Formændene for DSU, RU, VU og SFU er bekymrede over den sociale udstødning og de politiske proteststemmer, der rykker ud på den yderste højrefløj. Det kan blive endnu værre, hvis ikke velfærdssamfundet reformeres, lyder den skarpe advarsel fra de unge politikere til moderpartierne
INTERVIEW
Det er cremen af Danmarks politiske ungdom anno 1998. De står på spring til at overtage magten, når 68-oprørernes midaldrende politikere efterhånden abdicerer efter 30 års voldsomme samfundsforandringer.
Det er formændene for fire politiske ungdomsorganisationer, som Information har sat stævne på Christiansborg.
Det er den 27-årige formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Morten Bødskov, den 23-årige formand for Radikal Ungdom, Christian Brix Møller, den 25-årige formand for Socialistisk Folkepartis Ungdom, Pia Olsen og den 21-årige formand for Venstres Ungdom, Troels Lund Poulsen.
De vil som deres forgængere vende op og ned på samfundets indretning. Opgave nummer et bliver at rydde op efter de nuværende magthaveres største fejltagelse, troen på, at rundhåndede sociale bevillinger kunne løse sociale problemer. De fire er rystede over, at den stumme protest fra en halv million udstødte danskere først bliver hørt i dette efterår, da Pia Kjærsgaard med sit nye danske folkeparti gav protesten indhold og retning.
VU-formanden Troels Lund Poulsen beskylder direkte de gamle politikere for at lefle for Pia Kjærsgaard. Hans egen Uffe Ellemann-Jensen lægger ikke nok afstand til Dansk Folkeparti, og socialdemokratiske lokalpolitikere overbyder hendes påstande.
Pia Kjærsgaard har i VU-formandens øjne mærket danske politikeres argumenter uanset deres partifarve.
"Pia Kjærsgaard taler til den indre svinehund, og der er mange, der åbenbart kan lide den tone. Men i stedet for at tage dialogen med hende og udstille hendes synspunkter, så har mange partier leflet for hende. Tænk på udnævnelsen af Brøndbys socialdemokratiske borgmester til næstformand i Kommunernes Landsforening. Han har sagt værre ting end Pia Kjærsgaard - f.eks. at indvandrere føder degenererede børn."
- Har Venstre ikke også et medansvar ?
"Alle partier har et ansvar, og jeg synes, at det er vigtigt, at man kan se forskel på Venstre og Dansk Folkeparti," fastslår VU-formanden og opfordrer Venstre og Uffe Ellemann-Jensen til at lægge større afstand til pianisterne.
Men det er ikke kun et spørgsmål om afstand.
RU-formand, Christian Brix Møller mener også, det handler om diagnosen: De gamle politikere har ikke styr på, hvad der motiverer Pia Kjærsgaards vælgere, forståelseskløften mellem det etablerede og de protesterende er afgrundsdyb.
"De etablerede og traditionelt ansvarlige partier har misforstået, hvorfor der er en vælgergruppe, som flygter ud til Dansk Folkeparti. Det er ikke kun de fremmede, men også det fremmede, som får folk til at vandre ud på fløjene."
"Jeg tror, at rets- og EU-politikken kunne have fået folk til at vandre ud på fløjene, også selvom det havde været sværere at skabe en mediespiral på de områder end i flygtninge- og indvandrerpolitikken."
Statister støtter Kjærsgaard
For de fire ungdomspolitikere vidner de mange hundrede tusinder af proteststemmer om hullerne i velfærden og om de problemer, der har været for komplicerede eller for ømtålelige.
"En stor del af stemmerne kommer fra boligområder med en negativ social udvikling. De vælgere bor midt i 20 års fejlslagen integrationspolitik," erklærer DSU's formand, Morten Bødskov.
Den unge socialdemokrat lægger op til selvransagelse i det socialdemokratiske tankegods, bagsiden af velfærdssamfundets mange rettigheder er forsørgersamfundet og dets formynderi. Et besøg på et bistandskontor eller en arbejdsformidling giver sår på selvfølelsen.
"En stor del af Pia Kjærsgaards vælgere er på overførselsindkomster. De har oplevet nederlag på nederlag, i uddannelserne og i socialsystemet, men de er ikke økonomisk forarmede, for indkomstfordelingen i Danmark er en af de mest lige i verden. Pia Kjærsgaards vælgere har oplevet sig selv som statister, de har mistet kontrollen med deres eget liv og har oplevet handlingsplan på handlingsplan."
Og så mestrer Pia Kjærsgaard det folkelige og taler som få andre danske politikere direkte til sine vælgere. En kunst, Morten Bødskov har sværere ved at genfinde i toppen af sit eget parti.
"Pia Kjærsgaard taler et sprog, som de vælgere forstår. De kommer med en politisk modreaktion imod samfundets elite, og det er også en modreaktion mod EU-bureaukratiet og globaliseringen. Det er et oprør imod udviklingen," forklarer han.
Værre er det så heller ikke, VU-formanden Troels Lund Poulsen kan ikke nære sig for med det samme at drille DSU'eren og SFU'eren - som om Uffe Ellemann-Jensen og de unge liberale kamptropper allerede havde blæst til valgkamp.
"Vi skal ikke gøre Dansk Folkepartis vælgere dummere, end de er. Hun har også trukket mange SF-vælgere til sig. Der er mange, som stemmer i protest mod regeringen, og for Pia Kjærsgaards vælgere er Venstre ikke længere yderligtgående nok."
Integration af udstødte danskere
Fra Radikal Ungdom til SF's Ungdom tror de unge politikere på, at Pia Kjærsgaard er kommet for at blive. Hun er ikke bare døgnets eller efterårets flue, men et advarsel til Christiansborg-politikerne om en udvikling af samfundet, der har efterladt hundreder af tusinder danskere på sidelinjen.
"For at undgå en ny og permanent stor højrebølge, så er det nødvendigt både at integrere de, der stemmer på Pia Kjærsgaard og de nye danskere på arbejdsmarkedet," siger Christian Brix Møller.
SFU's formand, Pia Olsen, mener, at Venstre og de konservative har bidraget til vælgerflugten over mod det yderste højre ved at mistænkeliggøre folk på overførselsindkomster. Snyder de, lyder det retoriske spørgsmål, som lægger op til svar, der skaber frustrationer i samfundet.
"Pia Kjærsgaard slår ned i en tid, hvor der er masser af frustrationer i samfundet. Dansk Folkeparti står for en meget nem løsning, som man ikke kan se konsekvenserne af. Dansk Folkeparti får svært ved at komme til magten, så vælgerne får mulighed for at protestere på en lidt uforpligtende måde ved at stemme på Pia Kjærsgaard."
- Ja, men SF kommer da heller ikke til magten?
De tre unge mænd ved Pia Olsens side bryder ud i høj latter, og én begynder ligefrem at klappe i sine hænder, som var det et valgmøde på et af landets gymnasier.
"Det er ikke rigtigt," svarer hun og kommer igen ved at overdøve den ungdommelige mandelatter.
"Kig realpolitisk på det. Det var ikke Dansk Folkeparti, der var med til at lave dette års finanslov. Det var SF. Kig på Det Nationale Kompromis i EU-politikken. Det er ikke Dansk Folkeparti, men SF, der næsten dikterer den danske EU-politik. Regeringens udspil til Amsterdam-topmødet var da nærmest ren SF-politik."
Globaliseringen udstøder de svage
DSU-formanden Morten Bødskov vil ikke tage stilling til SF's realpolitiske formåen. Måske fordi han på et tidspunkt kan blive afhængig af den unge SF-politikers stemme, hvis de to fortsætter deres politiske karriere.
Og så er fokus tilbage på de udstødtes oprør og på det ansvar, den veluddannede elite ikke kan smyge af sig.
"Vi, der er veluddannede, ser bare den højteknologiske udvikling som noget, der giver endnu flere muligheder," siger han og hentyder til, at de fire ungdomspolitikere alle er i gang med en højere uddannelse og med tiden kan skrive cand.scient.pol., cand.polit. eller cand.mag. i historie på deres visitkort.
Det er bare ikke alle, der har samme udsigt til en god uddannelse og et sikkert job.
