Læsetid: 4 min.

Den store forskel

6. januar 1998

/Filminstituttet stræber mod en tættere sammenkobling af spillefilm og dokumentarfilm. Men hvor går grænsen? Er det hele ét fedt?

Hvad er forskellen på den nye planlagte musical Taps af Lars von Trier og en ny danske dokumentarfilm om f. eks. svineavlens problemer?
Ikke så stor, hvis man skal tro den nyudnævnte direktør for spillefilmsområdet i Det Danske Filminstitut, Thomas Stenderup. Som dokumentarfilmmand (primært) mener Stenderup, at hans udnævnelse er udtryk for et ønske "om større integration af institutionerne", som han siger det i weekend-Information i et interview med Christian Monggaard Christensen.
Det drejer sig om en tilnærmelse mellem Statens Filmcentrals produktion af kort- og dokumentarfilm på den ene side og det nu 'gamle' Filminstituts opgave som igangsætter af spillefilm på den anden.
"Strukturen bør forholde sig til faserne i produktionen i stedet for genrer," siger Stenderup:
"Der er ikke så stor forskel på produktion på den ene side og lancering og distribution på den anden af en spillefilm og af en dokumentar og en kortfilm.".

Fiktionens stræben
Nej, det er netop det, som er problemet herhjemme, kunne man svare.
Spillefilm risikerer at blive anset for så smalle, at de distribueres og lanceres, som om de var dokumentarfilm med et for denne genre naturnødvendigt emnebegrænset publikum. Det er trods alt ikke alle, der er lige interesserede i svineavl eller livet på Cuba.
Og vil man sætte sagen på spidsen, kan man tilføje, at nogle danske spillefilm også bliver produceret som dokumentarfilm, det vil sige uden den stræben, der burde ligge i næsten alle spillefilm: nemlig at de som almengyldige fiktionsværker principielt kan opleves med udbytte af de fleste. Det er derfor, man af og til ser disse danske kæmpeflops i biograferne!

Skillelinien
Selvfølgelig bør der ikke være vandtætte skotter mellem dokumentarfilm- og spillefilmsproduktionen. Det har der heller aldrig været, mens institutionerne lå hver for sig. Men man kan sagtens tænke sig en tættere kontakt end før, f. eks. mellem Filminstituttets konsulenter på de to områder. Grænserne mellem de to genrer er jo nogen gange flydende, som f. eks. i Jon Bang Carlsens film.
Men det er urovækkende, at en direktør, der er ansat til at varetage spillefilmsområdet, går ind til jobbet med den principielle holdning, at der ikke er større forskel på den måde, dokumentarfilm og spillefilm bør distribueres og lanceres på. Det udvisker den fundamentale og banale skillelinie mellem de to genrer: At dokumentarfilmen baserer sig på facts, er emnecentreret og oplysende, mens spillefilmen er fiktion og primært satser på den æstetiske oplevelse (som en dokumentarfilm i heldigste fald også kan give).

Forskelligt publikum
Denne forskel giver et forskelligt publikum og bør selvfølgelig også udmønte sig i dertil afpasset distribution og lancering.
Producenten og Filminstituttets spillefilmsafdeling bør kunne tro på, at nye millionstøttede spillefilm kan få et biografpublikum, der overstiger f.eks. ovennævnte hypotetiske produktion om dansk svineavl. Hvilket man så må arbejde på efter alle marketing-kunstens regler. Når man ser bort fra det australske hit om Babe, den kække gris, sælger skuespillere da i reglen også flere billetter end svin.
Og når dansk film skal vise sit ofte attraktive ansigt udadtil på A-festivaler som f.eks. Cannes, nytter det heller ikke at hive dokumentarfilm frem i lyset. Her vil det kun forvirre gemytterne at blande kortene. Her kan man kun gøre sig gældende på de vilkår, som den internationaleshow business-mentalitet afstikker.
Og dokumentarfilmen er ikke direkte en del af denne filmiske show business, men henvender sig til sit særlige, ofte tv-baserede publikum gennem andre kanaler, f.eks. egne special-indrettede festivaler.

Westerns og Wenders
De tre hovedinstitutioner i dansk film, Filminstituttet, Statens Filmcentral og Filmmuseet, flyttede som bekendt ind under samme tag, inden lederne for nogen af sektionerne var fundet. Og det gjorde automatisk Filmhuset splidagtigt med sig selv.
Men med Dan Nissens udnævnelse til direktør og indtræden i den samlede direktion, får Filmmuseet langt om længe mulighed for at markere sig efter fortjeneste med de kvaliteter, der prægede programudbuddet i de heroiske tider, da institutionen lå gemt væk på Christianshavn og ikke som nu havde økonomisk styrke til at vise film fredag, lørdag og søndag.
Det indikeres ikke i programmet, hvad Museet er direkte ansvarlig for i det nye januarudbud af serier, men hvis månedens udspil er en strømpil, er der grund til at glæde sig til. Man er igen begyndt at sammensætte genreserier: I december var det komedien, det galdt, og nu i januar får vi 15 westerns, deriblandt John Fords My Darling Clementine, Howard Hawks' Red River, Henry Hathaways North to Alaska og Robert Altmans McCabe and Mrs. Miller.

Lise for sjælen
Overordentlig fornem er en komplet præsentation af Wim Wenders' produktion, 25 titler i alt, stort og småt mellem hinanden, men alt dybt præget af denne blide, meditative instruktør, der dårligt kan stille et kamera op uden at finde poesien.
Han gør det i Lisbon Story fra 1995, der ubegribeligt nok aldrig har haft biograferpremiere. En fabel om at få renvasket sanseapparatet, så man igen kan se og især høre, f. eks. den portugisiske gruppe Madredeus, der spiller en stor rolle i filmen og har skrevet dens harmonisk skønhedssøgende, til tider næsten magiske musik.
En oplevelse, man bør unde sig.
Og som om det ikke var nok har man i anledning af LO's 100-årsjubilæum sammensat et overflødighedshorn af væsentlige film med motiver fra arbejdermiljøer. Titler som Vredens druer, Raining Stones, Norma Rae, Marmormanden, og Johnny Larsen topper denne fine serie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu