Læsetid: 5 min.

Wim vold og Hollywood

9. januar 1998

Wim Wenders' 'The End of Violence' er en skæv og næppe helt vellykket film, der forsøger at balancere på en farlig grænse mellem ironi og alvor

NY FILM
Wim Wenders' film handler altid - også - om film, fra den allerførste, Summer in the City (1970), til den seneste, The End of Violence.
I 70'erne og 80'erne tog Wenders et opgør med den kommercielle filmindustri, som han mente lavede billeder, som gjorde folk blinde i stedet for at gøre dem seende. Og ud over den omsiggribende billedinflation tog han tillige afstand fra de historier, fortrinsvis om sex og død, som de fleste film pressede ned over en frodig levende verden.
I 90'erne synes Wenders' mistillid til filmmediet at have vendt sig til en forsigtig optimisme, ikke mindst i hans forrige værk, Lisbon Story (1994), hvor en filminstruktør havde valgt at lave 'usete billeder' - der ikke kunne udbyttes af kommercielle kræfter - men til slut blev overtalt til at opfinde filmens eventyr påny. I slutbillederne til Lisbon Story ser vi de to hovedpersoner kaste sig ud i den portugisiske hovedstads trafik med et gammeldags håndsvingskamera og en egen uskyld, som man - måske - fandt den i filmens stumme barndom.
Med disse optimistiske billeder fæstnet på den indre nethinde møder man Wim Wenders' seneste opus med en vis forventningsfuldhed.
Den kendsgerning, at The End of Violence er amerikansk produceret, slår dog straks en god del koldt vand i blodet, for Wenders har aldrig haft det nemt med Hollywood. I 1982 knækkede han halsen på den hyperkunstige Hammett, som Francis Ford Coppola producerede, og samme år udtrykte han sin frustration over dét i Tingenes tilstand, der var et svidende angreb på 'the Hollywood Way'.
På den anden side fik Wenders i 1984 sit store internationale publikumsgennembrud med Paris, Texas, der var om ikke amerikansk produceret, så i hvert fald amerikansk-sproget og optaget i USA.

Ironi eller alvor?
For undertegnede er Wim Wenders en af den aktuelle europæiske films allervæsentligste kunstnere. Det er derfor ikke udelt sjovt at skulle anmelde hans seneste opus, når Wim her synes endnu en gang at være gledet i Hollywoods sovs.
I alt fald opleves The End of Violence umiddelbart som lidt af en fuser oven på den perlende veloplagte Lisbon Story.
Det største problem er, at man ikke rigtigt ved, om man skal le eller græde, om dette er alvor eller ironi, om der bevidst spilles hjerteskærende rædselsfuldt i enkelte scener og vades i de mest tyndslidte klichéer, fordi filmen er tænkt som en slags femtekolonne-angreb på en bestemt form for kynisk-kommercielle underholdningsfilm, som denne instruktør gør en dyd af ikke at mestre.
Usikkerheden behøver naturligvis ikke nødvendigvis at være filmens skyld, og dog...
Kort fortalt handler The End of Violence om en succesrig B-filmproducent Mike Max (Bill Pullman), der bliver kidnappet. Det er ikke helt klart, hvem der kidnapper ham, men de bliver i alt fald skudt ned - af hvem er ikke helt klart - og Max undslipper. Han lader verden tro, han er død, og finder en ny og - skal vi vist forstå - mere indholdsrig og naturnær tilværelse som gartner blandt autentiske mexicanske indvandrere.
Dertil kommer et par andre historier, som er vævet sammen med den første. Bl.a. sidder computer-eksperten Ray Bering (Gabriel Byrne) og iagttager som en anden Dr. Mabuse Max' kidnapning på en skærm i et gigantisk overvågningslaboratorium. Det er (vistnok) FBI, der har anlagt denne Big Brother-central i et forsøg på at komme volden til livs, men systemet er sårbart, kan misbruges - og bliver det (vistnok). Ray har - tilsyneladende - sendt en 400 siders rapport om sagen til Max pr. e-mail, men den forsvinder undervejs. Svært at sige, hvad den indeholdt, men Ray bliver i alt fald skudt, måske af sin chef, mens hans (autentiske) mexicanske husholderske vist alligevel ikke bliver truet af revolvermænd...
Videre er der historien om stuntpigen Cat (Traci Lind), der kommer til skade under optagelserne til en af Max' film, går til seriøs teaterkunst og møder en filmelskende politimand, som netop arbejder med sagen om Max' forsvinden osv. osv.

Porno og paranoia
Hele vejen er det som om Wenders med flid nægter at give os de nøglescener, som ville have kunnet føje filmen sammen til et hele.
I stedet fokuserer han på mere eller mindre intetsigende detaljer - og kaster sig sågar hist og her ud i en skæv humor, der synes inspireret af (eller at forholde sig til) Tarantinos.
Kæmpebabyen fra Riget, alias Udo Kier spiller en voldsfilminstruktør, der bebrejdes af sine skuespillere, at dialogen virker, som var den hentet direkte ud af en dårlig pornofilm. Hertil svarer instruktøren, at det er skam meningen. Replikkerne skal fremføres netop på den måde, som i en dårlig pornofilm, for det er denne instruktørs overbevisning, at der så pludselig vil ske noget. Pludselig vil filmen blive god - "that's the trick!" Man føler sig måske ikke helt overbevist om, hvad det er, der pludselig vil gøre Kiers voldsfilm i Edward Hopper-setting med pornodialog seværdig, men får en intuitiv fornemmelse af, at dette må være en af filmens mest meningsfulde replikker.
Andre betydningstunge statements - i start og slut - vedrører paranoia, som måske i virkeligheden er filmens egentlige tema. Vi får at vide, at paranoia både er USA's vigtigste eksportartikel og hver enkelts egen værste fjende.
Skal det forstås sådan, at paranoiaen ikke udspringer af volden, men at volden omvendt udspringer af paranoiaen, som 'nogle' har interesse i at holde vedlige? Svært at sige...

Play it again!
The End of Violence er ikke blandt Wenders' største film. Den fremstår som et lille skævt divertimento, der opererer på et helt andet ambitionsniveau end Paris, Texas og Himlen over Berlin. Den er ikke intens, men sætter en ære i konstant at kortslutte hver gang der er lagt op til spænding og/eller indlevelse.
Og alligevel kan man ikke frakende den en vis fascinerende, langsomt brændende Wenders-stemning. Billederne er køligt elegante, rytmen adstadig og tilbagelænet i såvel klipning som musik. Sidstnævnte, der leveres af bl.a. U2, Ry Cooder, Tom Waits, Los Lobos og Brian Eno, er som altid i Wenders' film helt i top.
Jeg skal ikke nægte, at The End of Violence skuffede mig, og at jeg i første omgang følte mig fristet til at give denne anmeldelse en fiks overskrift i retning af "The End of Wim?".
Måske det faktisk er Wim Wenders' sidste krampetrækninger, men jo mere jeg tænker over denne kuriøse film, jo mere lyst har jeg til at se den igen, for jeg bliver stadig mere overbevist om, at der er noget, jeg har misset.
Det er en sær film, men den er næppe så uspændende, som den kan forekomme ved første øjekast. Se den og døm selv!

*The End of Violence. Amerikansk. Instr: Wim Wenders. Manus: Wim Wenders og Nicholas Klein. 122 min. (Grand)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu