Læsetid: 6 min.

Der er stadig sprængstof i Dreyfus

17. januar 1998

Nogle uforsigtige ord af Lionel Jospin om den 100 år gamle Dreyfus-affære fik højre halvdel af Nationalforsamlingen til at eksplodere

Dreyfus-affæren var en af de alvorligste kriser i Den Tredje Republik, og dens efterdønninger har ledsaget fransk politik gennem hele det 20. århundrede. Netop nu markeres 100-året for affæren, fordi et af dens højdepunkter indtraf, da forfatteren Emile Zola tog den uskyldigt dømte officer Alfred Dreyfus i forsvar i et åbent brev til republikkens præsident i avisen L'Aurore den 13. januar 1898 under overskriften "J' Accuse" (jeg anklager).
100-året er blevet markeret med flere manifestationer. En kæmpe-reproduktion af avissiden med Zolas artikel er blevet ophængt på Nationalforsamlingens ydermure. Der er blevet holdt taler, og pressen er udkommet med særsektioner om Dreyfus-affæren og dens eftervirkninger.
Men midt i "festlighederne" kom der en ny mini-affære, en Dreyfus-Jospin affære - typisk fransk, helt uforudset og meget støjende. Den illustrerer på en lidt karikaturagtig måde det, der er blevet fælleseje i nationens politiske bevidsthed siden Dreyfus-affæren, nemlig at denne affære skilte højre og venstre: Højre villle have jøden Dreyfus dømt og ville ikke erkende, at han var offer for et ju-stitsmord, mens venstre kæmpede for hans rehabilitering - og opnåede den.
Sådan lyder den forenklede fortolkning. Det er påfaldende, at premierminister Lionel Jospin, der er kendt som en seriøs politiker af en vis akademisk standard, er faldet for fristelsen til at bruge denne version på en letfærdig måde for at "tryne højre" i Nationforsamlingen - og dermed har udsat sig for beskyldninger om demagogi og historieforfalskning.
Anledningen var, at et medlem af Nationalforsamlingen, repræsentant for øen Reunion i det Indiske Ocean, den 14. januar havde stillet et spørgsmål om, hvordan regeringen agtede at markere 150-året for slaveriets afskaffelse i 1848. Premierministeren ønskede selv at svare fra Nationalforsamlingens talerstol, og han benyttede lejligheden til en "historisk påmindelse" om de politiske kræfters holdninger på den tid - og deres holdninger 50 år senere under Dreyfus-affæren. Han sagde bl. a.:
"... Hvis vi husker, hvad venstre og højre stod for, da disse begivenheder udspillede sig, er det sikkert, at venstre gik ind for slave-riets afskafffelse. Man kan ikke sige det samme om højre. Man ved, at venstre var for Dreyfus, og man ved, at højre var imod Dreyfus."
Blandt de venstreskikkelser, der tog Dreyfus i forsvar, nævnte Jos-pin derefter Gambetta - der døde i 1882, tolv år før Dreyfus-affærens begyndelse...
Han mente uden tvivl Clemenceau (der var redaktør af L' Aurore og i den egenskab i øvrigt ophavsmand til den berømte overskrift "J' Accuse").

Hos en person med Jospins dannelse kan en sådan fejl naturligvis kun skyldes en fortalelse, ikke uvidenhed. Men den var med til at stille ham i et uheldigt lys som "historielærer" i en situation, hvor han af mere alvorlige grunde løb ind i et voldsomt stormvejr.
Højre i Nationalforsamlingen opfattede Jospins ord som en oplagt injurie, en perfid historiefortolkning, og reaktionen kom omgående. Medlemmerne af de to oppositionspartier RPR og UDF udvandrede fra salen, mens socialister, kommunister og grønne hilste Jospin med taktfast bifald. På vej ud af salen slyngede mange af højremedlemmerne skældsord mod Jos-pin som "nul", "undermåler" og "skiderik". Nogle råbte "Gå af!" Der var optræk til håndgemæng, og Nationalforsamlingens betjente måtte i hast slå kreds om Jospin for at afværge et angreb.
I korridorerne føg det med hånlige kommentarer. RPR-politikeren Pierre Mazeaud sagde, at Jospin havde mistet besindelsen, og han tilføjede: "Han er ikke længere værdig til at være Frankrigs premierminister". Tidligere premierminister Raymond Barre betegnede Jospin som "ikke en premierminister, men en lille apparatsjik".
Episoden har givet Jospin en ualmindelig "dårlig presse". Kommentatorerne fordømmer næsten enstemmigt hans udtalelser, og der tales om "fadæse", "brøler" og "bommert".
Le Monde taler i sin leder om Jospins "faux pas", der "røber hans utålmodighed efter at gå i kødet på højre og sikre sammenholdet i sin egen lejr". Baggrunden er de vanskeligheder, Jospin er løbet ind i med de arbejdsløses protester og problemerne omkring indførelsen af 35 timers ugen, påpeges det i mange kommentarer, og nogle taler om "stress".
Jospins udtalelser er også blevet analyseret af historikere, der anfægter deres holdbarhed. Spørgsmålet om slaveriets afskaffelse skilte ikke højre og venstre i 1848, påpeges det, og socialisterne og de radikale var ikke fra begyndelsen på Dreyfus' side, da denne affære udviklede sig fra 1894 og fremefter.
Efter en dags besindelse er Jospin selv kommet til det resultat, at han er gået for vidt i kampens hede, og har udtrykt sin "beklagelse". Han ventes at ville forklare sig i et tv-interview i begyndelsen af ugen, hvor han også vil komme ind på de problemer, der har bragt ham i modvind på det sidste.
Jospin er måske ikke den eneste, der er gået for vidt - reaktionerne forekommer også en kende overdrevne og teatralske. Mådehold er ikke franske politikeres stærke side, men man kan også betragte de store armsving som en del af charmen ved fransk politik. Selv en seriøs og ansvarsbevidst protestant som Jospin holder altså liv i traditionen.

For at forstå Dreyfus-affærens vedvarende kraft som mobiliserende faktor er det nødvendigt at opridse nogle af dens grundtræk. Det var en anden fransk officer, major Esterhazy, der spionerede til fordel for tyskerne i 1894, men kaptajn Alfred Dreyfus blev mistænkt på grundlag af en håndskriftprøve, og han var "den ideelle skyldige", fordi han var jøde, og antisemitismen gjorde sig gældende i generalstaben - som i samfundet i øvrigt. Dreyfus blev ved krigsret idømt livsvarigt fængsel og deporteret til straffekolonien Djævleøen i fransk Vestindien, hvor han sad som fange 1895-99.
I mellemtiden opstod der en kampagne til fordel for ham, og processen blev genoptaget i 1899. Den endte imidlertid med, at Dreyfus påny blev kendt skyldig. Krigsretten indrømmede dog "formildende omstændigheder, og republikkens præsident, Emile Loubet, benådede Dreyfus kort efter.
Fra 1903 går den socialistiske partileder Jean Jaurès i spidsen for en kampagne for revision af processen, men først i 1906 bliver dommene omstødt af Højesteret og Dreyfus rehabiliteret.
Affæren varede altså 12 år, og kom til at sætte sig varige spor i fransk politik.
Zola, der greb afgørende ind til fordel for Dreyfus - og til straf blev idømt et års fængsel - blev prototypen på den engagerede franske intellektuelle, i denne rolle en forløber for André Gide, Jean-Paul Sartre og andre gennem århundredet. Hver gang store sager har optaget den franske offentlighed og splittet nationen i højre og venstre - fra den spanske borgerkrig og jødeforfølgelserne til Algeriet-krigen - har man haft Dreyfus og Zola i tankerne og ofte refereret til dem. På det mytologiske plan er Dreyfus-affæren uløselig knyttet til kampen mellem højre og venstre i Frankrig i de sidste 100 år.
To træk ved affæren springer i øjnene. Den blev til den helt store og langtrukne affære af den simple grund, at hæren ikke kunne ind-rømme en fejltagelse. Det lå i luften, at nationens eksistens var truet, hvis den militære ære blev plettet. Dreyfus blev dømt ved krigsret, og generalstaben var ubøjelig. (En enkelt hæderlig officer, oberst Picquart, kæmpede dog med stort mod for at få frikendt Dreyfus og indlagde sig uvisnelig fortjeneste).
Det andet dominerende træk ved affæren er antisemitismen. Den var udbredt i hæren, i kirken, i borgerskabet og dele af arbejderklassen. Den slog ud i lys lue, da major Henry - ophavsmanden til et falsk brev, der blev brugt som fældende bevismaterale mod Dreyfus - blev afsløret og begik selvmord den 31.august 1898. En bølge af sympati skyllede op omkring Henry's familie, udtrykt i tusinder af breve - ofte med antisemistiske udfald, som en Adolf Hitler ikke kunne have overgået.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu