Selv om vi til det sidste var ret skeptiske, så troede vi på de forklaringer og svar, vi fik, siger Marita Petersen, som var lagmand i Færøerne i 1993
TÓRSHAVN
Sneen daler, folk går i kirke og der er som sædvanlig ikke søndagsaviser at få i Tórshavn. Hverken danske eller færøske. Oppe i Rigsombudsmandens smukke grå træhus ligger en stabel rapporter om banksagen, som blev fløjet hertil lørdag. Uanset sagens karakter, får de lov til at ligge der til mandag. De 96 eksemplarer som det danske justitsministerium kunne afse til det færøske folk i første ombæring, blev bogstavelig talt revet væk formedest 640 kroner stykket - 320 kroner, hvis man ikke har lyst til bindene med bilag - da de ankom til Verdens Navle, som forfatteren William Heinesen kaldte sin by, i fredags.
Avisen Dimmalætting, som betyder Morgengry, brugte imidlertid fire sider af sin lørdagudgave til at trykke rapportens konklusion. En gennemlæsning af denne thriller fra det virkelige liv, får Informations udsendte til at spørge Marita Petersen, som var lagmand i 1993 og forhandlede med de danske ministre, Den Danske Bank, Finanstilsynet og Finansieringsfonden om aktiebyttet mellem Færøbanken og Sjovinnubanken:
- Når du nu ser begivenhedsforløbet beskrevet i sin helhed, var I så ikke en smule naive omkring aktiebyttet?
"Vi talte måske et andet sprog end de gjorde, men når der kommer nogle folk og siger: Nu skal I bare høre, dette her er en god forretning for Jer; når vicedirektøren i Den Danske Bank siger, at vi får mere ud af det på den måde, end vi giver ... når Finanstilsynet og den tidligere direktør for Nationalbanken og to statsautoriserede revisorer siger, at det er ok .... jamen, selv om vi til det sidste var ret skeptiske, så troede vi på de forklaringer og svar vi fik."
"Det er svært at værge sig imod folk, der kommer for at snyde dig".
Spildte kræfter
- Er du vred over at være blevet snydt?
"Arh, det ved jeg ikke. Jeg skal jo leve videre ... det er så svært med jer journalister, når I stiller spørgsmål om, hvordan jeg tænkte og følte for fem år siden. Hele den periode var så turbulent på alle områder. Men det som i dag kan ærgre mig meget, er, at vi har brugt så meget af vores tid og så mange af vore kræfter på en sag, som slet ikke gik ud på at redde os, men på at gøre en god forretning for Den Danske Bank. De kræfter kunne vi have brugt bedre på at løse Færøernes problemer."
"På den anden side kan jeg godt se, at hvis vi havde sagt nej til aktiebyttet, ville Færøerne komme i alvorlige kreditproblemer. Også Færøernes største forretninger ville få opsagt deres kreditmuligheder - og hvilken skæbne ville Færøbanken have fået, hvis Den Danske Bank gjorde alvor at sine trusler om at afvikle banken ... Det ville få uoverskuelige konsekvenser for det samfundet."
- Altså ingen vrede?
"Nej, men jeg er faktisk lidt ked af, at nogle af de personer, som skulle varetage Færøernes interesser, ikke gjorde det. Først og fremmest formanden for Finansieringsfonden Richard Mikkelsen. Færingerne ejede fonden 100 procent. Godt nok havde de, som lånte os pengene, sagt, at de ville have hånd i hanke med, hvordan de blev forvaltet. Men det er færingerne, som hænger på de penge. Og derfor er der for mig ingen tvivl om, at Finansieringsfondens bestyrelse skulle varetage vores interesser - og selvfølgelig den danske stats. Ikke Den Danske Banks"
"De folk som danskerne pressede ind som et flertal i bestyrelsen er højt kvalificerede mennesker. De havde det blå stempel. Så det var svært for os at finde ud af, hvad der foregik, at der var andre interesser på spil".
- Hvorfor insisterede I ikke på at få formandsskabet i Fonden?
"Det gjorde vi skam også. Men Schlüter satte som betingelse for at låne os pengene i 1992, at indtil den sidste krone var betalt tilbage, skulle danskerne have flertallet og formandsskabet."
"Og så gik vi ud fra, at vi fik de nødvendige informationer - først. Da vi blev præsenteret for modellen med aktieombytning d. 9. marts 1993, sagde formanden for Finansieringsfonden direkte, at denne gang blev vi informeret som de første. Men det var ikke rigtigt."
"De fleste gange var det kun bestyrelsesformanden og hans sekretær, der gik til møde med os. Og vi gik ud fra, at det han forelagde os, var behandlet og havde tilslutning fra bestyrelsens dygtige medlemmer ... jeg synes faktisk, det ville have været en fornærmelse at gå bag mandens ryg og spurgt bestyrelsen, om de havde set rigtigt på det hele. Det kan man da ikke være bekendt."
- Bør I ikke lære den del af det politiske håndværk?
"Ja, vi har haft en diskussion på hjemmefronten om det i dag ... det farligste ved at være politiker er at få magt. At man ikke hele tiden tænker på hvad magten gør ved en. Og måske er jeg ikke så god til det, jeg respekterer folk som almindelige mennesker, og regner med at andre respekterer mig," siger Marita Petersen.
