Læsetid: 4 min.

En stjerne kom til byen

22. januar 1998

Nyt fra Danmarks internationale instruktør Ole Bornedal, der i pausen mellem alle sine storstilede projekter, skal lave dansk dramatik for DR

PRESSEMØDE
Efter mange måneder med tavshed og talrige spekulationer om hans fremtid, tog instruktøren Ole Bornedal endelig imod den danske verdenspresse på en café på Østerbro i går.
Den selvsamme Bornedal, der for snart flere år siden drog til Hollywood for sammen med filmselskabet Miramax og skuespillere som Nick Nolte og Ewan McGregor at lave en amerikansk version af Bornedals danske biografhit, Nattevagten.
I en lang periode gik alt fint, og Bornedal udtalte sig med glæde til danske medier om de vellykkede optagelser, samarbejdet med manu-skriptforfatteren Steven Soderbergh og de første nervøse trækninger over at skulle instruere Nolte. Men pludselig var alt tavshed, og rygter om, at Nightwatch skulle have en ny slutning, florerede samtidig med, at filmens amerikanske premieredato blev rykket et utal af gange.
Bornedal, der sammen med DRs TV-Drama skal til at lave en mini-serie i to afsnit med titlen Dybt vand, bekræftede på pressemødet rygterne, men afviste, at filmen, som Aktuelt konkluderede det i en artikel fornylig, kun kommer ud på video.
"Jeg valgte at forholde mig tavs, da jeg mente, at jeg havde sagt, hvad der skulle siges," forklarede Bornedal, der endnu ikke har mistet sin nørresundbyske accent og sit skarpe vid. "Filmen er nu sat til at få premiere i marts, men det skulle ikke undre mig, hvis den blev udskudt."
En antagelse han bygger på det faktum, at de to uortodokse brødre, som leder Miramax, Bob og Harvey Weinstein, er branchens bedste sælgere. Og at de simpelthen har tænkt sig at holde filmen tilbage, indtil der kommer mere opmærksomhed omkring stjernefrøet McGregors person i forbindelse med George Lucas' nye Star Wars-film, hvor han har en væsentlig rolle.
En opmærksomhed, siger Bornedal, "der vil betyde 10-15 mio. dollars' forskel i
Nightwatchs indtjening."

Hårdt arbejde
Men det betyder dog ikke, at Ole Bornedal har ligget på den lade side. Fordi han har skrevet under på en kontrakt med Miramax og er kommet i stald med andre profiler som Quentin Tarantino, Wes Craven og Steven Soderbergh, så er Bornedal også blevet brugt som script superviser og producent på en enkelt film, der var ved at køre af sporet.
Men Bornedal er mere interesseret i at lave sine egne film. "Jeg vil kunne leve fedt og godt med et stort hus i Los Angeles ved at læse manuskripter i de næste ti år, men det har jeg ikke lyst til."
Derfor har også Miramax forsøgt at holde på instruktøren ved at tilbyde ham store filmprojekter, som han til deres store ærgrelse har takket nej til, fordi de ikke kom i produktion hurtigt nok.
Som Bornedal selv udtrykker det: "Jeg har vendt Mira-max ryggen - så nu må de komme til mig." Dog er han stadigvæk superviser på et par af selskabets manuskripter. Desuden er han ved at udvikle et gammelt Antonioni-manuskript sammen med bl.a. Roman Polanskis producent.

Dansk dramatik
Og i mellemtiden har han altså - over en "dårlig american breakfast" - indvilget i at lave Dybt vand for TV-Drama - og han glæder sig til at arbejde i Danmark igen.
Baseret på et, ifølge produktionschef Svend Abrahamsen og Bornedal, fremragende manuskript af den svenske manuskriptforfatter Ulf Ryberg, siger Bornedal om de to gange 90 minutter, som serien omfatter: "Det er en brutal, moralsk, politisk og blodig historie, der foregår i et genkendeligt, dansk miljø, og som handler om en almindelig, pragmatisk politiker."
Det lyder umiddelbart noget kedeligt, men, siger Bornedal, "pragmatisk er et farligt ord, som Ryberg har udforsket på en uhyggelig måde."
I Dybt vand begår den almindelige danske kommunalpolitiker nemlig sit livs brøler, da han i 'pragmatikkens navn' oplyser en entreprenør om størrelsen af andre bud på en kommunal licitation. Og, forklarer Bornedal, "fra da af er Dybt vand en tour de force i løgn, falskhed, vådeskud, mord og kaos. Det er en uhyre moralsk historie, og tiden skriger på moralske historier. For en fem-seks år siden skreg tiden på satire og sarkasme, men nu skal man gå mere i dybden."
Nu bliver det så spændende at se, hvad hr. instruktøren kan tilføre den danske produktion, som starter optagelser i slutningen af marts.
"Ude på DR har de alle sagt til mig, 'pas nu på Ole, det er jo ikke Hollywood, det her.' Men det forventer jeg naturligvis, idet Hollywood jo er et meget skarptslebent sted, hvad angår filmproduktion." Bornedal griner og fortsætter med at konstatere, at det ikke er så meget på det instruktørmæssige og filmæstetiske område, at han har lært noget nyt.
"Jeg har lært at holde mere fokus på historien og manuskriptarbejdet."
Men måske Ole Bornedal har fået mere med sig hjem fra over there. I hvert fald lyder der et enstemmigt og forarget suk fra de mange tilstedeværende pressefotografer, da Bornedal afviser at lade sig fotografere udenfor.
"Krukke," hvisles der i krogene, samtidig med, at ens hjerte svulmer af stolthed. Ingen tvivl om, at vi i Ole Bornedal har fået en stor, international stjerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her