Læsetid: 7 min.

900 søer giver 20.000 smågrise

6. februar 1998

Et lille års tid har Jørgen Kjørup været i gang med at opbygge sin produktion af titusinder af smågrise pr. år

Panfløjte og smaskende pattegrise, det er den lyd, der kommer ud af højttalerne i loftet.
"I begyndelsen, da de allesammen var unge gylte, vidste de jo ikke noget om, hvad der skulle ske," forklarer svineavler Jørgen Kjørup.
"Vi havde nogle, der åd grisene. Og det var værst, når vi tog et nyt afsnit i brug, hvor der ikke var lyde af smågrise."
"De havde ikke gået til fødselsforberedelse, jo," griner fodermester Lars Petersen.
"Så fik vi optaget et bånd
i en stald med nogle gamle søer, der lå og ammede. Det blandede vi med panfløjtemusik. Vi spiller det hele natten. Og det virker," siger Jørgen Kjørup.
Vi er på rundvisning i hans moderne bedrift: To nybyggede stalde til 900 søer. Halv-
delen går løse i et halmareal, mens de er drægtige. De andre står i bokse, fra de føder smågrisene, og indtil de med sikkerhed er drægtige igen.
Alt er nøje gennemtænkt og rationelt indrettet med henblik på krav om høj produktion, lavt medicinforbrug, dyrevelfærd og miljø.
Medicinforbruget er cirka det halve af gennemsnittet. Og anlægget opfylder - med en lille ombygning - kravene i den kommende mærkningsordning.
Det første, Jørgen Kjørup viser frem, er computeren.
Hver so i løsdriftstalden har en chip i øret med en ottecifret kode. Den registreres af computeren, hver gang soen går ind i en foderstation for at få noget at æde. Computeren styrer anlægget, så soen får nøjagtig den mængde foder i truget, den skal have. Det afhænger af, hvor langt den er henne i drægtigheden.
På skærmen ser vi en so, der fik sine 2,61 foderenheder i morges klokken 7.04. Ved 11-tiden prøvede den fire gange til. Men det fik den ikke noget ud af.
"Den her har fået grise to gange. 11 den første gang og syv anden gang. Vi registrerer, hvornår hver enkelt bliver løbet. Så ved vi, at den skal have grise 114 dage senere. Vi kan planlægge, præcis hvor mange grise der vil komme, og hvornår de skal sælges. Hende her er 48 dage henne og kører på foderplan 2. Hernede kan du se det samlede foderforbrug i den tid, hun har gået i vores system," fortæller Jørgen Kjørup.

Selektion og sædbank
Han bruger også oplysningerne på computeren til at selektere dyrene:
"Vi køber gener ind, som vi bruger på de 10 procent bedste. De 10 procent dårligste slagter vi."
De bedste er dem, der får flest grise og er gode til at passe på dem. Men det tæller også, hvor mange gange de skal løbes, før de bliver drægtige.
Næste stop er laboratoriet.
"Vi tapper ornerne i stedet for at lave naturlig bedækning. Det sparer en masse tid, og vi har helt kontrol over sædkvaliteten. Af en eller anden grund kan en orne godt pludselig have en dag, hvor ingen af sædcellerne er levende. Vi har dem under mikroskop, og så fortynder vi sæden i en sukkerlage. Så har vi sådan en portion her. Der er fire-fem milliarder sædceller. I én portion fra en orne kan der være op til 100 milliarder."
Inde i løbeafdelingen står søerne i bokse. Mellem boksene går 14 orner i sti, så søerne kommer i brunst.
"Søerne bliver løbet to-tre gange, men vi rammer 85 procent første gang. Vi ved nøjagtig, hvornår grisene kommer. Det skal vi også. Ellers går de til."

Hospitalsscanner
"De står fire uger. Så bliver de scannet," fortæller Jørgen Kjørup og viser os den lille transportable hospitalsscanner med sonde til 25.000 kroner.
"På dag 23-25 kan vi se fosterblærerne i livmoderen. Vi har en rimelig sikkerhed for, at de er drægtige, og at æggene har sat sig fast i lovmoderen, når vi lukker dem løse. Det er for besværligt, hvis vi skal have alt for meget fat på dem, når først de går løse."
Det er i fareafdelingen, man hører panfløjte og smaskende pattegrise i højttalerne.
"Vi ligger på 11 levendefødte i snit. De svageste tager vi over til en ammemoder. I naturen ville de bare dø. Det går meget ud på at gå og kæle for den svageste. Den gode rører man jo stort set ikke. Den kører bare lige igennem."
De fleste af søerne har 14 fungerende patter.
"Tidligere var der måske kun 12 funktionsduelige, men det er et af de arveanlæg, der ikke er så nemme at lave om. Ellers kunne du jo bare have sådan en kilometer so, jo."

Sygdomskontrol
Grisene bliver solgt til opfedning hos andre landmænd, når de er fire-fem uger gamle.
"Det kan godt være dyrplageri at lade soen beholde grisene, når de er mere end fem uger gamle," siger Jørgen Kjørup.
"Uanset hvor energirigtigt foder du bruger, kan soen nogle gange malke så meget, at den bliver fuldstændig afkræftet."
Men opdelingen har også et andet formål:
"Så længe grisene får mælk, har de antistoffer fra moderen. Når de bliver taget fra, begynder de at lave deres eget immunforsvar. Og det er ikke sikkert, det er identisk med det, søerne har. Så det er lettere at kontrollere sygdomme ved at fjerne dem."
Opdrætterne kører i intervaller. Efter syv til otte uger rydder de hele deres ejendom for grise, vasker alt af og starter på en frisk. Det giver et ensartet lavt sygdomsniveau og et meget lavere medicinforbrug.
De 900 søer med pattegrise svarer til 212 dyreenheder. Jørgen Kjørup vil ikke over 250, og det ville også kræve mere jord til at sprede gylle på.
I forenden af de fleste bokse er der fast gulv. I bagenden er der spaltegulv, hvor gyllen kan løbe bort. Efter en mindre ombygning vil staldanlægget leve op til kravene i den kommende mærkningsordning. "Vi tilgodeser dyrene velfærd så meget, vi overhovedet kan, når vi samtidig skal være sikre på vore produktionsresultater," siger Jørgen Kjørup.

Alle eksperter i sving
Løsdriftstalden er bygget efter de nyeste metoder.
"Vi samlede alle, der vidste noget om det i Danmark, for at finde frem til den rigtige indretning," siger Jørgen Kjørup.
Hvert hold søer ligger i et halmareal. En gang om ugen bliver der kørt friske halmballer ind med transportøren i loftet. Hvert halve år skal det dybe lag halm, der komposterer og varmer, skiftes ud. Det er meget vigtigt at indrette stalden sådan, at søerne mest skider ude i mellemgangen, hvor en skraber med wire-træk fjerner gyllen.
Når søerne vil have noget at spise, går de over mellemgangen til den automatiske foderstation, hvor de kun kan komme til én ad gangen.
Foderblandingen kommer i et rør ude fra foderafdelingen, hvor en computer med tre recepter selv sørger for at veje de rette mængder af fra siloerne.

Så skal den kanøfles
Soen står mellem to vægge, mens den spiser.
"Hvis ikke de står beskyttet, er der 20 procent, der
ikke får noget foder. Den stærke gruppe holder altid til i den ene side af anlægget - der hvor der er kortest vej til foderet. Når der er problemer med et dyr, kan vi altid finde det i den modsatte side. Helt sikkert."
"Hvis en af de stærke får en benskade eller lignende, kan det godt ske, at den bliver slået ihjel. 'Nu er den svag, så skal den kanøfles'. Så vi er nødt til at gå ind hver dag for at se, om der ligger én, der skal pilles ud. Det er vigtigt at have en flok, der er så stor, at de ikke kan kende hinanden. Hvis du kun har 10, kan de huske hinanden. Så kan den svage ikke komme væk."
"Det er svært at se, hvis en enkelt af dem smider sine grise. Det forsvinder jo i halmen. Derfor har vi et par orner stående. Omløberne kan lugte ham, og så står de hernede og kommer i brunst."

Fjernstyring og nærvær
Hvis en foderstation er defekt, kan Jørgen Kjørup se det hjemme hos sig selv og sætte den i gang igen via et modem. Men selv om det hele i princippet kører ret automatisk, er der alligevel brug for både overvågning og indgreb.
På computeren kan man skille dem ud, der har mere end to foderenheder tilbage på et døgn. Det kan være, de bare har tabt chip'en i øret, men de kan jo også være syge eller måske have fået én på nakken, så de ikke tør gå ned til foderstationen igen. Så bliver de skilt fra og kommer til genoptræning i et særligt anlæg.
"Men det går galt, hvis man nøjes med at bruge levner-listen," siger Lars.
"Vi er jo mennesker, vi kan have lavet fejl med indrykning og udrykning af dyrene. Du er nødt til at kikke på dem alle sammen."
Arbejdstiden er fra 7 til 16. Jørgen er som regel inde at lukke hver aften, før han går i seng. I weekenden er der kun en på arbejde.
Jørgen og Lars er tilfredse med deres arbejde. De føler, at de behandler dyrene godt og ønsker ikke at gøre det meget anderledes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu