Våbenhvile vakler i Nordirland
I næste uge tager fredsforhandlerne hul på drøftelser om en samlet myndighed for den delte ø. Det sker efter stigende protestantisk vold
LONDON
Mens hele verden venter på, om IRA's våbenhvile holder, efter at organisationen har afvist det seneste irsk-britiske fredsforslag, sagde politiet i Ulster i går, at de pro-britiske loyalister allerede har brudt deres.
Begge dele kan helt afspore forhandlingerne mellem de katolske republikanere, der vil have et forenet Irland, og de protestantiske loyalister eller unionister, som vil beholde briterne i Nordirland.
Chefen for politiet i Nordirland, Ronnie Flanagan, sagde i går, at de stærkt pro-britiske Ulster Freedom Fighters (UFF) har været med til at dræbe tre katolikker de seneste uger.
Gruppen har ellers holdt våbenhvile siden 1994, og dens politiske repræsentanter, Ulster Democratic Party (UDP), er med i fredsforhandlingerne.
Men UDP's David Adams benægtede: "De (UFF, red.) fortæller os, at de ikke er involveret, og det bliver vi nødt til at tage for gode varer".
Risiko for udvandring
Men har politiet ret, og UFF også er involveret, bliver det sværere at affærdige våbenmændene som ekstreme fanatikere, der bare skal ignoreres og isoleres.
Risikoen er, at de andre partier ikke vil sidde til bords med folk, der forhandler med revolverne i baglommen og beder UDP om at trække sig ud af forhandlingerne.
Irlands premierminister, Bertie Ahern, sagde i går, at hvis der er "definitivt bevis" for, at UFF er involveret i vold, kan deres politikere ikke sidde med ved forhandlingsbordet.
I så fald vil det være det første brud på den enighed, der hidtil har eksisteret, om ikke at lade ekstremister - hvad enten det er hos republikanerne eller hos loyalisterne - ødelægge forhandlingerne.
Imens holder IRA og den politiske gren Sinn Fein sig til de demokratiske spilleregler og lader våbnene ligge. Også selv om det seneste fredsforslag er blevet afvist af dem begge.
Måske fordi drøftelserne i næste uge går i gang med det, der virkelig interesserer republikanene: En fælles nord-syd myndighed mellem Nordirland og Republikken Irland.
Sinn Fein vil forsøge at få så meget magt lagt over i den som overhovedet muligt, så den kan sælges til baglandet som et skridt på vejen til irsk enhed.
Det er netop det, de protestantiske loyalister kæmper så voldsomt imod, og politiet i Nordirland efterlyste i går flere styrker til at imødegå mere vold.
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »