Læsetid: 4 min.

Et afrikansk storbymirakel

7. februar 1998

Denne weekend starter de afrikanske fodboldmesterskaber i en af verdens materielt set fattigste storbyer - men Bur-kina Fasos hovedstad, Ouagadougou, er rig på tolerance, traditioner og erfaringer

Derude
Fredag morgen klæder kejseren sig med sine pagers hjælp i en lang, guldbroderet kjortel.
Den svære mand træder ud på pladsen foran paladset. Ministrene venter ham, hver på sin bestemte plads. Kejserens hest står klar med flerfarvet seletøj.
Siden han i 1982 blev indsat i mossi-folkets højeste traditionelle embede, har kejser Baongo den 2. hver fredag ladet som om, han vil sætte sig i sadlen for at forlade hovedstaden, helt i overensstemmelse med de ritualer, hans forfædre har respekteret gennem århundreder.
Ministrene trygler ham om at blive: Riget går i opløsning, hvis han ikke er til stede til at sikre freden og traditionen. Han lader sig overtale og går tilbage i paladset, men kun for at komme ud igen i en hvid dragt og lade sig hylde af sangere og musikere.
At Burkina Fasos folkevalgte præsident Blaise Compaoré muligvis holder møde med sine ministre den samme formiddag et andet sted i Ouagadougou, forstyrrer ikke ceremonien med "den falske afrejse".

Fodbold og fattigdom
Endnu mindre vil Baongo den 2. føle sig generet, når en række fodboldkampe vil få stemningen til at stige til kogepunktet på det nyrestaurerede Bystadion lige ved siden af paladset. I denne weekend begynder Africa Cup i fodbold i Burkina Faso. Folkesnakken vil vide, at kejseren af Ouagadougou er meget interesseret i den populære sport.
Fra hele verden vil folk, der ligesom kejser Baongo den 2. holder af afrikansk fodbold, strømme til Ouagadougou. Mange af dem vil forinden læse sig til, at væksten i byens indbyggertal har slået verdensrekorder gennem 80'erne og 90'erne. Og de vil i statistikkerne konstatere, at Burkina Faso i dag er et af verdens allerfattigste lande.
På turen fra lufthavnen vil billedet af den afrikanske storby blive bekræftet: Den gamle taxa humper hen over huller i sidegaderne, mens en sur lugt siver op af de åbne kloakker. En blind tigger føres af et barn på sin vej gennem byen. Foran en butik med lukkede skodder indretter nogle gadebørn sig på fortovet.
De fleste af os har fra tv et indtryk af afrikanske samfunds sammenbrud: Billeder af storbyslum, sygdom, kriminalitet og teknik, der ikke fungerer, kaos. Hvordan skal det dog gå, når et af de allerfattigste lande i Afrika skal organisere afslutningsrunden i de afrikanske fodboldmesterskaber?

Ouagadougous rolige puls
Hvis den nyankomne nyder sin morgenmad ved et af de mange fortovs-kaffeborde, kan han de første timer få gode snakke med kaffe-sælgeren og skiftende kunder. Langsomt fornemmer han en stemning, en særlig rytme, som er en del af svaret.
Ouagadougou er blevet en storby, men ikke en elendig kopi af Europas hovedstæder. Hvis den fremmede tager sig tid til et ekstra glas kaffe på sin grove bænk, vil en særlig følelse begynde at sive under huden.
Det har noget med de forbipasserendes gangart at gøre. Ikke at den er bestemt langsom, snarere rullende, harmonisk, afslappet. Hele kropssproget afslører en ro, som ikke bliver mindre markant af, at folk har så let til smil og latter, når de mødes og giver hånd den ene gang efter den anden. At hilse længe og hjerteligt på hinanden synes alle at have tid til hver gang.
Aldrig har den fremmede været i et miljø, der er så forskelligt fra det hjemlige, og alligevel føles det på en måde som at komme hjem. Der er noget i Ouagadougous rytme, som vi alle inderst inde længes efter.
Men så er prisen vel, at ingenting fungerer? Den europæiske effektivitet kan vel ikke kombineres med den afrikanske rytme?
Allerede ved kaffebordet vil folk fortælle den fremmede, at det nok skal gå med de fodboldkampe. "Ouagadougou er Vestafrikas kulturelle hovedstad," vil man sige med synlig stolthed, selv om tøjet måske er slidt, og plastiksandalerne allerede repareret et par gange.

Afrikas Hollywood
Ouagadougou er vant til store arrangementer. Her afholdes hvert andet år filmfestivalen FESPACO, der har givet byen tilnavnet Afrikas Hollywood.
Filmfestivalen har hovedæren for, at der i vore dages Ouagadougou er hundredvis af hoteller, restauranter og barer fordelt over alle kategorier. De seneste år har ejerne nydt godt af, at byen nu også er værtsby for Afrikas største kunsthåndværkermesse SIAO. Forskellige teaterfestivaler hører også til de tilbagevendende begivenheder, hvorimod det store fransk-afrikanske topmøde i december '96 var en engangsopgave.
Til den lejlighed blev der bygget en helt ny konferenceby - Ouaga 2000. Lufthavnen blev udvidet og mange gader nyasfalteret. Mon ikke en kasse i Paris har betalt det gilde? Nu kan Ouagadougous borgmester så glæde sig over, at det forløb godt, og at både bygninger og veje stod tilbage, da de prominente gæster og deres sikkerhedsvagter var ude af landet i god behold.
Mange internationale organisationer har kontorer i Ouagadougou, og utallige møder og konferencer afholdes her. Den vigtigste grund er det sociale klima.
En anden vigtig grund er, at faxen på posthuset og mange andre af de hjælpemidler, den amerikanske og europæiske gæst er så afhængig af, faktisk fungerer.
"Vi er fattige, men det er ikke håbløst." Disse sætninger gentages ofte i Ouagadougou. Byens mirakel ligger primært på det menneskelige plan - i det sociale og det moralske, med de forbehold der hører til beskrivelsen af enhver storby.
De mange udlændinge, der vil tilbringe dele af februar i Ouagadougou for at nyde den kreative afrikanske fodboldstil, kan roligt gå hen til kejserpaladset en fredag morgen. Der er offentlig adgang til at overvære "den falske afrejse," hvor kejseren hver eneste uge får understreget sin uundværlighed.

Thyge Christensen har bl.a. skrevet 'Burkina Faso: Værdighedens Jord'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu