Læsetid: 4 min.

Tilbage til rødderne

28. januar 1998

Oprindeligheds- og sandhedssøgen hos nordiske forfattere, som dog næppe tæller nogen oplagt prisvinder

SPROG
Årets konkurrence om Nordisk Råds Litteraturpris finder sted så at sige for fuldt udtræk, idet der ud over de obligate ti fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige denne gang også er nomineret forfattere fra Færøerne, Grønland og det samiske sprogområde. Det gør viften af litterære former og strategier bredere, men giver også en vis mulighed for etnisk-politiske særhensyn.

Urmødrene viser vejen
Fra Sameland kommer Risten Sokki (f. 1954), hvis digtkreds Bónan bónan soga suonaid / Jeg tvinner tvinner slektas sener foreligger med samisk/norsk paralleltekst (Gyldendal Norsk Forlag 1996, 136 s.). I korte, meget enkle, nok så højstemte strofer udtrykkes her en kraftig oprindelighedssøgen, rettet bagud i tid mod slægtens rødder, udad mod naturen og indad mod kvindelig identitet. Digtet skal, som titlen angiver, ved en sproglig proces sammenflette slægtens sener i en rituel genopdagelse af det undertrykte og etnisk tabte. Forfatteren skriver på Macintosh, men stjernerne viser vej og urmødrene løfter fakler i mørket. Et digt former sig således som en tak til moderen:

Takk for
at du tidlig
lærte meg
å kjenne slektas sener
De sterke
de svake
de blodstenkte

Ordet 'blodstenkte' hentyder til, at Risten Sokkis oldefader i 1854 blev henrettet af myndighederne, fordi han som leder af det legendariske Kautokeino-oprør i 1852 havde været med til at slå en købmand og en embedsmand ihjel. Hans hoved sendtes til Christiania, mens elvene på Finnmarksvidden vuggede hans efterladtes sorg. Denne tunge arv søger digteren nu at løfte og bære videre med billeder af natur og samisk livssammenhæng, der skal genfinde eventyret og vise de tabte stier.

Nøgler til glemte rum
Også den ene norske priskandidat, Hans Herbjørnsrud (f. 1938), forsker intenst i slægt og blodbestænket fortid. Titelstykket i hans femte bind noveller Blinddøra (Gyldendal 1997, 166 s.) fortælles af en herre på forfatterens alder, der indforskriver en låsesmed fra byen til at opdirke en hemmelighedsfuld dør, bag hvilken der gemmer sig løsningen på traumatiske gåder i familien. En despotisk bedstefader, et grædende spædbarn og en karl, der i bogstaveligste forstand kom i klemme omme bag døren, er blandt ingredienserne i denne omhyggeligt berettede gyser, hvor møderne med det glemte eller fortrængte forløser den betrængte fortæller. Låse-smeden er en kvinde!
Mindst lige så raffineret er den tredje og sidste historie, "Kai Sandemo", om en Sandemose-lignende figur, der fra sit eksil i Danmark fortæller på dansk om sit livs udåd, men efterhånden må glide over i norsk. Hemmeligheder og løgne afdækkes mesterligt af en dobbeltbundet, psykologisk dybdeborende fortæller, der ikke går af vejen for tunge symboler og sjæle-analytiske dybsindigheder.
Feltets anden nordmand, lyrikeren Bjørn Aamodt (f. 1944), var indstillet 1994 med en samling, hvori han gennemprøvede et lukket formelt mønster. Hans femte bog Anchorage (Gyldendal 1997, 50 s.) holdes derimod sammen af rejsens motiv, digtet som den nemlig er på hele dén perlerække af steder, digterjeget har gæstet som sømand på langfart, år tilbage. De fakta-spækkede, flimrende digte er sat op som kompakte kasser, hvor skriften ustandselig glider fra det ydre til det indre, fra verden til det beskrivende sprog. Og mens det lyriske jeg således drukner i en opremsende mangfoldighed, forplanter hans overvældelse sig til læseren, som oplevelsen af et sanset kaos: lokaliteter, havne, huse. Vand, havluft, sved og blod. Også i Nyhavn har han skam været, og mødt "eskimoer, en neger med gull-ring i øret, et bulgarsk skipsmannskap, vrakplyndrere, vortesvin..." Bjørn Aamodts egensindige digte farer man muligvis vild i, men samtidig føres man videre af hans sproglige sikkerhed og den underliggende, bankende rytme.

Digtende journalister
De islandske kandidater møder begge op med en moppedreng af en bog, henholdsvis i poesi og prosa. Begge har en lang pressekarriere bag sig, henholdsvis på højre og venstre fløj: Matthías Jóhannessen (f. 1930) som chefredaktør på landets største avis Morgunbladid, og Arni Berg-mann (f. 1935) som redaktør og journalist ved det hedengangne socialistiske blad Folkeviljen. Førstnævnte digter (repræsenteret på dansk med udvalget Klagen i jorden, 1968) står for en internationalt orienteret modernisme, en reflekterende poesi proppet med referencer til historie, mytologi, kunst og litteratur. Mammutdigtsamlingen Vötn thín og vængur (Dine søer og din vinge) fra 1996 former sig som et katalog over et langt livs eftertanker og læsefrugter, afbrudt af ganske korte digte, der fastfryser billeder fra naturen. Den lærde skribent fornægter sig ikke: man kommer som læser langt omkring, men kan må-ske indimellem savne en
formmæssig nysgerrighed og lidt friskhed i oplevelsen, når redaktøren øser af sin viden om indoeuropæiske sprog, østerlandsk religion, vesterlandske digtere og islandsk topografi.
Traditionel af tilsnit forekommer ligeledes Arni Berg-manns store roman Thorvaldur vidförli (Thorvaldur den vidtberejste, Mál og Menning 1994, 302 s.), om en islæn-dings rejser ud i den store verden i tiden omkring kristendommens indførelse, dvs. for 1000 år siden. Vi har her at gøre med en faktabaseret fiktion, der blander opdigtede personer med historiske skikkelser, i den hensigt at vise spændingen mellem troens kontemplativt indadvendte liv og en aktivt udadvendt tilværelse.
Thorvaldur når til Norge og egnene omkring Dnjepr, og havner til sidst i Miklagård eller Konstantinopel. Længe spår man ham munkens skæbne, men da han forelsker sig i den både kloge og smukke Theodora, forandres hans liv totalt. Hjem til Island kommer han ikke, som islandske romanhelte nu ellers plejer, han når snarere sit mål i eksistentiel forstand, i lighed med helten i Halldór Laxness' pastiche Gerpla eller Kæmpeliv i Nord (1952), der temmelig sikkert har fungeret som litterær inspiration, også hvad angår den raffinerede brug af sagaens faste formler.
Nogen oplagt favorit er det svært at få øje på i denne buket af samisk, norsk og islandsk digtning, hvor det etniske særpræg ikke kun ses hos Risten Sokki. Er hendes oprindelighedssøgen noget typisk samisk, er nordmændenes noget tunge alvor og de to islændinges faste litterære traditionsforankrethed mindst lige så karakteristisk for de litteraturer, de repræsenterer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her