Læsetid: 6 min.

USA' s Cuba-blokade er passé

21. januar 1998

Den amerikanske blokade har været et nyttigt fjendebillede for Cubas styre, men en ophævelse vil ikke betyde Castros fald

En af de faste ingredienser i den cubanske præsident Fidel Castros taler har i årevis været en fordømmelse af USA's økonomiske blokade mod Cuba. Blokaden blev sat i værk i 1962 og er i dag skrappere end nogensinde. Den såkaldte Helms-Burton Lov fra marts 1996 er således ikke kun rettet direkte mod det cubanske styre, men også mod udenlandske firmaer, der investerer eller arbejder i Cuba. Ifølge lovens bestemmelser kan de nordamerikanske myndigheder således nægte at give visum til forretningsfolk fra udenlandske firmaer, der arbejder i Cuba. Det er i flere tilfælde sket for canadiske og mexicanske forretningsfolk.
Ikke nok med det. Loven gør det muligt at rejse sag ved amerikanske domstole mod udenlandske firmaer, der gør brug af ejendom, som er blevet konfiskeret fra hvem som helst, der er amerikansk statsborger i dag. Dvs. at amerikanske domstole kan tiltage sig jurisdiktion over et udenlandsk selskab for dets handlinger i et andet land til fordel for en person, som på det tidspunkt handlingen blev begået, var udenlandsk statsborger.
Derved er den amerikanske blokade ført ud i det absurde - og folkeretligt uantagelige - hvilket det cubanske styre har benyttet sig af både ude og hjemme. Blokaden har gennem de snart 36 år den har eksisteret, været en af hovedakserne for de to landes respektive politik over for hinanden, og ikke mindst for det cubanske styres indenrigspolitik.
Blokaden har gennem årene fået skylden for mange af de ulykker, der har ramt cubanerne. Følgerne af styrets mange økonomiske fejltrin er således i vid udstrækning blevet tillagt blokaden. Derved har styret haft en nyttig og nem ydre fjende at operere med, ikke mindst i vanskelige situationer.
Den nordamerikanske blokade har kostet Cuba dyrt, men den har ikke ødelagt landets økonomi, endsige undergravet Fidel Castros og partiets position. Tværtimod har Castro kunnet bruge den til at styrke sin egen og styrets position indadtil og udadtil.
Ikke desto mindre har den økonomisk og politisk stærke cubanske eksillobby i USA - med base i det sydlige Florida, hvor hovedparten af landets 1,5 million eksilcubanere lever - til dato med held presset på for at opretholde og skærpe blokaden. I de senere år har imidlertid stadig flere - fra amerikanske forskere og politikere til moderate eksilcubanere og oppositionsfolk i Cuba - slået til lyd for at embargoen bør ophæves, fordi den er med til at opretholde et diktatorisk styre i Cuba.

Samtidig er flere amerikanske firmaer gået åbent imod blokaden, fordi de frygter at blive hægtet af den økonomiske udvikling, som i de senere år har taget fart i Cuba. Ifølge formanden for det uafhængige U.S.-Cuba Trade and Economic Council, Inc.,
John S. Kavulich II, kan den årlige værdi af en fri handel mellem USA og Cuba skønnes til at komme til at ligge mellem 3-7 milliarder dollar, hvor USA's eksport formentlig vil udgøre 70 procent eller 2,1-4,9 milliarder dollar.
Pebernødder i den store nord-amerikanske økonomi, vil mange sige. Problemet for amerikanske virksomheder er imidlertid, at europæiske, latinamerikanske og asiatiske konkurrenter er ved at få et godt fodfæste i Cuba og har gode udsigter for fremtiden. Siden 1990 har omkring 4.500 selskaber fra knap 30 lande undertegnet investeringsaftaler for 5,5 milliarder dollar, hvoraf 1,25 milliarder allerede er blevet investeret.
Det der kan bekymre amerikanske selskaber er, at de tunge investeringer bliver foretaget i sektorer, som amerikanerne har stor interesse i, nemlig minedrift (især nikkel - Cuba er en af verdens store nikkelproducenter), olieudvinding og turisme, der er ved at blive landets vigtigste valutaindtægtskilde. Desuden er der flere vigtige konkurrenter til amerikanske selskaber blandt investorerne.
Det er altså ikke kun et spørgsmål om samhandelen, men i højere grad om det investeringspotentiale, der ligger i Caribiens største og geografisk bedst placerede land i forhold til USA.

Det store spørgsmål er imidlertid, om en ophævelse af den amerikanske blokade kan føre til Fidel Castros fald. Det har gennem årene været et af hovedargumenterne blandt moderate modstandere af styret, at med embargoens ophævelse vil Castro miste den nødvendige ydre fjende, det nødvendige fjendebillede, som bl.a. har været en vigtig del af legitimeringen af undertrykkelsen.
Det er klart, at en ophævelse af blokaden vil medføre mange forandringer. Den cubanske økonomi vil kunne fungere langt mere effektivt og rationelt end i dag - selv om det er forbløffende, i hvor høj grad styret har været i stand til at tilpasse økonomien til den situa-
tion, der opstod med Sovjetunionens og Østblokkens sammenbrud i årene 1989-91. 85 procent af al Cubas udenrigshandel foregik med Comecon-landene og praktisk taget al olie blev leveret af Sovjet-unionen til fordelagtige priser.
Bruttonationalproduktet faldt dog i perioden 1989 til 1993 med mindst 35 procent, importen faldt med 75 procent, olieimporten fra Rusland faldt fra 13 millioner ton i 1989 til under syv millioner ton i 1992.
Efter Østblokkens og Comecons sammenbrud har USA's blokade vanskeliggjort en omstilling, og cubanerne har været igennem hårde tider, da styret indførte den såkaldte período especial (specialperiode), en eufemisme for, at der blev skåret drastisk ned på stort set alle ydelser og vareforsyninger. Samtidig begyndte man at åbne mere for udenlandske investeringer (som har været tilladt siden 1982), især i turistindustrien, ligesom en lang række områder - først og fremmest inden for service og håndværk - er blevet åbnet for privat foretagsomhed på individuel- og familiebasis. Endelig er det blevet lovligt at besidde dollars (bl.a. for at lokke flere slægtninge og venner i udlandet til at sende penge til deres familie og venner i Cuba - hvilket må siges at være lykkedes; i løbet af et år modtager cubanerne omkring 400 millioner dollar fra udlandet).
Uden disse sikkerhedsventiler, uden en tæt politisk kontrol af befolkningen og uden den konstante fremmanen af det amerikanske fjendebillede havde landet næppe oplevet så stabil en udvikling i 90'erne.
Det er derfor heller ikke tilfældigt, at Fidel Castro har sat så meget ind på at få pave Johannes Paul II til Cuba. Besøget tjener tydeligvis to hovedformål: At legitimere og styrke styret i befolkningens øjne og give Cuba yderligere international prestige, ikke mindst i den katolske verden, inklusive blandt katolikker i USA. Pavebesøget kan dermed fremme en proces i retning af større åbenhed i Cuba - dog hele tiden under styrets kontrol. Og det kan medvirke til at blødgøre tilhængerne af en fortsat økonomisk blokade mod Cuba i USA.

Der er næppe tvivl om at Castro og hans rådgivere har forberedt sig på de mulige virkninger af en hel eller delvis ophævelse af blokaden. De ved, at det eksilcubanske samfund ikke længere er så monolitisk og at tilhængerne af en radikal og uforsonlig kurs mod Cuba er blevet svækket, ikke mindst med den stærkt højreorienterede eksilcubanske leder Jorge Mas Canosas død i december. Den dominerende eksilcubanske højrefløj står nu uden en markant, samlende lederskikkelse, samtidig med at mere moderate kræfter er ved at vinde frem.
Det ved det cubanske styre, og det skal nok vide, at lægge kursen efter det. Det betyder bl.a. at det vil være forberedt på at afbøde nogle af virkningerne af en ophævelse af blokaden, herunder at mange eksilcubanere ikke blot vil investere i Cuba, men også vil forsøge at få deres konfiskerede ejendom tilbage. Og ikke mindst vil styret sandsynligvis komme et amerikansk krav om politisk liberalisering i forkøbet ved at tillade uafhængige organisationer (NGO'er) at arbejde nogenlunde frit.
Den første åbning er foretaget ved at den katolske kirke - som har været den eneste ikke-regeringskontrollerede institution, der har kunnet ytre åben kritik af forholdene - har fået bedre muligheder for at nå ud til befolkningen. Således kunne Havanas ærkebiskop, kardenal Jaime Ortega tirsdag i sidste uge tale til cubanerne i en direkte tv-udsendelse, og kirken kan udgive blade i mellemstore oplag nogenlunde frit.
Det cubanske styre er altså i dag bedre forberedt på en ophævelse af den amerikanske blokade end for blot 5-10 år siden.
Og hvem vil stå som garant for denne udvikling? Fidel Castro.
Så derfor vil hverken pavebesøg eller ophævelse af blokaden betyde hans fald. Hvad der så kan ske, når han dør eller selv træder tilbage er til gengæld usikkert - og tanken herom kan vække frygt hos mange cubanere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu