Læsetid: 8 min.

Uoverskueligheden udfordrer demokratiet

10. januar 1998

Vi er kun i begyndelsen af epoken for det internationaliserede demokrati, mener primus motor i den svenske magtudredning, Oluf Petersson

Udviklingen af demokrati har været knyttet tæt til nationalstaterne. Men flere og flere politiske spørgsmål - miljøproblemer, arbejdsløshed, flygtningestrømme, interna-tional kriminalitet - anerkender ikke statsgrænser.
Spørgsmålet er, om konsekvensen af det er, at det nationale grundlag for demokratiet ved at opløse sig, spurgte Information den svenske politolog Oluf Petersson. Han var primus motor i den svenske magtudredning, og er nu medlem af Demokratirådet, hvis formål er at stimulere til en debat om demokratiets vilkår, en parallel til det svenske Konjunkturråd (der svarer til Det Økonomiske Råd).
- Er vores forestillinger om det nationale parlaments magt overdrevne i en tid, hvor beslutningerne dels decentraliseres til helt lokalt niveau, hvor dagliglivet organiseres, dels overlades til internationalt niveau?
"Vist får både det lokale niveau og det internationale niveau større betydning. Men hvorfor skulle det betyde, at det nationale niveau skrumper? Man kan meget vel tænke sig en udvikling, hvor alle niveauerne styrkes. Der findes jo masser af eksempler på, at nationalstatens muligheder for at gennemføre sin politik forstærkes gennem EU og kommunerne. Visse miljøproblemer kan kun løses gennem internationalt samarbejde, ligesom store dele af velfærdssektorens opgaver kun kan løses, hvis man har velfungerende lokale strukturer. F. eks. skoler og ældreomsorg.
- Den samtidige decentralisering og internationalisering indebærer altså ikke, at nationalstaten "forsvinder"?
"Nej, men dette nye system indebærer, at vi i højere grad må betone, hvordan demokratiet fungerer både inden for de forskellige niveauer og hvordan de skal hænge sammen. Både i Danmark og Sverige er der eksempelvis et uafklaret forhold mellem stat og kommuner: Er kommunerne blot en del af den praktiske arbejdsfordeling inden for den offentlige sektor eller skal man gøre alvor af det lokale selvstyre? Min stemme indgår forskellige steder: jeg er svensker, nordbo, europæer, jeg bor i en kommune, i et kvarter. Det er her jeg ser de store problemer: Vi handler inden for systemer, som er under hastig forandring - og for mange borgere er det helt uklart hvem, der beslutter hvad, og hvor man skal rette sin spørgsmål og sit engagement hen: Til kommunekontoret eller til repræsentanterne i Strasbourg? Jeg tror, den uoverskuelighed er den væsentligste forklaring på legitimitetsproblemerne, og den store mistro som mange mennesker føler over for det politiske system. Man ved simpelthen ikke, hvordan systemet fungerer.

Forestillingen om magt
- Demokratiets brist er manglende viden om, hvordan man får magt - forstået som indflydelse til at gennemsætte sine interesser?
"Demokratirådets analyser har vist, at forestillingen om magt er helt afgørende. At kortlægge den objektive magtstruktur er en sag. Men den virker forskelligt afhængig af, hvordan aktørerne i det demokratiske system opfatter magt. Spørger man, jah, så tror de fleste, at de har mindre muligheder for at få indflydelse end andre. Og hvis man ikke tror, man har nogen mulighed for at påvirke udviklingen - så bliver det en selvopfyldende profeti.
Hvis man kunne vende den fornemmelse, så folk selv troede på, at de har mindst lige så stor indflydelse som andre, ville den politiske deltagelses-spiral sno sig opad.

Politikernes afmagt
- Du får tillidskrisen til at lyde uløselig?
"Nej, jeg tror, det er muligt at fortælle om, hvordan systemerne fungerer og overvinde tillidstabet. Men det går jo ikke med de gammeldags metoder, hvor man siger: I har valgt os, så må I stole på os, vi tager de rigtige beslutninger.
Der er imidlertid en svært håndterlig konflikt mellem på den ene side det traditionelle diplomatis måde at træffe beslutninger og på den anden side demokratiets krav om åbenhed og indsigt. Tidligere fandt borgerne sig måske mere stiltiende i de beslutninger, som magthaverne traf i hemmelighed. Men nutidens borgere er bedre uddannede, mere selvstændige og stiller større krav. Så de accepterer ikke beslutninger, før de selv har fået lov til at veje fordele og ulemper op mod hinanden. Derfor må kravet om indsigt og offentlig debat om hvordan problemerne skal løses, veje tungere."
- Mere information er løsningen?
"I høj grad."
- Men kan vi have alle de informationer inde i hovedet?
"Selvfølgelig ikke som rene informationer. Men viden og kundskab om, hvordan det politiske system fungerer er noget andet, det kræver, at man ser sammenhængene mellem de forskellige politiske organer og niveauer. Det er lige præcis partiernes opgave at oversætte politisk ideologi til moderne forhold og indgå i en dialog med borgerne. Men den opgave varetager de dårligt. Partierne er for rigide både i deres tankemodeller og arbejdsmetoder. "
- Er det ikke simpelthen fordi de færreste politikere selv kan overskue den ny tids politiske scene?
"Jo, jeg tror faktisk, at politikerne selv savner viden - afmagtsfølelsen er også stor blandt de folkevalgte politikere. De tror ikke selv på, at de har mulighed for at skabe sig overblik og kontrollere udviklingens gang."
- Det er vel fordi, Folketingets medlemmer har nogenlunde samme fordeling på kloge og mindre kloge, som resten af befolkningen?
"Og sådan skal det nok være i et repræsentativt demokrati - det gavner intet, at parlamentets medlemmer tilhører eliten med høje uddannelser. De skal have andre former for kompetence, som handler om en særlig form for selvtillid, både som individ og som repræsentant for en politisk retning, og om at kunne håndtere at få delegeret magt fra en gruppe i befolkningen.
Politikerne skal lære at dag-til-dag-politik kræver andre arbejdsmetoder end tidligere. Man bliver nødt til at prøve sig frem, eksperimentere."

Tillidskløften i Europa
- På det internationale niveau deltager det repræsentative demokratis repræsentative repræsentanter ...
"Og det er lige præcis problemet med den nuværende europæiske union. Hvis den blot havde været en traditionel mellemstatslig organisation, havde hvert land kunne sige: næh, det dér vil vi ikke være med til. Men der er tale om en overstatslig konstruktion med majoritetsbeslutninger og direkte retsvirkninger for borgerne i medlemslandene - og dermed stilles helt andre krav til, at magten skal være direkte forankret hos medborgerne. Det er den ikke. Kritikken af det demokratiske underskud i EU er jo helt berettiget. Mange grundlæggende krav til borgerindflydelse, er uopfyldt: Det kræver dels at medborgernes valgte repræsentanter skal kunne bestemme dagsordenen. At borgerne skal kunne stille deres repræsentanter til ansvar. At der skal finde en offentlig debat sted, samt at der skal være direkte borgerdeltagelse og lighed i beslutningsdeltagelsen. Sådan forholder det sig langt fra. Det ser jeg som det største problem: Man har delegeret en meget omfattende magt til EU uden at der er tilstrækkelig demokratisk kontrol. Ligeså problemet med mangel på åbenhed og offentlighed ... der bliver talt meget, men stort set intet er blevet ændret. Og det viser det politiske systems uformåenhed til at reformere sig selv."

Ikke et rigtigt parlament
- Hvordan vil du beskrive fordelingen af magt i EU?
"Samfundsforskere savner stadig gode beskrivelser, modeller og billeder af, hvordan EU fungerer. Vi kan ikke bruge de gamle modeller, fordi EU hverken er en stat eller en forbundsstat. Der er tale om en kombination, hvor magten dels ligger hos regeringerne i Paris og Bonn osv., dels på
unionsniveau, hvor medlemslandene har delegeret en del af magten til EU-kommissionen i Bruxelles, til det monetære institut og den kommende centralbank, og til Luxembourg, hvor domstolen har sæde. Den tredje magtfaktor er medborgerne via Europaparlamentet - som på trods af navnet dog ikke må sammenlignes med et rigtigt parlament."
- Man kunne gøre EU-parlamentet til et rigtigt parlement?
"Det vil skabe det næste problem: Det ville mindske medlemslandenes regeringers magt. Her er det vigtigt at understrege, at det er ikke eksperter, der skal bestemme, hvor magten til at tage beslutninger om Europas fremtid skal ligge, det er EU-borgerne, der skal beslutte det. I lang tid fremover vil ønsket være, at tyngdepunktet skal ligge hos de nationale parlamenter. Men ingen ved om der om ti år pludselig kommer store problemer i Europa, og om der i så fald breder sig en følelse af, at de kun kan løses i fællesskab.
Men balancen mellem det nationale og europæiske niveau skal forskydes ad demokratisk vej. Ellers bliver protesterne meget højlydte."
- Vi taler udelukkende om politisk magt, men for eksempel lægger forfatterne til den meget omdebatterede bog "Globaliseringsfælden" stor vægt på, at kapitalens frie bevægelighed, den globale casinokapitalisme betyder at magten er taget ud af politikernes hænder?
"Der er ingen vej tilbage ... det er umuligt at forhindre eller kontrollere valutahandel, sådan rent administrativt, så skal man jo have en konstabel stående ved hver eneste pc'er i landet!"
"Og man kan vende billedet på hovedet og spørge: Hvilke lande har fået problemer med valutaspekulationer? Det er jo de lande, som har haft problemer i økonomien og svage valutaer! Da det ramte Sverige i 1992 erkendte alle jo, at det skyldtes dybe problemer i landets økonomi, som det politiske system helt åbenlyst ikke magtede at få styr på. Valutaspekulanterne fremprovokerede nødvendige, men alt for sene ændringer i den økonomiske politik
I demokratier burde det være oppositionen eller massemediernes opgave at fungere som alarmsystem. Når de svigter, bør vi være taknemmelige over, at der findes internationale valutaspekulanter - selv om deres reaktion kommer i pludselig og forstærket form. Det svarer jo lidt til, når en person ikke vågner ved et almindeligt vækkeur...
Hvis Sverige havde haft orden i de offentlige finanser, havde denne spekulation aldrig fundet sted - hvilket
netop viser, at der findes valgfrihed inden for de nationale politiske systemer, eftersom en del lande er lykkedes med selvstændigt at få orden på økonomien."
- En selvstændighed som bliver mindre med ØMU'en?
"Nogle af de mest fremtrædende svenske økonomer er imod ømu'en fordi den mindsker den fornyelseskraft, der ligger i institutionel konkurrence, altså at man forsøger sig med forskellige kombinationer af finans- og pengepolitik. Det er et meget stærkt argument mod ØMU'en.
Men jeg tror primært, at Ømu'en vil hindre visse typer af illoyal konkurrence mellem landene: at man devaluere sig ud af økonomiske kriser og dermed lader naboerne betale gælden.
Den mulighed bliver udelukket - man skal konkurrere på andre felter. Blive mere kreative med hensyn til at uddanne arbejdskraften, udvikle erhvervslivet osv."
- Du er altså ikke nervøs for, at demokratiet forvitrer i globaliseringen?
"Det vi ser nu er blot begyndelsen på epoken for det internationaliserede demokrati. Der findes mange uudnyttede muligheder for at handle på den globale scene, gennem folkelige og demokratiske institutioner. Så på trods af, at jeg kan se problemerne hobe sig op på kort sigt, er jeg meget optimistisk på længere sigt," siger Oluf Petersson.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her