Vil den virkelige krop venligst rejse sig

Cyberspace udvisker forskellen på køn og race, dyr, maskine og menneske. Cyberfeminismen diskuteres på Sociologisk institut i København

På Sociologisk Instituts seminar om Cyberspace - hvad skal vi der? går man grundigt til værks: Da jeg - lettere forsinket - træder ind står den norske forsker Merete Lie og taler om stenøkser! Der er dog ikke så lang vej til målet, som man kunne frygte, for hendes pointe er ud fra eksempler at påvise, at forholdet til teknologien bestemmes af hvem der bruger, hvem der ejer og hvem der fremstiller den. Det er ikke svært at overføre på den moderne informationsteknologi.
Det er hendes påvisning af, at teknologiske opbrud fører til uorden i samfundets etablerede hierarkier: køn, slægtskabs- alders- og altså dominansforhold heller ikke. Faktisk handler seminaret om denne uorden: om uordenen i cyberspace. Informationsteknologien er jo endnu en sådan ny teknologi, der vender op og ned på det tilvante, men derudover er cyberspace principielt ukontrollerbart, lyder påstanden, og alene heri ligger der muligheder for en nedbrydning af traditionelle modsætninger. Det er dem, der handler om kønnet og dets mandlige og kvindelige betydninger, der står i centrum for seminaret.

Cyberfeminister
To kvindelige teoretikere, Donna Faraway og Sadie Plant udgør det teoretiske grundlag for debatten. Deres teorier fremlægges af lektor Randi Markussen, Århus Universitet og lektor, dr. phil. Nina Lykke, Odense Universitet. Sadie Plant selv var også inviteret til seminaret, men meldte afbud.
Plant og Faraway antager, at cyberspace åbner nye muligheder for de anderledes, dem de kalder the inappropiate others ("de upassende andre") henholdsvis the virtual aliens (hvilket vel knap behøver oversættelse).
Ikke overraskende er det blandt andet kvinder, der er disse virtuelle aliens. Donna Faraway følger kvindernes vandring som 'komponenter' i styringsprocesserne fra telefonistinder til ufaglærte arbejdere, der lodder hardware i Silicon Valley og den tredje verden. Kvinder er en del af 'det integrerede kredsløb' og en uundværlig del, men de ejer ikke teknologien, og er ikke dens primære brugere, altså udenfor: virtual aliens.

Fanget i nettet
I den løbende cyberdiskussion optræder også det synspunkt, at cyberverdenen fremmer en posthuman kultur - og det skal forstås positivt. Vi bevæger os ind i en epoke, hvor mennesket må opgive sin arrogance, ikke blot i forhold til dyr og planter men også i forhold til maskiner, lyder antagelsen. Og den kan ifølge Nina Lykke anvendes på teoretikere som Donna Faraway.
Der er nemlig tre vigtige grænser, der skrider: grænsen mellem menneske og dyr, mellem organisme og maskine og mellem det fysiske og det ikke fysiske.
Det har man jo hørt før, men det er sjældent en opfattelse, der fremføres med begejstring. Bag de senere års debat om bioteknologi ligger netop bekymringen for de nævnte skred.
I cyberteorien hilses imidlertid skreddene velkommen, netop fordi den flydende verden, der opstår, er en ny verden af uafprøvede udviklingsmuligheder.
Kvinder er - sammen med alle andre - ganske vist "fanget i nettet", som Nina Lykke bemærker, men netop derfor må man se på de positive potentialer, der åbnes i cyberspace, mener Faraway og Plant.
En lang række modsætninger bliver potentielt nedbrudt.
*Modsætningen mellem den rationelle tænkning og den stupide materie. En cyborg er et væsen, der består af en blanding af cybernetisk og organisk materiale. De findes, eksempelvis indenfor bioteknologien som onkomus, mus der er født med et splejset kræftgen, hvor det er umuligt at afgøre, hvor det ene hører op og det andet begynder.
*Modsætningen mellem kønnene og racerne ophæves i en 'Internetpersona', hvor det er muligt at lege frit med kønnet, og i robotter, ligeledes med flydende køn.
*Endelig ophæver de nye bioteknologiske reproduktionsteknikker 'det naturlige par', og der opstår reagensglasavlede og gensplejsede børn, der ikke har de klassiske oprindelseshistorier om Faderen og Moderen som arv.
Så samtidig med at menneskets priviligerede plads nedtones, og vi, ifølge cyberteorierne, må til at finde os til rette i et langt nærmere slægtskab med dyr og maskiner, vokser pladsen for the inappropriate others, hvorved nærmest forstås alt, hvad der bryder det instituerede overherredømme - herunder gensplejsede børn, kvinder, cyborgs og kloge maskiner.

Fortrængning i cyberspace
Der er imidlertid også feminister - hvortil hører Sadie Plant - der ser kulturens fortrængning af det kvindelige videreført i cyberspace. Faktisk består Plants indsats, ifølge Nina Lykke, i at 'skrive det kvindelige frem' fra dets usynlige positioner i computerkulturen.
Men hvor en mere traditionel feminisme, med Nina Lykkes ord, forsøger at "rekonstruere det kvindelige subjekt på det mandlige subjekts plads", dér er det Plants mål at tage udgangspunkt i fremtidens posthumane fællesskab med maskinen. Og forestillingen om, at cyberspace er principielt ukontrollabelt åbner altså ifølge Plant for hidtil uanede muligheder her.
Mens den virkelige krop i det posthumane fællesskab selv må give sig til kende, hvis man skal kunne få øje på den.