Læsetid: 4 min.

Hvad venter vi på?

17. januar 1998

KALENDER
DER SKAL et særligt temperament eller særlige livsomstændigheder til for at udholde ventetid. Vent på klartone! Vent på det blir din tur! Vent til du blir voksen!
Selv sekunder kan være lange og irriterende i den højst vigtige travlhed, vi finder på at opleve som dagens indhold.
Den oprindelige betydning af ordet er positiv: At vente er egentlig at håbe og ønske, og at "hun venter sig" er da gerne en tålmodig fornøjelse, mens "han kan vente sig" allerede indebærer en trussel.

DSB har et aktuelt projekt, som går ud på at belære passagerer om ventetidens grundbetydning af drøm og tålmod gennem forsinkelsernes appel til opfindsomhed og styrkelse af det indre liv. Hvor dyb uviljen mod trafikforsinkelser imidlertid er, forstår man ved et historisk tilbageblik.
Adolf Hitler skaffede sig adskillig dansk sympati i 1930'erne, også blandt visse digtere, fordi han netop fik togene til at gå præcist. Tanken om, hvad der i så henseende skal til af samfundsorden, kan ellers få en til at acceptere perronernes tilbud til refleksionen.

OG AT POESI og venten ikke er uden forbindelse, demonstrerer så megen digtning. Ventetid er det handlingsløse interregnum, tidens pludselige langsomhed, når uret nærmest går i stå. Endda et eksistentielt vakuum, som råber på indhold.
Morten Nielsens unge digte bruger løs af ordet 'vente'. Det ligger latent i titlen på den eneste digtsamling, han selv nåede at redigere, Krigere uden Vaaben (1943). Blandt de efterladte digte er "Ventetid" med indledningen "Ved Gud, vi faar lært at vente." Slutstrofen samler det:

Vi lærte ikke at handle.
For Handling er ikke Had, ikke det vilde Sekund,
hvor man splitter et
Hjerte ad.
- Vi lærte bare at vente.
Uden at vide paa hvad.

Det var så den generations erfaring. Efter den ørkesløse venten kom tomheden. Godot.

JOHANNES V. JENSEN, der om nogle dage har 125 års fødselsdag, var en elsker af jernbanetog. De kørte også lystigt i århundredskiftets poesi og de følgende årtier, når de da kørte. Ellers var der erotisk ladede perroner, stationer og ventesale. Den måske mest berømte ventesal er den, Johannes V. Jensen beskriver i digtet "Paa Memphis Station" (1906). Miserabel er den, med chokoladeautomat, appelsinskaller, cigar- og tændstikstumper. Hans skæbne gik i stå dér i Tenessee, USA, hvor toget uforklarligt ventede time efter time. Hans desperation blomstrede i regnen, mens der kom et pragtfuldt digt ud af ham. Den reelle rejseoplevelse udspilledes ganske vist et andet sted i nærheden med et mindre brugbart navn end Memphis.
En mindre kendt skildring af, hvordan en ventetid kan fordrives på perronen, er kapitel to i hans såkaldte alderdomsroman - herregud, han var 62, da Dr. Renaults Fristelser (1935) udkom. De fleste kritikere bryder sig ikke om den. Den er ellers et filmisk, sprogligt virtuosnummer, et spil på lasternes register. Fortøjningstrosserne kastes, og fiktionens luksusliner stævner ud og lige ind i romanens handling.
Indledningsvis ligger den gamle doktor på dødslejet, hvor da pludselig en fortrængt erindring dukker op i hans øde bevidsthed, en hilsen fra et ellers ulevet liv. Fra engang da en ventetid omstilledes til vild handling, et sekund, hvor han måske, som det nu skal refereres, splittede et hjerte ad.

SOM UNG og ubemidlet studerende rejste den kommende doktor på tredje klasse til Paris, da toget ved daggry gjorde et længere ophold ved en lille station i Belgien mellem Charleroi og den franske grænse. Han slentrede lidt rundt, købte en avis og en kop kaffe med et par stive cognacer til i restauranten, gik over på toilettet. Dér stod et kvindeligt væsen og skurede træværket med sæbelud.
Så følger, som opfattet med ét blik, en mirakuløs, detaljeret skildring af hud og hår og krop og særk af denne kvindelige skulptur svøbt i en klud. Uforberedt og ordløst står de over for hinanden og geråder på stedet i nyfigent håndgemæng.
Pornografikere og naturalister kan godt pakke sammen over for denne mageløse kropstelegrafist og hans grundige sexmeddelelser.
"Magten var over hende, en Katastrofe, en Skypumpe eller Storm, som kyssede hendes skæv, først til den ene Side, saa til den anden, og allerede havde hende højt oppe i Skyerne."
Og så rykker de ind på et af toiletterne og hægter krogen på, mens morseapparatet tikker færdig.
Så lyder stationsfløjten! Afgang! Og ud stormer han i lange spring og når toget. Dér stod hun alene tilbage.

DET VAR SÅ den vej, dr. Renault valgte i livet. Den usle galoppade efter et tog, uden anden grund end at han havde en billet til det. Og endnu ynkeligere: hensynet til en bagage med nogle få klædningsstyker, et par bøger, en barberkniv og en pibe. Det var piben (!), han ikke kunne miste. Johannes V. Jensens 'vise pibe' fra Memphis-digtet.
Det er undladelsessynden, der brænder i doktoren og vel også er skyld i, at han nu i skærsilden accepterer hr. Asbests tilbud om at leve livet om med nye identitetspapirer: Den roman, som så følger, er en fræk variant af Faust-myten. Oplagt til filmatisering.

VENTETID kan udfyldes forskelligt. Selv en venten på døden kan således få uventet liv.
Tag en bog med i lommen til togrejsen eller på næste krydstogt. F.eks. Johannes V. Jensens fabelagtige roman, som nok må hentes op fra bibliotekernes magasiner og lastrum med dens lugt af svovl og køn, celluloid-strimmel og svedne maskuline drømme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu