Læsetid: 3 min.

En aften blandt rødderne

14. februar 1998

TIL NÆSEN
En læser gjorde for nylig ophævelser over, at Vinredaktøren angiveligt skulle være blevet "fisefornem", efter at han var blevet prioritetsbestyrer.
Det er den slags, der svi'r. Faktisk er anklagen så krænkende, at det er til at falde i druk over. Men man kan jo også sætte sig ned og granske lever og nyrer. Er der noget om det?
Der er et eller andet ved parcelhuse, der gør, at man kan komme i tvivl, om man ejer dem, eller det er omvendt.
Da vi beboede godt 60 kvadratmeter i en af pensionskassens skilsmissesiloer ude i Sundbyvester, havde man mere brug for den offentlige dagligstue, som stamværtshuset udgør. Og så kørte HT-bussen så bekvemt forbi, når man var på vej hjem. Det gjorde man langtfra altid selv. Kørte forbi, altså.
Når man råder over flere kvadratmeter og oven i købet en lille have, er trangen til at nyde hjemmelivets fornøjelser større. Og dertil kommer en ikke uvæsentlig ting - Totalkredit, Realkredit Danmark og Jyske Bank sørger for, at rådighedsbeløbet til at føre sig frem ved bardisken reduceres mærkbart.
Samtidig sker der helt snigende det, at man ved at omgås vinskribenter og vinfolk jævnligt, let falder ind i en jargon, der måske er mere sagligt dækkende, men også mindre morsom, end da man frygtløst kastede sig ud i noget, man hverken helt havde overskuet eller havde alt for meget begreb om. Man bliver One of the Boys, og samværet med spanske lokalpolitikere og tyske arvegrever tager mere og mere tid fra de muntre stunder med Smeden, Den Professionelle Venstreekstremist, Det Lange Hyl, Den Syngende Glaspuster og alle de andre brave folk fra Ama'r og omegn.
Jo, måske læseren har en lille bitte smule ret.

Det var så bekendelserne. Den slags er jo blevet så moderne i dette distingverede dagblad på det seneste. Jeg skal dog ved denne lejlighed skåne Dem for en redegørelse for mit ståsted i striden mellem de muntre libertinere og de sure moralister. Men de har selvfølgelig lov at gætte.
Den umiddelbare anledning til selvkritikken var nu den mere positive, at vore gamle venner Organisatoren og hans kone Parykmageren en dag ringede til parcelhusfolket (Den Snakkesalige og Vinredaktøren) og spurgte, om ikke vi havde lyst til at høre lidt levende musik.
Organisatoren spiller i det lokale kultorkester Ama'r Kix, men han har også et lille garageband, som øver hjemme i hans kælder - undertiden med hans syv-årige søn Den Lille Terrorist på trommesættet. Bandet består af garvede rotter fra øens musikliv i alderen 35 til 50 år, og ud over musik spiller de også badminton i den lokale klub. Den skulle lægge lokaler til, og kantinebestyreren Buller skulle stege nogle engelske bøffer med bløde løg, hvide kartofler, agurkesalat og tyk brun sovs. Og så skulle der jammes bagefter.
Jeg tror, at det var den bedste aften i byen den lørdag. Juhu-pigerne var mindre end purunge, publikum strakte sig fra badmintonpiger, der kunne sælges til Penthouse og pynte på Ama'rs betalingsbalance, til mere modne typer, der lignede Britta Schall Holberg og depotbestyrere fra Carlsberg. Og så var Elektrikeren og Den Syngende Glaspuster der også - sidstnævnte til alles lettelse med dårlig hals og minus guitar.
Der var ingen Hugo Boss-habitter og ingen synlige generationskløfter.
Der blev danset og hujet, og de gamle drenge fyrede et repertoire af bygget på den slags numre, gamle rockdrenge kan li': Mustang Sally, Fire, Stand by Me, Needles and Pins, Walking the Dog og den slags.

Det er blandt andet sådanne evenementer, der får os derude til at elske Ama'r og ryste medlidende på hovedet af dem, der tumler rundt blandt døddrukne teenagere i mærketøj i den indre by i weekenden.
Og så gør det heller ikke noget, at en halv liter fadøl fra Faxe koster 18 kroner. Der var også rødvin til dem, der har det sådan. En portugiser til ingen penge - som så heller ikke var mere værd. Og så drak vi cognac til kaffen. Det gør vi nemlig på Ama'r. Og Vinredaktøren sejlede lykkeligt smågrinende rundt på sin hjemmebane uden at skænke Cru'er, malolaktisk gæring, årgangstabeller og lignende en tanke, mens mere danseorienterede fik kørt Den Snakkesalige træt. Måske vores sjæle stadig står til at redde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her