Læsetid: 2 min.

Tysk politi får lange ører

10. januar 1998

For første gang siden 1945 får politiet nu lov til at placere mikrofoner i private hjem, aflytte telefoner og åbne post. Det sker efter forlig mellem regeringen og SPD

Efter lang tids debat får tysk politi nu større beføjelser til at placere aflytningsudstyr i private hjem for bedre at kunne samle beviser mod personer, mistænkt for kriminalitet.
Dermed bryder Tyskland med den omfattende beskyttelse af den personlige frihed, der har været gældende siden 1945, nemlig at forfatningen har holdt politiet ude af folks hjem.
Det er ledere af kansler Helmut Kohls konservativt-liberale regeringskoalition, der er blevet enige med oppositionespartiet SPD (Socialdemokraterne) om at styrke politiets beføjelser. Det er sket efter lang tids pres fra politiet, der har argumenteret med, at det var helt nødvendigt, hvis Tyskland skulle kunne bekæmpe organiseret kriminalitet på linje med andre lande.
Men forliget - der hurtigt forventes vedtaget med det nødvendige store flertal i begge kamre i parlamentet, Forbundsdagen og Forbundsrådet - møder kraftig kritik båder fra partierne Bündnis90/De Grønne og PDS, det tidligere kommunistparti.
"Socialdemokraterne er nu medskyldige i denne yderligere nedbrydning af vores forfatning," sagde Jürgen Trittin, De Grønnes formand, efter forliget. Partiet er rystet over SPD's medvirken, fordi netop De Grønne og SPD forventes at gøre fælles rød-grøn front mod Helmut Kohl ved Forbundsdagsvalget senere på året.
"De Grønne afviser ethvert angreb på det private hjems urørlighed, som er garanteret af forfatningen," udtaler Trittin til nyhedsbureauerne.
Også det tyske journalistforbund, DJV, kritiserede den nye lovgivning for at krænke pressefriheden, eftersom politiet nu i nogle tilfælde har ret til at aflytte journalisters hjem i jagten på kriminelle.
"Kilder kan ikke længere føle sig sikre, når de taler med journalister i deres hjem eller på deres kontor. Vi vil ikke lægge os ned og acceptere tabet af denne pressefrihed," sagde sagde DJV-formand Hermann Meyn ifølge nyhedsbureauet Reuter.
Socialdemokraterne sagde, at de gik med på den ny lovgivning, fordi partiet havde fået forsikringer om, at visse grupper såsom præster og advokater, ville blive undtaget fra reglerne. SPD'erne understregede også, at det stadig er nødvendigt med en dommerkendelse forud for enhver aflytning.

Løsnet i 70'erne
De omfattende restriktioner på telefonaflytning og brevåbning, som siden 1945 har været gældende i Tyskland, er kun blevet løsnet for en kort bemærkning i slutningen af 70'erne, hvor en række terrorangreb plagede Tyskland.
Indenrigsminister Manfred Kanther var yderst tilfreds med aftalen med SPD.
"Dette er et beslutsomt skridt i retning af bedre bekæmpelse af organiseret kriminalitet," sagde han.
"Vi kan nu overvåge mistænkte gangster-lejligheder, og vi kan bedre afsløre hvidvask af penge."
Også Gerhard Vogler, formand for det tyske politiforbund, var tilfreds med, at politiet for første gang kunne bruge aflytningsudstyr til at indsamle beviser, efter at en forbrydelse var begået.
Han frygtede imidlertid, at lovændringen kunne vise sig at være utilstrækkelig og - i øvrigt - kommer meget sent i forhold til eskaleringen af antallet af sager om biltyverier, narkosmugling og prostitutionsringe, som i vidt omfang styres af forbrydersyndikater over hele Europa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu