernes "ubehagelige individualiteter" - det, vi nu gør, lyttende på bånd og plade.
Heiberg benytter denne løgneidé især til en kritik af skuepladsens udannede publikum, som bare ser i stedet for at skue og ler ad falden på halen-komik i stedet for at høre og fatte viddet. Han var klar over sansernes populære rangorden. Det var samtiden, der interesserede ham, mere end tidens relativitet. Men han brugte egentlig en senere tids erfaringer.

NUET FLYTTER sine energier til erindring og håb. Nuet har måske snarere sit sted i begyndelsen og i slutningen, i fødslen og døden. Sproget, som skabes i øjeblikket, har potentialerne i sig, idet begyndelsen i bedste fald indebærer slutningen.
Merete Torp har en slående formulering af dette med den indledende strofe i hendes Digte II (1996):

Giv os begyndelsens ord. Og slutningens.
Vi fylder selv sætningens fængsel ud
som vi lægger det der mangler i
livets smag
til

De bedste digterord giver ekko. Flere timer efter. Dage. Nogle endda flere hundred år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her