Læsetid: 4 min.

Virkeligheden under mistanke

28. januar 1998

Fattigdom og illusion, drukneulykke og rodløshed - i noget, der kunne ligne et litterært undersøgelsesprojekt

Læsningen af de to svenske og de to finske bøger indstillet til Nordisk Råds litteraturpris i år afsætter et stærkt indtryk af virkelighedens uvisse karakter, som om der forelå et litterært undersøgelsesprojekt med fire forskellige svar på spørgsmålet: hvilke muligheder har du for at forstå sandheden om din virkelighed?
Svarets usikkerhed er allerede indlejret i det hypotetiske spørgsmål, så meget mere som dødens realitet er en given forudsætning. Bøgernes fællestræk, som jeg har let ved at opfatte som tidstypiske, modificeres dog i høj grad af de genrer, de fire forfattere hver for sig har valgt: erindringsromanen, den fiktivt dokumentariske beretning, digtsuiten og den subjektive centrallyrik.

Selvindsigtens kamp
Kjell Johansson har i jeg-form skildret sin proletariske Stockholm-barndom i forstadsområdet med det idylliserende navn Midsommarkransen, i en familie af taterslægt nær samfundets bund gennem 1940'rne og 50'erne og den langsomme vej ind i folkehjemmet Sverige. Huset vid Flon (Norstedts) er således endnu en rapport om den svenske fattigdom og dens overvindelse, noget omstæn-delig, gentagen, grumme alvorlig trods elendighedens grotesker og familielivets krydrede blanding af fantasi og uafviselig realitet, af druk og løgn, vold og ømhed.
Virkelighedstvivlen opstår i den erindrende bevidsthed og dens strid med fortolkningen af den tvetydige verden og dens mængder af skyldfølelse. Det er en selvindsigtens kamp om i hvert fald at blive til virkelighed i kunstnerisk form.
Fortællerens far er sø-mand, har været på langfart eller måske i fængsel, på skift dyrker han med henreven elskov moderen, der er en læsehest, eller banker hende, når undermanden i ham hærger i alkoholens tåger. Han prøver sig frem som forretningsmand, som fotograf. Mormor og morfar, der bor i huset, afskyr ham og får demonstrativt sendt drengen i familiepleje i Värmland, en fremmed, tavs og ufortolkelig verden. Visse sociale drømme realiseres efterhånden gennem et netværk af ydmygelser og mobning af børnene. Der er fine scener af drengeverdenens fortrædeligheder og tydning af de voksnes liv, med klang af symbol og fantasi. Overalt er både skjulte og kraftigt markerede traumer til stede i familien, hvor søsteren mentalt går i stykker og fortælleren kæmper med sine fortrængninger.

Anstrengt morskab
Kjell Johansson har en lille halv snes romaner på samvittigheden, mens den finske Markus Nummi er indstillet med sin debutroman Det förlorade Paris (Bonniers/Söderströms), der kan læses i svensk oversættelse af Camilla Frostell. Den har brudt med enhver sandsynlighed og leveret en pseudovidenskabeligt udstyret tese om, at Paris kun er en længe opretholdt illusion. Byen forsvandt eller delegeredes ud i omverdenen allerede i årene efter den store revolution, hvor mængder af arkivmateriale blev destrueret i forsøg på at negligere fortiden, med det resultat at byens eksistens sattes på spil. Nu er det pludselig blevet en verdenssensation. En historiker, der partielt har ordet, véd, at verden består af små partikler, der jager frem uden nogen given retning. Det medfører uundgåelige tilfældigheder og tilfældige uudgåeligheder, her fulgt op af mediernes historieforfalskninger og trickvirkelighed.
Det er en noget anstrengt morskab, fremført i et glansløst sprog i blandet stil, et tankeeksperiment med træk kendt fra Borges biblioteksfiktioner, Jan Kjærstads identitetsrelativisme og Lars Gustafssons Bernard Foy-roman.

Lyrisk rekviem
Ölands-digteren Lennart Sjögren har iscenesat en drukneulykke, som gjorde stærkt indtryk på ham i barndommen, om Fågeljägarna (Bonniers), tre mænd, der gik i isens våger. Det er en række intense lyriske monologer af et fælles vi, om verden, der forsvandt i undersøiske syner, vekslende med de efterlevendes klage. "Det var færden ned til vor død/om den er der her berettet./Om dødslandet og vore dage dér/har vi intet at fortælle."
Tilbage er sorgen, stilfærdig, dump, uden hilsen fra de døde. "Vi så vort liv. En bæven var det", lyder fra de levende.
Det er et lyrisk rekviem af megen skønhed og grumhed, i en sikker, usentimental stil, malerisk. Sjögren er oprindelig uddannet som billedkunstner, mærkbart i dette lyriske forfatterskab bestående af mere end et dusin digtsamlinger.

Skræmmende tyngde
Tua Forsström, flere gange med god grund indstillet til prisen, er velkendt i Danmark, bl.a. gennem Peter Nielsen fine bind udvalgte digte i oversættelse, Fiskenes himmel (1995). Den finlandssvenske sørgmodighed og dødsnærværet findes også i den nye samling med den sansetrøstende titel Efter att ha tillbringat en natt bland hästar (Bonniers/Söderströms). Det er som om digtene søger en samtalepartner, som de henvendelser de er, gennemgående til Andrej Tarkovskijs film og bøger, men også en sommerrapport til "W.A.", efter alt at dømme forfatterkollegaen, afdøde Werner Aspenström: "I Australien ler latterfuglene, i Skandinavien/findes der ikke sådanne fugle, meget er vel også tilfældigheder og alt det ved du jo."
Rodløshed i hendes spredte indtryk, også fra Missouri, Benidorm, Sicilien, Stock-holm, Lund og de finske landskaber, forstærker indtrykket af en ejendommeligt fortrolig hjemløshed i sanser og syner, også af den dybhavsstemning, hun jævnlig bruger som spejl. Håb og savn opleves i skiftende tilstande af nærhed og fjernhed. Det er som om Tua Forsström kan besætte mellemrummet med musik og skabe en idé om en sammenhæng, der dog er truet af både vægtløshed og skræmmende tyngde. Det er et lys og en sorthed, som om eksistensen skal strækkes i store dimen-sioner, men egentlig kun for at vejløsheden bliver åbenbar i denne stærke og betagende poesi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her