"Den nederste gruppe af samfundet ser ikke udviklingen med EU, globaliseringen og ny teknologi som en mulighed, men som en direkte trussel. Det er de ufaglærte, der bliver ofre for globaliseringen og den teknologiske udvikling. Men vi kan ikke proppe dem alle sammen på overførselsindkomster, for det kommer der ikke noget godt ud af," siger Morten Bødskov.
Gammel vin på nye flasker
Troels Lund Poulsen er ikke imponeret af analysen: Det danske samfund er før blevet rystet af den internationale udvikling. I slutningen af 1800-tallet var det importen af god billig amerikansk hvede, der sendte landbruget til tælling og gav rystelser i hele samfundet.
"Hvis man ser rent historisk på det, så har vi været igennem det her før. Bagefter skabte industrialiseringen nye muligheder, tankeformer og nye politiske former. Koncernen - med fagbevægelsen og Socialdemokratiet - så dagens lys dengang," bemærker VU-formanden, der selv studerer historie ved Københavns Universitet.
"Det er også det, vi andre kalder arbejderbevægelsen," skynder DSU-formanden sig at korrigere.
"Jeg ved godt, at det var satans irriterende for jer på højrefløjen. Og der kom masser af irriterende ting med politisk demokrati og sådan noget. Satans osse," ironiserer Morten Bødskov.
RU's formand vil ikke deltage i VU'erens og DSU'erens drilledyst, men hellere tale om den sociale forarmelse.
"Nogen hævder godt nok, at der ikke er økonomisk krise i Europa i dag, men vi har trods alt 18 millioner arbejdsløse, og den skjulte ledighed er meget større."
"Ved det sidste århundredeskifte, hvor vi ikke havde en velfærdsstat, kunne manden på gaden skabe sin egen situation og klare sig på mindstelønnen. Selv om man var økonomisk forarmet, så havde man trods alt et arbejde. Med velfærdsstaten er der ikke længere nogen, der er økonomisk forarmet, men så er de i stedet blevet socialt forarmet," siger Christian Brix Møller.
SFU's formand Pia Olsen advarer mod at drage for håndfaste sammenligninger tilbage i historien. Dengang var der "virkelig fattigdom i Europa."
"Men det er der ikke på samme måde i dag. Danmark og Europa er utroligt rigt, men vi er ikke så gode til at fordele rigdommen. Vi står i en helt anden tid, hvor forandringerne sker meget hurtigere end tidligere."
Truslen fra fremtiden
I dag er det med andre ord ikke materiel rigdom, men evnen og muligheden for at forholde sig til forandringerne, der skiller vinder fra taber.
"Mulighederne accelererer og med informationsteknologien sker der en ny opdeling i samfundet. Uddannelse får betydning for den enkeltes mulighed for at få indflydelse på samfundet. Man skal være rimelig veluddannet for at få noget ud af udviklingen," siger Pia Olsen.
Hun mener, at den aktuelle krise mere er politisk bestemt end økonomisk og social:
"Det er en meget stor del af befolkningen i Europa, der føler sig truet af udviklingen. Det er næsten 50 procent af den danske befolkning, der siger nej til EU, og utrolig mange er frustreret over eliteprojektet. Men mange danske politikere siger, at problemerne er EU's skyld, og det er med til at legitimere befolkningens opfattelse af, at verden er stor og farlig. Og det kan gå helt galt."
SF-nej til protektionisme
Selv tager Pia Olsen afstand fra protektionismen, hun er en varm tilhænger af mere frihandel i verden.
"Det, vi oplever i dag, er nationalisme på europæisk plan med protektionistiske toldmure. Jeg kunne godt tænke mig, at de europæiske lande droppede de 'kommunistiske' seks-årsplaner i landbrugspolitikken. I dag kan de afrikanske lande kan ikke sælge landbrugsvarer i Europa," siger den unge folkesocialist.
- Det er heller ikke alle i det rige Europa, som bliver vindere på øget frihandel. De fleste syersker i tekstilindustrien har allerede mistet arbejdet og andre kortuddannede arbejdere risikerer også at blive stødt ud i arbejdsløshed på grund af øget frihandel og indførsel af ny teknologi?
"Det er rigtigt, at nogle af de industriproduktioner, vi har i Europa, vil forsvinde til Den Tredje Verden, og det er de ufaglærte, der står som de store tabere i det her lotteri. Men svaret er ikke at lukke os om selv i nationalstaten. Protektionismen virker kun i kort tid. Vi må i stedet finde nogle nye arbejdspladser, og vi må være bedre til at uddanne og omskole de ufaglærte. Vi må blive bedre til at forvalte den rigdom, der er," mener Pia Olsen.
Troels Lund Poulsen kan ikke stå for fristelsen til at rose Pia Olsen for hendes engagerede forsvar for frihandelen:
"Pia er en af dem, der taler varmest for frihandel, og det er positivt."
"Frihandel er ren socialisme!" afbryder hun.
"Hvis frihandel er socialisme, så må jeg være socialist," svarer VU-formanden
"Frihandel er en af de vigtigste ting, der kan give de reelt marginaliserede i verden en chance for at klare sig og komme ind på markedet. Der vil dog stadig være nogle lande, der falder igennem i en verden med absolut frihandel. Så der vil stadig være brug for ulandsbistand."
Verdensregering
For at få socialismen og den frie handel til at hænge sammen med principperne, skal der politisk styr på markedskræfterne. Her er hverken Danmark eller EU stærke nok. Pia Olsen vil have politisk regulering af markedskræfterne på globalt plan. Verdenshandelsorganisationen, WTO, skal i følge SFU'eren have nye, politiske opgaver. Pia Olsen vil lægge grundstenen til en udvikling, der i en europæisk sammenhæng har ført til opbygningen af EU.
"Jeg mener ikke, man totalt skal opgive nationalstaten, men der er brug for internationale kompetente organer som f.eks. WTO."
Christian Brix Møller fra RU føler sig overbevist om, at de fleste kan blive vindere på frihandelen - forudsat at alle i verden producerer det, de er bedst til, og der er en overordnet politisk regulering i verdenssamfundet.
"I en verden, hvor nogle mennesker er meget fattige, og andre er meget rige, og hvor der er store forskelle på arbejds- og miljøstandarderne, er der brug for en international politisk regulering."
Han vil helst have FN til at sikre og fordele frihandelen, men før det bliver til virkelighed, mener han, at man skal satse på en regionalisering af verdenssamfundet, med EU som forbillede.
"En verdensregering i FN. Tak for kaffe!" siger Troels Lund Poulsen.
"De kan aldrig blive enige om noget, og selv små resolutioner trækker ud. FN må godt have noget at sige i forhold til de overordnede politiske beslutninger i verdenssystemet, men det må være andre internationale fora, som WTO, der løser de konkrete konflikter."
Frihandel tromler de fattige
DSU's formand Morten Bødskov er skeptisk over de tre andre partiformænds optimistiske analyse af de fordelene af øget frihandel.
"Frihandel er meget godt, hvis det foregår på lige vilkår. Men problemet er, at hvis man åbner op i dag, så vil det ikke ske på lige vilkår. Afrika er i en årrække blevet holdt i økonomisk forarmelse på grund af bl.a. toldbarrierer, og ved en åbning af markedet fra den ene dag til den anden, vil de blive tromlet ned af industrilandene," siger Morten Bødskov.
"Sådan er det jo allerede i dag, Morten," afbryder Pia Olsen.
"Afrika bliver tromlet ned af industrilandene, og det er i hvert fald, hvad Mellemfolkelig Samvirke går ud og siger," siger SFU-formanden.
Men det argument overbeviser ikke helt så fri handels-socialistiske DSU-formand.
"Hvis man åbner op for global frihandel for landbrugsvarer, teknologi og industrivarer, så tror jeg ikke, det vil være til u-landenes fordel. Deres produktionssystemer og teknologi er alt for dårligt udviklet til at kunne udnytte de nye markedsmuligheder."
Et argument, der, ad omveje, bringer Morten Bødskov på linje med de tre andres krav om politisk regulering af den fri handel - på verdensplan. Et krav, der kan virke som en brand i det kommende forårs danske debat om et for eller imod EU's Amsterdam-traktat ved folkeafstemningen til maj. I det globale perspektiv er den politiske regulering i EU kun et skridt på vejen til en helt overordnet international regulering.
Fri handel kan forenes med miljøet
Som ung folkesocialist kommer Pia Olsen fra et parti, der er ved at blive revet midt over på gund af netop holdningen til, hvordan internationale problemer skal angribes. SFU-formanden tilhører den del af SF og SFU, der vender tommelfingeren opad for mere europæisk regulering.
Selv vil hun gerne tage det næste og måske endnu mere afgørende og provokerende skridt i den debat:
En europæisk regulering kommer til kort, når den fri handel skal tøjles og særligt, når de store miljøproblemer skal håndteres. Modsat mange andre socialister kan Pia Olsen ikke se nogen modsætning mellem en liberalisering af verdensmarkedet og øget hensyn til miljøet:
"Hvis man lægger skatter og miljøafgifter på transporten, så vil det ikke kunne betale sig at sy skjorter i Thailand til os. Man må til at regulere internationalt, og hvis der kom høje miljøafgifter på transport, ville der blive skabt nye arbejdspladser nationalt og regionalt. Markedet ville gøre det rentabelt at lave en eller anden osteklokkeproduktion på Djursland i stedet for at lave det i et magtcenter i Tyskland," siger Pia Olsen.
Men her får SFU'ere overraskende nok ingen støtte fra sin radikale kollega, Christian Brix Møller, selv om de to partier i Folketinget ofte ligger på linje i de miljøpolitiske spørgsmål.
RU-formanden mener, det er urealistisk at tro, at FN eller WTO vil kunne gennemføre og overvåge en international miljøskat.
Men det bliver Brix Møller og ikke Pia Olsen, der kommer til at stå alene. VU-formanden læner sig op ad SFU-formandens politiske holdning her.
"Jeg kan udmærket godt se, at der er et miljømæssigt problem, hvis det bliver ren frihandel," erkender VU-formanden, der siger, at det kan blive nødvendigt at koncentrere produktionen visse steder.
Vækst eller miljø
Selv om Troels Lund Poulsen erkender, at miljøet ikke kun er sat på den politiske dagsorden af øko-flippere og det, der er endnu mere anarkistisk, så vil han ikke opgive væksten.
"Der er nogen, der siger, at vi skal nulstille væksten og gå tilbage i levestandard for at få u-landene med. Men jeg tror, at vi er nødt til at have økonomisk vækst for at kunne opfinde nye energikilder og mindre forurenende transportformer end i dag. Når der er ved at være knaphed og problemer, så vil det kunne betale sig at investere i nye energikilder."
Så holder alliancen mellem VU og SFU ikke længere. Pia Olsen mener, VU-formandens vækststrategi er urealistisk:
"Vi skal ikke have mere vækst i Vesteuropa. Den skal være i den anden del af verden. Den vestlige verden sidder på 80 procent af energiforbruget, og der bor kun 20 procent af verdens befolkning her. Hvis vi snakker om, at hele verden skal op på vores energiforbrug, så har vi ingen verden længere. Vi bliver nødt til at forholde os realistisk til det. Vi kan ikke sidde inde i en lille kuppel og sige, at det løser nok sig selv. Vi skal ned i materiel levestandard, og vi skal fordele energiforbruget."
Her kommer RU-formanden VU'eren til undsætning: "Pia, du snakker om traditionel økonomisk vækst, hvor vi brænder fossile brændstoffer af. Men det er da også vækst, hvis jeg f.eks. kan få Morten til at pudse mine sko. Og Brundtland-Kommissionen var også tilhænger af en begrænset vækst," siger Christian Brix Møller.
"Brundtland-kommissionen er ikke noget sandhedsvidne," replicerer Pia Olsen.
"Men man kan lige så godt bruge den," svarer Christian Brix igen.
Snetegn til arbejdsløse
Men kan den europæiske velfærds- og velstandsmodel overleve i den stigende internationale konkurrence? Hvor skal arbejdspladserne komme fra?
DSU's formand Morten Bødskov er ikke i tvivl. Der skal skabes flere arbejdspladser i servicesektoren:
"På det punkt savner jeg noget fra min egen regerings side. Socialdemokraterne og de radikale har ingen strategi for servicesektoren, selvom der er masser af job i området. Servicejob udsættes ikke for direkte konkurrence fra verdensmarkedet, og de kræver ikke en voldsom uddannelse. Det kunne være personlig og social service og miljøjob. Der er masser af arbejde, der ikke bliver gjort. I stedet for at sende folk på førtidspension og kontanthjælp kunne de arbejde for deres penge."
- Folk skal have snetegn som i gamle dage?
"Nu reagerer du ligesom folk i mit eget parti. At det ikke skulle være værdigt at sende folk i arbejde. Det synes jeg er underligt. Hvorfor skal det ikke være værdigt at udføre den slags job? Man har fået den ide, og det er måske en af fejlene ved den bevægelse, som jeg selv tilhører. Man har skabt et fast billede af, hvad der jobmæssigt er værdigt, og det har udviklet sig til, at det er at være højtuddannet. Men der er nogen, som ikke kan følge med, og der bør man gå ind og se på, hvad man gør for dem, der bliver udstødt. Troen på, at uddannelse, uddannelse og atter uddannelse kan løse verdens problemer, duer ikke. Man burde satse på også at opdyrke nogle arbejdspladser, hvor der ikke er behov for så meget uddannelse," siger Morten Bødskov.
Farvel til mindstelønnen
Christian Brix Møller vil ikke snakke servicejob, før han har snakket skat. Den radikale ungdomspolitiker mener, at beskatningen af servicearbejde er alt for hård.
"Siden 1960'erne har man kvalt forbrugsservice-sektoren med høje indkomstskatter i Europa. I tresserne skulle man arbejde en time for at efterspørge en møbelpolstrer eller anden håndværkers arbejde i en time. I dag skal man arbejde fem timer, og det kan ganske enkelt ikke betale sig."
Det er ikke kun håndværkeren, der er blevet for dyr i den radikale ungdomsformands analyse. Også den ikke-faglærte service-arbejder har en timeløn, der ligger over, hvad private husholdninger kan betale.
"Er man ikke 85 kroner værd i timen, som er den reelle mindsteløn, så er man henvist til offentlig forsørgelse i Danmark, og jeg har derfor ikke noget imod at tage et opgør med mindstelønnen. Fagbevægelsen må til at indse, at der er fornuft i det. Det skal igen være muligt for folk at tage et servicejob til 50 kroner i timen, under forudsætning af, at de ikke skal betale skat af den halvtredser," siger Christian Brix Møller.
I november-rapporten slog de økonomiske vismænd til lyd for, at der indføres et særligt beskæftigelsesfradrag, så kortuddannede får lettere ved at finde beskæftigelse. Ideen er, at de skal betale mindre i skat end deres arbejdsløse medborgere.
DSU's formand, Morten Bødskov erklærer sig åben overfor tanken om et beskæftigelsesfradrag, men han tvivler dog på, at det vil få en større beskæftigelseseffekt.
Han har mere tiltro til servicestrategien. "Jeg er naturligvis også åben overfor tankerne om momsfritagelse inden for serviceområdet."
Pia Olsen fra SFU er ikke ubetinget enig med regeringens ungdomsorganisationer:
"Det er decideret farligt kun at satse på at skabe servicearbejdspladser, for så vil vi få et samfund, hvor vi alle går og nusser hinanden i nakken. Selvfølgelig er der også brug for nogen af den slags arbejdspladser, men vi må ikke ende i et cirkus, hvor vi alle skal klippe hinanden og passe hinandens børn. Der er også brug for produktionsarbejdspladser. Vi skal altså også have noget at spise."
Skatten ned for kassedamen
Troels Lund Poulsen. VU, mener, at der brug for en skattereform, der gør det lettere for de lavestlønnede at få et arbejde:
"Man behøver ikke nødvendigvis sætte mindstelønnen ned. Man kan også lette skatten for de lavestlønnede, så de kan bide sig fast på arbejdsmarkedet, uden at skulle gå ned i levestandard."
Han henviser bl.a. til, at Clinton-administrationen i USA skaffet ti millioner arbejdspladser på tre år.
"De mennesker, der i USA har fået fodfæste på arbejdsmarkedet, bliver ved med at være der. Det er ikke sådan, at de hænger fast i pizzajobbet. De kommer højere op."
"Jeg synes, det er absurd at snakke om USA og Storbritannien som løsningen på vores arbejdsløshedsproblem. Se blot på alle de sociale problemer, der er i begge lande," siger Pia Olsen irriteret til sin sidemand til venstre.
Selvom Morten Bødskov et øjeblik forinden har talt varmt for en skattereform, hvor skatten for de lavtlønnede sænkes - og heri har været enig med VU og RU - så føler han sig nu alligevel nødsaget til at rykke ud med en afgrænsning overfor den unge venstreløve, som også vil have et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor det bliver muligt at arbejde for en lavere løn.
"Det er grotesk at høre på Venstres forestillinger om et fleksibelt arbejdsmarked. Det skal ikke ske ved at sætte lønningerne ned, men kan klares ved orlovsordninger og uddannelse. Det er en positiv fleksibilitet, og jeg synes f.eks ikke, det er god ide at skære i dagpengeydelsen."
Lige her har DSU-formanden forsvarsværkerne klar. Men i sin iver for at forsvare, hører han ikke Troels Lund Poulsens forklaring, der i sit indhold er det samme som Morten Bødskovs budskab.
"Jeg vil ikke have, at folk skal gå ned i levestandard. Jeg vil bare have, at de skal kunne komme ind på arbejdsmarkedet på vilkår, så de kan klare sig. Vi skal lette skatten, så de får lige så meget tilbage efter skat på en lav løn, som når de får 85 kroner i timen og betaler en høj skat," siger VU-formanden.
Liberal miljøpolitik
De tre mandlige ungdomspolitikere, der alle erklærer sig som tilhængere af øget økonomisk vækst, er klar til at regulere forbruget af energi og andre miljøressourcer gennem højere grønne afgifter. Den næste skattereform skal også være en grøn.
"For ti år siden var det kun SF, der talte om miljøpolitik, men i dag skal alle forholde sig til miljøpolitikken," forklarer Troels Lund Poulsen.
Han vil gerne være med til at "indføre reelle grønne afgifter, så folk betaler for det overforbrug, af f.eks. vand, der måtte være tale om" - men betingelsen for ham er, at statskassen ikke tjener penge på de grønne afgifter. De skal i stedet henlægges til nogle miljøpuljer, så folk kan se, hvad deres penge går til. Han afviser heller ikke højere benzinafgifter, da samtalen berører dette for bilist-Danmark så ømtålelige spørgsmål:
"Den mindst forurenende form for benzin skal altid være billigst. Jeg vil godt være med til at sætte priserne op for den forurenende benzin, så der er et stort ryk mellem de to slags benzin," siger han og mener en sådan afgiftsreform vil gøre det attraktivt for bilindustrien at satse på bl.a. rapsbenzin.
Benzin til 16 kroner literen
SFU's formand føler sig derimod nødsaget til at tage en af erhvervslivet tunge direktører i ed, førend hun indleder sit forsvar for højere benzin-afgifter:
"Jeg synes, Danfoss' direktør sagde det meget godt, da han på et tidspunkt foreslog, at benzinen skulle koste 12 kroner literen. Det er ikke afgørende, om den koster 12 eller 13 kroner, min pointe er bare, at det skal være hamrende dyrt at køre bil, så man tvinges over i kollektive transportmidler," siger Pia Olsen, der også mener gerne ser befordringsfradraget fjernet.
Men den unge generation af politikere afslører tydeligt, at realpolitikken har sine grænser. Ingen af dem tør tale om benzinpriser på 20-25 kroner per liter.
"Jeg tror ikke, at det er en god ide at sætte benzinprinsen op på 20-25 kroner per liter. Man behøver ikke at klappe til privatbilisterne ved at forhøje benzinprisen med 10-20 kroner. Der er andre og bedre måder at gøre noget ved miljøproblemerne på," siger Morten Bødskov og peger på roadprizing, bompenge og parkeringsafgifter i byerne, samt en udbygning af den kollektive trafik.
Den radikale Christian Brix Møller, der selv studerer økonomi, foretrækker at anlægge en strengt økonomisk betragtning:
"Literprisen skal vel svare til det, der er de samfundsmæssige omkostninger. De økonomiske vismænd har regnet ud, at de samfundsmæssige omkostninger svarer til en literpris på en 16-18 kroner, og det, synes jeg, lyder meget fornuftigt."
Udlicitering kan give mere velfærd
Hvordan skal velfærdssamfundet organiseres i fremtiden? Er udlicitering af offentlige serviceydelser til private virksomheder vejen frem til en mere fleksibel, kontraktbaseret statstænkning?
VU-formand, Troels Lund Poulsen er en glødende tilhænger af udliciteringer. Han afviser, at det er et ideologisk spørgsmål, men et spørgsmål om kvalitetskontrol og om at få mere for skattepengene.
"Erfaringerne fra Græsted-Gilleleje og Skovbo kommune viser, at kvaliteten kan forbedres med private entreprenører," siger han.
"Selvfølgelig skal kvaliteten maksimeres," fastslår DSU-formanden, der tvivler på, at Græsted-Gilleleje også er den succes, som det hævdes.
"Når der bliver flere ældre, så vil det koste kassen - også i Græsted-Gilleleje. Der er nogen, der af ideologiske årsager er trætte af det offentlige. Men for mig er der ikke nogen vision i, om det skal være privat eller offentligt," siger Morten Bødskov.
Han vil helst trække en skillelinie, hvor den bløde service, personlige pleje og personlige omsorg forbliver på offentlige hænder, mens den hårde service som f.eks. vask, madlavning og gartneri kan udliciteres til private virksomheder.
"Jeg er enig med Morten i, at vi ikke skal lade os forblænde os af, hvad markedet synes, er den store samfundsvision og udlicitere ting af den grund," siger Christian Brix Møller, der erklærer sig fuldstændig fordomsfri, om opgaverne skal ligge i staten eller klares af markedet. Det skal klares, hvor det er bedst, mener han.
"Modstanderne af udlicitering siger, at private ikke kan være så kærlige og omsorgsrige som det offentlige. Det kan jeg ikke forstå."
Demokrati i stedet for udlicitering
Pia Olsen vil ikke afvise, at der laves udliciteringer, hvis de private virksomheder f.eks. har en bedre teknologi, der gør det muligt at give brugerne højere kvalitet for de samme penge, men generelt er hun skeptisk overfor den nye liberale dagsorden. Hun vil hellere tale om demokratiseringer af de offentlige institutioner.
"Problemet med mange af de brugerbestyrelser, der er i dag, er, at de ikke har nogen indflydelse og magt. Der må hældes flere kompetencer over i de organer. Skolebestyrelserne kunne f.eks. få reel indflydelse på skolernes undervisningsforløb og bestemme, om skal der være gruppearbejde, og hvor mange timer skal der være i matematik ud over grundkravene," siger hun.
"Men demokratiseringer løser ikke problemet med at få de folk med, som er nederst på rangstigen," indskyder Morten Bødskov.
"De skal væk fra de passive overførsler og tvinges til at arbejde sammen med andre. De skal ind på arbejdsmarkedet, hvor mange af vores kontakter, respekten for andre og mange værdier dannes. Opdragelse er blevet et fy-ord, og moral, ansvar og engagement er noget, som der bliver lidt grinet af i dag, hvis man nævner det," siger DSU-formanden.
Morten Bødskov er langt inde i et opgør med det velfærdssamfund, socialdemokraterne møjsommeligt har bygget op, ordning for ordning, år for år, gennem det meste af det tyvende århundrede.
I det 21. århundrede er de unge politikere klar til at rive deres forgængeres bygningsværk ned. De vil ikke accepetere udstødningen, og de vil give plads til fællesskaberne, det civile samfund, markedet, den enkeltes eller det kollektive ansvar.
Deres kære barn har mange navne, for de fire unge politikere er ikke enige om, hvad de vil kalde deres samfund. Men de er enige om, at 1990'ernes velfærdssamfundet ikke er godt nok til deres generation.
"Vi skal i højere grad tænke i fællesskaber, hvor folk tvinges til at møde hinanden - f.eks. med øget kollektiv transport. Det vil kunne fjerne den tendens til ligegyldighed overfor alt andet end én selv, som jeg ser som truslen mod velfærdssamfundet. Det er for nemt at slippe uden om at engagere sig," siger Morten Bødskov.
