Læsetid: 6 min.

Tillykke med festen

31. januar 1998

Eid-el-Fitr er islams største højtid. Torsdag morgen fejrede tusinder af glade muslimer i al ubemærkethed dagen med bøn og forlystelser i Valbyhallen

En orangegul sol stiger langsomt over Valbyhallen en frostklar torsdag morgen allersidst i januar. I dag slutter Ramadanen, og tusindvis af glade, festklædte muslimer strømmer til kæmpehallen, der indvendig rummer tre håndboldbaner.
Mens kristne og hedenske københavnere skynder sig til arbejde udenfor, går muslimerne glade og snakkende ind i Valbyhallen og skilles ved dørene, hvor der står henholdsvis "Mænd hallen" og "Kvinde hallen".
I dag er det ikke håndboldbanernes linjer, der træder klarest frem på sportshallens gulv. Tydeligst er de diagonale bedelinjer af påklistret malertape. De markerer, hvordan man skal placere sit bedetæppe for at have hovedet mod Mekka.
Eid-el-Fitr - morgenmadsfesten - er muslimernes største religiøse festdag. I dag fejrer de, at de igen må spise ved dagslys, efter at de hele Ramadan-fastemåneden har fastet fra solopgang til solnedgang. I dag mødes de til bøn, til imamens tale - khutba - og til fest, leg og familiebesøg hos gode venner.
Den palæstinensiske imam Ahmed Abu-Laban messer i sin mikrofon, mens mændene finder på plads i deres - den største - del af hallen og placerer bedetæpperne i lange, lige rækker langs linjerne på gulvet.
Klokken er kvart over ni, da bønnen går i gang med en lang række Allahu akbar-råb: Allah er den største. De tusindvis af bedende mænd i strømpesokker - nogle i lange, hvide kjortler, andre i neonfarvede termojakker - rejser sig op, bøjer sig efter en tid i en vinkel på 90 grader, retter sig op, går ned på knæ og lægger så hovedet helt ned mod hallens kolde gulv. Da alle de voksne mænd og de lidt større drenge i "Mænd hallen" har nået denne laveste og mest ydmyge position, ser man ude i mængden af bøjede rygge de små drenge, der står og rager op, fordi de endnu er for små til at fatte, hvad der foregår.
Årets Eid i Valbyhallen er den hidtil største. En af arrangørerne, Bilal El-Fout fra Det Islamiske Trossamfund, mener, der må være 10.000 mænd, kvinder og børn samlet her i dag. Her er dansk-bosatte muslimer fra snart sagt alle arabiske lande, fra Somalia, fra Sydøsteuropa, fra Danmark. Da imamen taler på arabisk (med sammendrag på engelsk), holder Københavns pakistanske og tyrkiske muslimer deres Eid andre steder.

Svaret er i Islam
Da bønnen er slut efter 10 minutter, beder Ahmed Abu-Laban menigheden lytte til khutba'en. Han lykønsker forsamlingen med dens tålmodighed med at udholde Ramadanens prøvelse.
Stående foran et lyserødt banner med et vigtigt citat fra Koranens tredje kapitel - "Hold godt fast i Guds reb, bliv ikke splittede, lad være med at skændes!" - gennemgår han hastigt situationen i den islamiske del af verden og opholder sig ved "vort kære land Algeriet".
"Svaret på problemerne er ikke i Downing Street, ikke i Washington, ikke i Bruxelles. Svaret er i Islam," forklarer han gestikulerende.
Han får også tilkendegivet, at løsningen på det palæstinensiske problem er "islamisk suverænitet over hele det palæstinensiske territorium" og beder Allah om at "udfri Somalia af dets lidelser".
"Løsningen på problemerne er islamisk demokrati i vore hjemlande, for diktatur og tyranni afvises af Islam," siger han til sine "kære brødre og søstre i Islam".
"Kvinden skal respekteres og have mulighed for at spille en rolle, for som Muhammed siger: Kvinderne skal være mændenes partnere - ikke deres tjenere."
Klokken kvart i 10 er khutba'en slut, og den lille, gråskæggede imam bruger de næste 20 minutter på - kind mod kind - at omfavne hundredevis af mænd, som alle kommer for at ønske tillykke med Eid og modtage imamens lykønskning.
"Jeg gør meget for, at hver enkelt skal føle, at jeg kender ham," forklarer Ahmed Abu-Laban, da Informations udsendte trækker ham til side til et interview, der bliver afbrudt de første 20 gange af gratulerende muslimer. Og imamen kender mange - i hvert fald 300 medlemmer af sin københavnske menighed - ved navn.
I de fleste muslimske lande fejres Eid ikke i en sportshal, men under åben himmel. I Skandinavien, forklarer imamen, er klimaet imidlertid ikke sikkert, så her er både de bedende og forlystelserne - børnenes store, oppustelige hoppeaggregater og karrusellen - rykket indenfor.

Kollektivt ansvar
Eid-el-Fitr er ikke fridag i Danmark, så derfor bryder nogen op allerede efter bønnen for at gå på arbejde, mens andre har fået fri:
"Hvis man er værdsat på sin arbejdsplads, kan man godt forklare arbejdsgiveren, at man gerne vil have en fridag, fordi det er vores jul," forklarer Allan El-Zayat, der kom til Danmark fra Egypten i 1967. I dag er han dansk statsborger, bor i Gentofte og arbejder som translatør.
Der findes muslimer, som varetager livsvigtige funktioner på deres arbejde, og andre, som ikke kan få fri:
"Men så fejrer vi Eid på deres vegne," siger Ahmed Abu-Laban. "Eid er et kollektivt ansvar i modsætning til Ramadanens faste, som er et individuelt ansvar."
Godgørenhed, solidaritet og lighed er vigtige stikord, når Ahmed Abu-Laban fortæller om afslutningen af Ramadanen. Hver muslim skal give omkring 40 kroner til velgørende formål. Taksten er udregnet efter prisen på to kilo grundnæringsmiddel - i nogle lande er det ris, i andre hvede - og for Ahmed Abu-Laban, hans kone og deres syv børn løber det op i i alt 360 kroner, som skal gives til de fattige.
Imamen, der har flygtningestatus og har boet i Danmark de sidste 14 år, er godt tilfreds med den danske religionsfrihed:
"Vi har ikke noget at beklage os over. Vi har en betragtelig margin at arbejde indenfor, og indtil videre har vi ikke fuldt ud udnyttet de muligheder, vi har som et religiøst mindretal," siger Ahmed Abu-Laban.

En rigtig moske
Allan El-Zayat føler, at "det danske samfund forsøger at fortrænge eksistensen af den næststørste menighed i landet". Når han overhovedet medvirker i denne artikel, skyldes det, at han af sig selv kom hen til Informations udsendte for at sige tillykke med festen og rose, at et dansk medium interesserer sig for muslimernes højtid:
"Jeg ville tage hatten af for en politiker som Poul Nyrup eller Marianne Jelved, hvis de tog initiativ til, at vi kunne få en rigtig moske, som Danmark kunne være stolt af. De moskeer, vi har, er indrettet i garager og nedlagte værksteder. Hvorfor ikke lade Utzon bygge en flot moske, der kan bruges som eksportmodel?" spørger Allan El-Zayat.
Resten af torsdagen bruges på visitter. Imamen går på visit hos de syge og de nyomvendte, som trænger til særlig opmærksomhed, og nogle af de steder, hvor Ahmed Abu-Laban kommer på visit, er der samlet 10-15 familier, som han så alle kan lykønske med festdagen.
Allan El-Zayat skal med sin familie på besøg hos en håndfuld familier:
"Nogle af dem, man ikke har lejlighed til at omgås til daglig," forklarer han.
Som til en dansk jul får børnene gaver. Op til Eid-el-Fitr har mange børn fået nyt tøj, og de lidt større børn får 50 eller 100 kroner af fædre og onkler - penge, som i de fleste familier administreres under forældrenes kraftige medbestemmelse.
Egentlig varer Eid-el-Fitr tre dage, men ikke alle muslimer i Danmark har mulighed for at få fri og feste.
I øvrigt er der fest, Eid, igen 7. april, når Eid-el-Adha - offerfesten - skal fejres to måneder og 10 dage efter Eid-el-fitr. Det Islamiske Trossamfund har reserveret Valbyhallen.q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu