Læsetid: 5 min.

Man vove maa sit Liv...

3. januar 1998

Dansk skibsfarts-historie i smult vande om den florissante periode

NY BOG
Folk, der af en eller anden uafviselig årsag begav sig på længere rejser i 1700-tallet, måtte forberede sig på lidt af hvert. Holberg, der af egen erfaring kendte til rejsens strabadser, lader helten Peder
Paars sætte alle hensyn til side og vove sig ud på en sejlads fra Kalundborg til Århus.
Paars overgiver sig "Neptuni Vold og Magt" og konstaterer sandheden i artikeloverskriftens vending om at vove sit liv "og ey være bange". Om denne de søfarendes jævnthen gode grund til at nære bekymring vidner et utal af skipperhistorier og de mere officielle søforklaringer.

Lidelser og afsavn
Under periodens fremgangsrige overflade, tilsmilet af en gunstig handelskonjunktur fra slutningen af 1770'erne og frem til englænderkrigene 1801-07, er søfarten uafladelig lidelsernes, afsavnenes og tålmodighedens historie. Rejsen til Trankebar kunne meget vel strække sig over syv måneder på udvejen og syv måneder hjem igen, samt et halvt år på stedet derude. Hjemme sad konen og børnene i den beskedne bolig i Dragør, Svendborg, Horsens, Aalborg eller København. Og ventede. Det hændte ikke så sjældent at ventetiden var forgæves. Dødeligheden ombord på langtursskibene tog sin told. Skørbugens problem var endnu ikke løst, og hændte det, at skipper tog fejl af længdeberegningen kunne tiden på havet forlænges til det livstruende. Besætningerne anduvede i bedste fald deres mål med helbredet i laser og måtte bruge tid og megen møje på restituering, inden mareridtet begyndte igen.
Erhvervshistorie er andet og mere end statistiske rækker, som historikerne møjsommeligt konstruerer af forhåndenværende kildemateriale. Historien udgøres af beretninger om ganske almindelige mennesker - i foreliggende fald søfolk - hvis hverdag dannede grundlag for indtjening, trivsel og udvikling i rigerne. Men den menige mand i disse agtværdige bestræbelser stikker sjældent hovedet frem. Hin letmatros på ostindiefarerne tilbragte ikke just sine få og elendige frivagter med at lytte til stjerneskud og udgyde skriftlige dybsindigheder over livets lunefulde færd. Han forblev i sit sure slid anonym blandt et utal af andre anonyme. Som oftest afsatte han akkurat så meget spor, som sit skib i søen.
Det hændte at tilværelsen om bord udviklede sig så grumt at matrosen valgte fortvivlelsens udvej og en dunkel nat lod sig glide overbord. Den slags registreredes. Men kun i sidelyset skimter vi den menneskelige faktor. Så meget desto større er bedriften for den historiker, der i sin blotte fremstilling af fortiden med ét gør halvmørkets skygger synlige og levende.
En sådan historiker er Ole Feldbæk, der i 3. bind af Dansk Søfartshistorie følger succesen fra de tidligere bind op. Ole Feldbæk, der til daglig er professor i historie ved Københavns Universitet, vil for et større publikum være kendt for: Slaget på Reden (1985) hvor han indsigtsfuldt og på lignende vis gennemlyste stoffet og endevendte dets myter. Dette traume i nyere danmarkshistorie fik med Ole Feldbæks værk anderledes mål og mæle. Feldbæk viser sig også som den kyndige rundviser i perioden i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie fra 1990.
Gyldendals Søfartshistories bd. 3 dækker samme åremål: 1720-1814, hvilket igen underopdeles i tre faser: den første frem til 1778, hvor stormagtskonflikten bryder ud, den anden fra 1778 til 1801-07, da søfartserhvervet for alvor sejler store penge ind på neutralitetstonnagen, og endelig den tredje fra englandskrigene, og frem til 1814, da Danmark kommer til at stå uden for det bedre internationale selskab og derudover, berøvet orlogsflåden, må slås med britiske kapere i de indre danske farvande. Få år efter vælter korthuset, staten går bankerot, en ny tid begynder. Også for søfarten.

Stort og mindre stort
Men op til dette vendepunkt har Danmark, som jo er ensbetydende med helstaten, kunnet opvise en handelsflåde af et format, der relativt set gjorde landet til en af verdens største søfartsnationer. Måske dén største. Feldbæk anslår for året 1806 at omkring 3.500 skibe sejler under dansk flag. Allehånde skibe. I almindelighed hører vi mest om den stort anlagte handel, de lange togter til de Vestindiske Øer, Indien syd om Kap det Gode Håb og Kina, eventyret om sukkeret fra Caribien, slaverne fra Afrikas Vestkyst, krydderierne, lak-varerne og porcelænet fra det fjerne Østen. Her trives billedet af dansk handelsvirksomhed i 1700-tallets anden halvdel. De brusende fregatskibe, der med svulmende sejl og Dannebrog blafrende står sundet ind med Kronborg om styrbord igen og hilses af drønende salutskud, inden de tungt lastede fartøjer søger til kajs i København ved de nyopførte pakhuse. Trekantruten afsluttet, det pinlige med slaverne lagt agter og uden for synsvidde af de forfinede datidige kapitalister i Bredgades palæer.
Men dansk søfart i det
18. århundrede er lige så vel - eller måske snarere mere end det - udvekslingen af varer mellem hovedstad og provins og provins og provins og Danmark og det nærmere udland. Pæreskudernes historie, galeaserne der fragter brænde til hovedstaden og tager færdigvarer med tilbage. Så at sige året rundt drives den trafik undtagen de værste vintermåneder, hvor skipper og mandskab får et velfortjent pust i søfartsbyerne ved kysterne og på de mindre øer.
Feldbæk fortæller om denne mere upåagtede side af fortidens hverdag, skønt man måske i vægtningen af stoffet aner den lærde mands tidlige forkærlighed for fjernhandlen på Indien, som den også kom til udtryk i disputatsen for snart 30 år siden.

Manden på dækket
Mere upåagtet har den fordringsløsere side af søfartshistorien hidtil været, eftersom det nære kildemateriale i altovervejende omfang er tabt. De små handelshuses og rederiers regnskaber og papirer har kun de færreste fundet det umagen værd at bevare. Alligevel er kildematerialet set i et videre perspektiv enormt. Staten havde jo interesse i alle relevante oplysninger, der kunne danne grundlag for told og skat. Moderne elektronisk behandling af disse oplysninger vil ifølge Feldbæk fremover sætte sig spor i søfartsforskningen, som bliver stadig mere populær blandt yngre erhvervshistorikere.
Dertil kommer den nutidige interesse for manden på dækket, livet om bord, hvor sammenligninger med andre lande vil kunne føre erkendelsen videre frem.

Den uvisse gevinst
Et særligt tankevækkende kapitel vier Ole Feldbæk skibenes navne. Landskaberne figurerer ofte, og de kongelige og adelen. Men også tidens begreber og dyder: 'Indfødsretten', 'Enigheden', 'Haabet', 'Fortuna', 'Venskabet', 'Erfarenhed' og 'Standhaftighed'. Alle navne der sagde samtiden ikke så lidt. Dertil kom skibsnavne der henviser til ejerskabet som: 'De to brødre' eller 'De tre søstre'. Eller hvad med 'Grand Mama', som utvivlsomt vidner om forholdene i dén familie. Endelig tindrer også et vist vid i den florissante tid og navngiver med stiv overlæbe skuden: 'Den uvisse gevinst', 'Forsøget' eller råt for usødet: 'Spekulationen'.
Ole Feldbæks fremstilling er som det formentlig er fremgået af disse linier overordentlig vellykket. Fornøjelig og nyttig læsning, velskrevet og dynamisk. Ikke et ondt ord.
Men ét hjertesuk til sidst, en appel til redaktøren. Var det ikke en idé at forsyne et sådant værk med en lettilgængelig oversigt over skibstyperne? Elendige landkrabber skelner jo ikke i deres dagligdag sikkert og vidende mellem galeaser, galeoner, brigger, snaubrigger, bukkerter og jagter, ligesom sejl-føring, rig og diverse fagudtryk jo heller ikke just er medfødte kundskaber. Det må da kunne fremstilles skematisk i et af de næstfølgende bind, inden dampen tager over.

*Dansk Søfartshistorie 1-7. bd. 3, Storhandlens tid 1720-1814. Af Ole Feldbæk. 224 s. Ialt 2716 kr. Værket sælges kun samlet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu