Læsetid: 2 min.

VM-skak på et letfatteligt niveau

5. januar 1998

Den engelske stormester Adams udnyttede sin landsmands letsindige spil

Skak
Et par af mine kolleger havde valgt - eller anbefalet - at satse spareskillingerne på den engelske stormester Michael Adams, da Dansk Tipstjeneste i slutningen af det gamle år for første gang satte skak på det ugentlige oddset-program.
Adams gav, så vidt jeg husker, pengene 25 gange igen, og set i bakspejlet må den fidus betegnes som rimelig nok - også selv om Adams på de berømte små marginaler skred i svinget i kandidatfinalen mod Viswanathan Anand fra Indien. Englænderen holdt - som berettet i Information nytårsaftensdag - de første otte partier mod Anand remis, men måtte til sidst ned i det niende sudden death-parti.

Benhård duel
Adgangsbilletten til dysten mod Anand havde Adams skaffet sig i en benhård duel mod sin landsmand Nigel Short. De to ordinære partier endte 1-1, idet begge spillere sejrede med de hvide brikker. Så fulgte i de såkaldte tiebreak-opgør tre udmarvende remiser på 66, 54 og 45 træk, inden afgørelsen omsider faldt. Short har hvid i det sjette parti mellem de to:
1. e4, c6 2. d4, d5 3. Sc3, dxe4 4. Sxe4, Sd7 5. Lc4, Sgf6 6. Sxf6+, Sxf6 7. c3, Dc7 8. h3?, Lf5 9. Sf3, e6 10. 0-0, Ld6 11. Te1, h6 12. De2, 0-0-0 ...
Med modsatte rokader er der lagt op til et vildt slagsmål, og når sort allerede her ser ud til at have de bedste perspektiver, hænger det sammen med hvids letsindige 8. h3? - for nu har den sorte bondelavine noget at 'bide i', når den om lidt ruller frem mod den hvide majestæt.
13. a4, g5 - here we come, som de siger på engelsk - 14. Se5, Sd5 15. a5, f6 16. Sd3, h5 17. Ld2, a6 18. Lb3, Kb8 19. c4, Sf4 20. Sxf4, Lxf4 21. Lc3, g4 ...Hurra, der er kontakt med fjenden. Nu er 22. hxg4, hxg4 med deraf følgende åben h-linje selvmord for Short, så han må prøve:
22. h4, g3! Dermed er den hvide h-bonde havnet i ingenmandsland og vil blive livkvideret af den første forbipasserende patrulje.
23. f3, The8 24. Lc2, Lxc2 25. Dxc2 ...VM-skak på et letfatteligt niveau, hvor vi alle kan være med. Sorts plan går simpelthen ud på at få neglene i h4, hvorefter han nemt trænger ind i den hvide skyttegrav og ryger modstanderen ud:
25. -, f5 26. Tad1, De7 27. Ld2, Lxd2 28. Dxd2, Dxh4 - det var ikke spor svært, vel? - 29. De3 - alternativet var at opgive partiet - f4 30. De5+, Ka8 31. Td2, Dh2+ 32. Kf1, Dh1+ 33. Ke2, Dxg2+ 34. Kd1, Dxf3+ 35. Kc2, h4 ...
Og her kapitulerede Short - eller også tabte han på tid. Den slags detaljer fremgår ikke af arrangørernes mange flotte sider på internettet, hvor man nøjes med den lakoniske konstatering: 0-1.
Atter var Shorts drøm om at blive verdensmester bristet. Men i dette parti lagde han unægteligt selv op til at blive rullet.
Når man rokerer kort på et tidspunkt, hvor modstanderen endnu ikke har valgt rokade, og når man tilmed har budt ham velkommen indenfor med et træk som h2-h3, ja, så kommer balladen lige så sikkert som Dronningens hjertevarme nytårhilsener til Grønland og Færøerne.
Mere VM-skak side 8

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu