Grænserne for vækst har endnu ikke vist sig. Måske skyldes det, at Romklubben helt tilbage i 1972 gjorde opmærksom på grænserne
Det britiske blad The Economist havde kort før jul en forside og en artikel der gik på samme melodi som Bjørn Lomborgs kronikserie i Politiken: Miljøets dommedagsprofeterne har uret, men ingen vil høre de retfærdiges røst.
Ligheden mellem kronikkerne i Politiken og artiklen i The Economist skyldes at de begge trækker veksler på en fælles tredje kilde:
Den amerikanske universitetslærer Julian L. Simon, der er lærer på University of Maryland, og senior fellow hans hjemmeside på internettet (http://www.inform.umd. edu/EdRes/Colleges/BMGT/.Faculty/JSimon...) og især hans bog The Ultimate Resource II.
Billige råstoffer
Begge steder fortælles også historien om Simons væddemål med miljøskribenten Paul Ehrlich.
Julian Simon holdt på at råstofpriserne ville falde i løbet af 80'erne. Ehrlich mente, de ville stige. Simon vandt stort.
Det beviser, ifølge Simon og artiklen i The Economist, at ulykkesprofeter som Ehrlich og Romklubben med bogen Gænser for vækst fra 1972 tager fejl. Der bliver aldrig mangel på råstoffer.
Før mangelen indtræder vil man enten have fundet nye kilder og miner, fundet nye metoder til at effektivisere anvendelsen eller udviklet nye alternativer.
Argumentationsformen er lidt speciel. Det, miljøbevægelsen har sagt, er jo netop at man skal udvikle alternativ teknik og alternative livsformer i stedet for at drive rovdrift på ressourcerne.
Ingen har benægtet at man kan finde mere hvis man leder mere efter det - eller effektivisere anvendelsen og bruge nye materialer.
Romklub svarer
The Economist skrev at Grænser for vækst "misforstod betydningen af ordet "reserver"".
En af rapportens forfattere, Jorgen Randers, svarer i et læserbrev den 17. januar:
Vi brugte faktisk mange sider på at forklare forskellen mellem "reserver" (de mineralske ressourcer, der er tilgængelige til gældende markedspris og med gængs teknologi) og "ressourcer" (den samlede mængde på jorden). Således defineret anslog Grænser for vækst hvor langt reserverne rakte (mellem 11 år for guld og 2.300 år for kul). Rapporten anslog derimod at der var ressourcer til 250 år ved samme forbrug som i 1970, skriver han.
I et andet læserbrev skriver Tom Athanasiou, at Julian L. Simon i 1995 bakkede ud af et nyt væddemål med Ehrlich.
Denne gang havde Simon påstået at "alle tendenser der vedrører materiel menneskelig velfærd vil blive bedre snarere end ringere." Ehrlich ville slå til.
Julian L. Simon fortrød.
