Læsetid: 5 min.

USA klar til opgør med EU's landbrugsstøtte

30. januar 1998

EU vil bøje sig for amerikansk pres og skære lidt i støtten til landbruget

Trods al deres ære og værdighed, er det hverken Poul Nyrup Rasmussen eller præsidenten for Landbrugsrådet, Peter Gæmelke, der afgør fremtiden for dansk landbrug. Selv om Danmark er medlem af EU, er det først og fremmest USA, der bestemmer udviklingens retning.
De amerikanske signaler er klare og entydige. Amerikanerne vil ikke vide af støtte til landbrug og landbrugsproduktion og arbejder for en total liberalisering af landbrugspolitikken i den næste runde af forhandlinger i World Trade Organisation, WTO.
Det åbne spørgsmål er for det første, om amerikanerne kan overbevise eller nærmest tvinge deres krav igennem over for de nølende europæere. Hvis det sker, så er det næste spørgsmål, hvad den amerikansk inspirerede liberalisering vil betyde for landbrugets fremtid.
Men først giganternes kamp om landbrugets fremtid i WTO, hvor amerikanerne har vundet det første og helt principielle slag:
I forbindelse med etableringen af World Trade Organisation i 1994 skar europæerne efter massivt amerikansk pres i støtten til landbruget. Efter års interne forhandlinger om en EU-reform af landbrugsstøtten førte det amerikanske pres til landbrugsreformen af 1992, hvor støtten til korn-priserne blev sat ned, mens støtten til andre afgrøder blev afskaffet. En ny støtte per hektar landbrugsjord kompenserede de europæiske landmænd.
Den proces ser amerikanerne gerne fortsætter. Hjemme er de i fuld gang.

Et blik på Clinton-regering-ens to år gamle reform af den amerikanske støtte til landbruget fortæller hvad de europæiske landmænd kan se frem til.
Under den meget amerikanske overskrift Freedom to farm, har reformen skåret al prisstøtte og al støtte til bestemte produkter væk.
Efter reformen kan den amerikanske landmand nu selv bestemme, hvilke produkter, han eller hun ønsker at dyrke uden at skele til, hvor støtten ligger. Til gen-gæld er der ikke en dollar at hente i støtte til produktionen. Markedet sætter prisen på landbrugets produkter på det amerikanske hjemmemarked.
Tilbage bliver en direkte støtte til landmandens indkomst. Selv om reformen indebærer en Freedom to farm, så er den amerikanske landmand kommet på bistandshjælp. Økonom Søren Frandsen fra Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut fortæller, at mellem 10 og 15 procent af det amerikanske landbrugs indtægter stammer fra bistandshjælpen.
Til sammenligning henter landbruget i Europa i følge den danske jordbrugsøkonom næsten 40 procent i de forskellige europæiske former for støtte.
Amerikanerne har altså meget gode grunde til at gå til frontal-angreb på EU's støtteordninger.

Både danske og amerikanske kilder vurderer over for Information, at amerikanerne kun kan presse europæerne et stykke hen ad vejen mod den totale liberalisering i de kommende WTO-forhandlinger.
Til gengæld kommer europæerne til at gentage deres WTO-løfte fra 1992 om at arbejde for en yderligere liberalisering. Europæerne vil vinde tid til komplicerede interne forhandlinger og amerikanerne vil have vundet endnu et principielt slagsmål.
På det tidspunkt skriver vi år 2002 eller 2003 og amerikanerne vil gøre klar til endnu runde globale forhandlinger om landbrugsstøtten, der så kan finde sted i år 2007 eller 2008.
Det amerikanske pres for en liberalisering vil fortsætte.
Selv om europæerne efter alt at dømme kun vil bøje sig for de amerikanske principper og
ikke gennemføre hele den amerikanske politik, så kan amerikanerne skubbe til den reformproces i EU, som den østrigske EU-Kommissær for landbruget, Franz Fischler, har lagt op til.
Her fortsættes 1992-reformen, så EU fremover skal betale mindre i prisstøtte og til gengæld kompensere med støtte per hek-tar landbrugsjord eller anden støtte til udvikling af
landdistrikterne gennem en nyoprettet, europæisk landbrugsfond.

Meget tyder dog på, at EU-landene først for alvor vil forhandle landbrugsreform til næste år. Her er de 15 EU-lande så nærmest nødt til det. På det tidspunkt går WTO-forhandlingerne i gang og i Europa vil forhandlingerne om en udvidelse af EU med de østeuropæiske lande efterhånden også handle om landbrugspolitikken. Samtidig er der stigende politisk interesse for at bruge EU-budgettet til at støtte andet end landbruget.
Trods betænkelighed fra en række EU-lande tyder alt derfor på, at Franz Fischler får held med sit forehavende. EU vil gennemføre en reform af landbrugsstøtten, der foregriber en kommende WTO-aftale.
Der bliver sat mere fart på liberaliseringen af det europæiske landbrug, selv om tempoet vil være mærkbart langsommere end amerikanerne kunne ønske sig.

Det åbne spørgsmål er så, hvad den fortsatte liberalisering vil betyde for det europæiske og særligt det danske landbrug.
Ind til nu har udviklingen været hård ved små og ikke særligt rentable landbrug. Meget tyder på, at de mindste landbrug fortsat vil betale prisen for udvikling og liberalisering, sådan som rapporten om landbrugets strukturudvikling peger på. Men Franz Fischlers landbrugsfond til støtte af udviklingen i landdistrikterne kan bremse den udvikling.
Samtidig peger professor i økonomi på Landbohøjskolen, Søren Kjeldsen-Kragh på i hvert fald tre områder, der kan favorisere i hvert fald det mellemstore landbrug frem for det store.
*Den vigtigste forklaring er, at forbrugerne i særligt de vestlige lande stiller stadigt højere krav til fødevarernes kvalitet. Det seneste eksempel er et britisk krav om, at stoppe både produktion og import af kød fra bursvin til fordel for fritgående svin. Et krav, der kan give mindre, men måske ikke helt små enheder bedre vilkår i konkurrencen end de store.
*Også hensyn til dyrevelfærd kan spille ind. Og her er der ikke lighedstegn mellem stort og godt. Et ekstremt eksempel stammer fra det tidligere Østtyskland, hvor et landbrug med 60.000 svin blev angrebet af svinepest. Alle 60.000 svin skal nu slås ned.
Søren Kjeldsen-Kragh peger på, at manglende miljøkrav til landbruget i Danmark har fremmet de store brug. I dag forebygger danske landmænd sygdomsangreb på svin ved at give dem vækstfremmere i form af antibiotika. Økonomiprofessoren forudser, at et fremtidigt forbud mod vækstfremmere kan bremse strukturudviklingen hen mod stadigt større enheder.
"Hvis vækstfremmere bliver forbudt, så må sygdomsbekæmpelsen ske på andre måder. Smitten får sværere ved at sprede sig, hvis besætningerne opdeles på mindre enheder," siger landbrugsøkonomen.
Dermed kan et enkelt politisk indgreb som et forbud mod vækstfremmere få stor betydning for landbrugets strukturudvikling helt uafhængigt af, om der sker en liberalisering eller ej.
*Endeligt peger såvel Søren Kjeldsen-Krag som kilder i den danske centraladministration på, at kommende miljøkrav til landbruget må acceptere et loft over, hvor meget den enkelte landbrugsbedrift kan producere. Hensyn til miljøet sætter den grænse.
De tre forhold - forbrugerkravene, hensyn til dyrevelfærd og hensyn til miljøet - kan i følge Søren Kjeldsen-Kragh bremse en strukturudvikling, der ellers ville fremme de helt store landbrug.
Samtidig kan en ny form for støtte til de helt små landmænd kompensere dem for deres tab, som følger af den liberalisering amerikanerne ønsker og som Franz Fischler i det små forbereder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu