Læsetid: 5 min.

Amerikanerne gør klar til tv-krigen

14. februar 1998

Mens det amerikanske folk har affundet sig med endnu en luftkrig mod Saddam Hussein, rejser intellektuelle og forfattere en kakofoni af kritiske spørgsmål til Clintons krigsplaner

Boston
For Det Hvide Hus, Kongressen og Washingtons udenrigspolitiske elite synes en luftkrig mod Irak allerede at være en afgjort sag, selv om ingen politiker eller militærofficer indtil videre har formuleret et klart og overbevisende argument for at gribe til våben kun syv år, efter at den sidste storkrig i Den Persiske Golf endte med de Allieredes sejr over Saddam Hussein.
Til trods for en nagende tvivl lader det til, at det amerikanske folk har affundet sig med endnu en luftkrig mod tyrannen i Bagdad, der ligesom sidst vil blive afspillet i et festfyrværkeri på tv-skærme og nu også på websiderne. Et bombardement, som utvivlsomt vil føre til civile tab og endnu engang præsentere amerikanerne for tv-billeder af skræmte piloter taget til fange og torteret af Saddams håndlangere.
Men midt i denne folkelige resignation rejser sig nu en kakofoni af divergerende røster fra amerikanske forfattere og intellektuelle.
"Vi er blevet farlig for omverden. Jeg fatter ikke, hvorfor vi amerikanere er blændet af det åbenlyse - at vi kører lukt mod en katastrofe, som vi selv har tilrettelagt," siger forfatteren James Caroll, en tidligere katolsk præst, til Information.
"Clinton har truet med anvendelsen af overvældende magt på en så iøjnefaldende måde, at truslen nu bliver selvopfyldende. Vi bliver nødt til at handle, for ellers bliver vor troværdighed som supermagt undermineret. Så hvis Hussein ikke bøjer sig, går vi i krig, ikke fordi det giver nogen mening, men fordi vi hele tiden har sagt, at vi vil gøre det."

Hvorfor hastværket
Carroll var militant i den amerikanske fredsbevægelse i1960'erne, hvorom han fornylig udgav den præmierede bog An American Requiem, og skriver en ugentlig kommentar i dagbladet Boston Globe om krig og fred, moralske og etiske emner.
"Præsident Bush' Golf-krig var efter min mening resultatet af en statsmands velovervejet og gennemtænkte beslutning, selv om hundredetusinde omkom og Saddam Husseins regime overlevede og han stadig truer verden med sine våben," siger James Carroll.
"Men vi bør spørge os selv, hvorfor en lille nation som Irak angiveligt ønsker at fremstille og muligvis anvende biologiske våben. Svaret er, at antrax er det fattige lands svar på vores atomvåben og det bliver vi nødt til at vænne os til. Så lang tid vi klynger os til disse dæmoniske a-våben, vil andre nationer forsøge at erhverve dem."
Carroll kan ikke forstå hastværket med at gå i krig. "Hvad med konsekvenserne? Dem tænker ingen på. At bruge magt mod Saddam vil blot styrke hans stilling i Irak og den arabiske verden. Og hvis vi anvender magt for blot at bekræfte, at vi er de stærke, ja så ligner vi den svage. Det gør os farlig," mener han.

Spørgsmål til Clinton
En anden amerikansk forfatter Tom Clancy fremførte et mere politisk begrundet argument imod et luftangreb i gårsdagens New York Times ved at stille disse spørgsmål til præsident Bill Clinton:
*Hvem har forklaret det amerikanske folk, hvorfor det er nødvendigt at sende vores sønner og døtre ud i en krig?
*Hvem har sammentømret en alliance med de lande, hvis hjælp vi mangler for at kunne anvende vores politiske og militære magt effektivt?
*Hvem har været i stand til at lokalisere de mål, vi skal udbombe?
*Hvem har forberedt os og verden på de ubehagelige konsekvenser, som vil følge af selv et succesrigt luftangreb?
*Hvad er det nøjagtigt, vi forsøger at fuldbyrde?
*Hvad er en succes?
*Hvor sandsynlig er en fiasko, og hvad ville dens konsekvenser være?
Tom Clancy konkluderer: "Hvis nogle af disse spørgsmål allerede er blevet besvaret, så er det undgået min opmærksomhed. Vores præsident er en begavet politisk taktiker på hjemmebane, men han har endnu ikke sat sit mærke inden for dette område. At anvende magt i den del af verden uden at forberede sig grundigt ville være at begå en langt større forbrydelse, end den han er beskyldt for i disse dage i Washington."
Kun få politikere har udtrykt samme tvivl og skepsis.
"Jeg er bedrøvet over endnu engang at høre krigstommerne. Lad Kongressen vedtage en resolution, som opfordrer regeringen til at undgå blodsudgydelse i Irak," sagde det demokratiske kongresmedlem Ron Dellum fra Californien i sidste uge.
En sådan resolution er naturligvis ikke blevet vedtaget, men ret karakteristisk for den usikre stemning i Washington rejste lovgiverne i går hjem i ti dage uden at stemme om en resolution, der bakker regeringens Irak-linje op. I stedet udtalte to ledere fra hvert parti deres uforbeholdne støtte mundtligt.

I krig for billig olie
Under en høring i Repræsentanternes Hus torsdag tog selv den tidligere CIA-chef James Woolsey afstand fra USA's plan om "et begrænset luftangreb" mod Irak.
"Det giver ikke mening at angribe fra luften uden at have en sammenhængende plan for at styrte regimet. Saddam Hussein vil blot placere civile nær bombemålene og eventuelt myrde dem, hvis ingen omkommer. Så kan han bebrejde os," sagde James Woolsey.
På den anden side påpeger en forhenværende seniorrådgiver i udenrigsministeriets afdeling for politiske og militære anliggender, at konsekvensen af at undlade et luftangreb kunne forværre situationen i regionen.
"USA's og FN's troværdighed ville være svækket, og Saddam kunne konkludere, at vi har trukket os og så begrænse våbeninspektionerne yderligere," siger Andrew Winners, der forlod Clinton-regeringen sidste år, til Information.
"Hvis USA fortsat skal være den dominerende magt i Den Persiske Golf, bliver vi nødt til at følge trusler op med våbenmagt i en situation som denne. Husk, at alternativet til USA er Iraks og Irans herredømme," mener Winners, der nu arbejder for Institute of Foreign Policy Analysis i Cambridge, Massachusetts.
"Efter min mening bør præsident Clinton gøre det klart overfor den amerikanske befolkning, at vi går i krig for at forsvare vores strategiske interesser i regionen, herunder den billige olie, og for at fjerne en diktator, som er farlig for sine naboer men også for os selv. Saddam Hussein vil med lethed kunne sprede en sky af antrax i New Yorks gader," siger Winners.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu