Læsetid: 3 min.

Det er utroligt!

10. januar 1998

KALENDER
SPROGET er ikke særlig rigt på vurderende beskriverord, så snart vi går uden for digtningens verden, hvor det principielt ikke er god tone at tage de faste vendinger i brug.
Det er ikke så svært med det, vi ikke kan lide, som er frastødende, modbydeligt, hæsligt, frygteligt, rædselsvækkende, forfærdende, sygt, perverst, svinsk, nederdrægtigt etc. Ikke særlig originalt, men mangfoldigt. Afsky befordrer fantasi. Vi har derimod mindre kapacitet til på stående fod at finde varierede udtryk for det usædvanlige, det smukke, glimrende, fremragende, pragtfulde, lutter positive ord, som virker tomme og intetsigende. Det gode bliver ikke meget bedre af at forstærkes med talens skide-, pisse-, over-, megaskønne forsiring.
F.eks. er boganmeldere på spanden, når de skal rose med tillægsord, og derfor finder de i desperation frem til ordet hudløs, der står i hver anden recension som udtryk for digterens eller anmelderens egen følsomhed - og dog en indirekte beskrivelse af den skrivendes nedslidthed efter fiktionens friktion.
En mere hårdhudet glose er da utrolig. Den er i disse år aldeles uundværlig især for os talende. Både som adjektiv og adverbium.
Alt er blevet utroligt. Et tegn i tiden.
Til gengæld er rimelig vistnok lidt på retur, hvad der rimeligt nok i ordets gamle passende betydning.

DER ER naturligvis historisk hjemmel for det utrolige ord, bl.a. i den store bog om ORDET.
I Lukas det femte fortælles om Jesus og den værkbrudne, som nogle kommer bærende med, og hvem han ikke blot giver syndsforladelse, men for demonstrationens skyld også helbreder til ærgrelse for de skriftkloge og farisæerne. Det hedder da, at de sædvanlige nysgerrige, der altid danner opløb, blev forfærdede og priste Gud, mens de fulde af frygt sagde:
"Vi har i dag set utrolige ting!"
Her er vi nær det oprindelige med hensyn til tro, troværdighed og utrolighed. Det var også det, Ole Sarvig vidste besked om i sin Frostsalme for to eller tre - flere personer kunne han ikke indbefatte i erfaringens rum:

Utroligheds frø,
hvis lov var at dale til jorden og dø
og gemmes en tid,
da frosten er hårdest og
jorden er hvid.
Det utrolige er egentlig en strenghed.

MEN DET UTROLIGE er også en trend. Som dengang under Direktoriet i efterrevolutionstidens Frankrig, præcist angivet 1796, hvor man kunne møde les incroyables i Paris' gader, 'de utrolige', spradebasserne, der provokerede og dermed også fulgte smagen med deres outrerede hår og påklædning ligesom senere swingpjatterne - og punkerne som selvvalgt pjalteproletariat med tilsvarende ringe i ørerne. De franske fik af en yderligere grund deres tilnavn. Deres standardvending eller løsen var: C'est incroyable! Det er utroligt!
I vore sene dage bruges ordet 'utrolig' især som gradsbestemmelse.
Man hører det utrolig tit, og det er utrolig svært at undvære. Lyt til hvilket som helst radio- og tv-interview, hvor intet hverdagsmenneske eller nogen politiker kan bare sig for at sige, hvor utrolig vigtigt det er at gøre dette og hint. Når det er en udfordring, er den utrolig spændende.

DEN STORE danske Ordbog giver eksempler fra ældre tid på brugen af ordet hos noble folk og sproglige finsmagere som J.L. Heiberg og konsorter, der lidet anede, hvor utrolig uundværligt det skulle blive. Samme Heiberg harcellerede i sine Sprogbemærkninger i 1834 over modeord som sødt og ækelt, som dog efterhånden var kommet i miskredit. "Derimod har man i den senere Tid faaet et Par andre Yndlingsord, som nu anvendes på Alt hvad man har i Sinde at rose, nemlig udmærket og fortrinlig, af hvilke det første i den fornemme Udtale faar Accenten paa den anden Stavelse." Han har ingen bemærkninger om det utrolige.

ER MAN på rejse i nye egne, får man brug for at eksklamere.
"Det var dog et utroligt farvespil over den bjergside!" sagde den ene.
"Ja, det er utrolig smukt, ikke?" istemte den anden.
Det var i det spanske efterår. Efter et par dage blev vi enige om at bandlyse ordet, men syndede, hver anden gang vi ikke troede vore egne øjne. Vi tyede til fantastisk! betagende! storslået! og gik fortvivlet tæt på henrivende!
Vanvittig besværligt at forny udbrud og dreje dem til udsagn om eksistensens særpræg og emotionens ægthed.
Det er næppe rene tilfældigheder, der afgør, at ord skaffer sig plads i talen i en sådan grad, at man ikke længere véd, hvordan man før klarede sig foruden.
Det utroliges frekvens hænger muligvis sammen med, at vi ikke rigtig tror på virkeligheden og vores tilstedeværelse i den, eller at forbindelsen mellem verden og sproget er forkunstlet og nedslidt.
Måske kan bindemidlerne renses af kunsten.
Det ville med H.C. Andersens ord fra et af hans seneste eventyr være det utroligste - men dog det, der skete i fiktionen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her