Læsetid: 8 min.

Aqua er et lykkehjul

4. februar 1998

Pladebranchen er blevet en salgsfikseret
hit-automat, siger Sebastian, der ser Grammy-showets stand-up-trend som udtryk for manglende selvtillid

CDANG-LAKRIDS
"Sebastian skal heldigvis ikke synge her i aften," sagde Casper Christensen ved sidste års Grammy-fest. Sebastian svarede igen ved i et læ-serbrev at kalde Grammy-showet "en plat tilsvining af musikere."
I år har man valgt Christensen fra til fordel for komikerne Timm & Gordon, men det bliver showet ifølge Sebastian næppe bedre af: "Det var i virkeligheden ikke Casper Christensen, jeg var ude efter, men pladebranchen. Den tvivler så meget på sin egen musik, at den føler, det er nødvendigt, at få det meste af aftenen besat af stand-up komikere. Det synes jeg er meget sigende," siger Sebastian til Information i kælderen under Det Elektriske Hjørne, hvor vi har søgt ørenlyd for cafeens MTV-pop.
"Det er helt klart de hurtige hits, man går efter i dag," siger Sebastian, alias Knud Torben Grabow Christensen, der adskillige gange i løbet af sin 28-årige musikerkarriere har haft riven ude efter branchen. I midten af halvfjerdserne, da Sebastian var sin vægt værd i guldplader, oplevede han at være på auktion mellem to rivaliserende selskaber. "Jeg følte mig som en pakke vaskepulver," udtalte han dengang. Erfaringen blev en del af støbegodset bag pladen Cirkus Fantastica (1979), der ifølge Information fra dengang var en "stilsikker beskrivelse af underholdningsindustriens blændværk og dobbelthed."
I 1998 ser Sebastian ikke mange tegn på, at det fantastiske cirkus har pakket grejet: "Man undrer sig over, at et dansk band som Aqua pludselig vinder frem over hele verden. Men det er der ikke noget underligt i, for det er bare sådan et lykkehjul, der kører. Man indretter produktet efter noget, der eksisterer i forvejen. Næste år er det portugisisk eller brasiliansk."
"De store pladeselskaber er blevet ekspeditionskontorer for nogle store udenlandske hits, og derfor vælger de simpelthen ikke at have danske afdelinger, eller de har en lillebitte dansk afdeling med to-tre navne."
En del af miseren ligger ifølge Sebastian i det faktum, at alle store danske pladeselskaber er blevet opkøbt af multinationale selskaber. BMG købte Genlyd, Sony købte PladeCompagniet og EMI købte Medley. Det kostede undervejs intensiteten og idealismen: "I slutningen af 70'erne blev pladeselskaberne store kontorlandskaber," siger Sebastian, "hvor man kiggede på skærme og tal og gik hjem kl. fire, mens de mindre pladeselskaber med idealismen i orden gik i byen om aftenen og hørte, hvad der foregik. Her tænker jeg på folk som Poul Bruun og Jes Petersen. Det var dem, der hørte hvad der foregik og opdagede de nye navne."
"Poul Bruun, der brød ud fra CBS og startede Medley, markerede i høj grad sin virksomhed på danske ting, danske kunstnere. Da Medley igen er lagt sammen med et multinationalt selskab, EMI, forsøger man stadig at køre nogle enkelte danske ting ud i den store verden, som Mi-
chael Learns To Rock, men derudover er der ikke meget
manpower tilbage i selskabets danske afdeling."

Enorme tv-budgetter
"Når selskaberne sidder og kigger på skærme og tal og regnskaber, skal et etableret navn sælge lige så meget eller mere end den forrige plade for at være interessant, ellers begynder man at kigge andre steder hen," siger Sebastian, der hævder at hit-orienteringen har ramt en stribe etablerede, danske navne hårdt.
"På et tidspunkt syntes pladeselskaberne, at et pladesalg på 35.000 for en kunstner ikke var nok. Man laver i stedet en pulje på måske 4-5 navne, som er nye, og hvor man regner med, at i det mindste én af dem bryder igennem, hvorimod man forventer af etablerede navne at de sælger meget mere."
"Jeg har været udsat for, at et pladesalg på 75-100.000 var skuffende for pladeselskabet, fordi de havde regnet med det dobbelte."
"Der har været en kedelig tendens til, at nogle pladeselskaber lidt hurtigt har droppet de navne, som i realiteten har været med til at støtte dem, ved at give pladeselskabet store salgstal."
Sebastian, der i år er aktuel med en opsamlingsplade med børnesange, peger på yderligere et fordærvende aspekt ved salgsfikseringen: "Selskaberne tror ikke, de kan sælge noget, uden at bruge 5-600.000 tusinde på tv-reklamer. Det lægger en enorm belastning på udgiftssiden på en plade."
"Jeg og andre brugte forholdsvis mange penge i studiet i 70'erne. Det kom der en kvalitet ud af, som af sig selv i ret høj grad kunne sælge. I dag har man ikke råd til store indspilningsbudgetter, fordi tv-markedsføring lægger en ordentlig klods på budgettet."
"De udgivelser, man tv-annoncerer for, er opsamlings-eller compilation-albums. Man sparer udgifter på indspilningssiden, plus at der er en genkendelighed hos publikum," siger Sebastian, der mener, at vejen frem må væ-re, at pladeselskaberne tænker på, at musik, der er interessant og original nok, også kan sælge sælge.
"Den enslydende musik får fat i en del af det unge publikum, men det er ret kortsigtet, for man er nødt til at opfinde trends eller image eller den slags ting, i højere grad end man leder efter det originale eller ægte."

Norge og Sverige kan
- Men det er vel i sidste ende musikerne, der laver sangene og sætter dagsordnen?
"Hvis du har et helt hold musikere, som hele tiden får tudet ørene fulde af, at tingene skal lyde på en bestemt måde - og når radioen og MTV spiller den slags musik hele dagen - så får du indtryk af, at det er det folk vil have, men det er det ikke nødvendigvis. Det er klart at publikum skal have mulighed for at høre noget anderledes for at tage stilling til det anderledes."
"I 10-15 år har alt skullet være rap eller hip-hop eller lignende. Der er ikke noget underligt i, at tv og radio elsker det, for det minder om det de selv mægtig gerne vil, nemlig snakke. Du har en plapren i radio og tv-medierne, selvfølgelig er det beslægtet med rytmisk musik og der er glimrende tekster imellem, men fra et musikalsk synspunkt er det ret uinteressant."
"For nylig udgav DR en top 100 over deres mest spillede, og der var to danske acts ud af 100. Og det peger på, at det hér ikke blot er et spørgsmål om, at pladeselskaberne ikke vil gøre nok, men at de hele tiden møder den her mur af arrogance fra medierne."
"I Norge og Sverige har man bevaret interessen for sit eget lands musik på et mere naturligt plan, man tager det alvorligt i tv og radio. Vi ved ikke, hvad den danske musikkultur er, skal vi tilbage til 30'rnes revyer eller hvad skal vi egentlig? I Sverige kan du bygge på Bellman eller Cornelis. Lisa Ekdahl er ren Cornelis, hun er i virkeligheden meget fast forankret i en svensk folkemusiktradition, men laver et moderne udtryk ud af det. Herhjemme har man haft så satans travlt med at få jordet de danske navne fra 60'erne og 70'erne, og medierne snobber i den grad for det amerikanske. Hvis de endelig skulle beskæftige sig med danske ting, så skulle musikerne helst synge på engelsk."
- Kunne tv gøre noget mere for dansk musik?
"Tv er jo gået fuldkommen i selvsving. På TV-avisen for nylig var der 15 indslag, og på 10 af dem var der affotograferinger af andre skærme. Man affotograferer hele tiden tv-skærme og hele tiden de samme mennesker. Derved lukker man sig som en glasklokke om sit eget miljø og kommer mindre og mindre i kontakt med virkeligheden. Den virkelighed, som også er spillestedet, hvor et dansk navn kan samle 500 mennesker. Men det bliver aldrig interessant på tv. Når det drejer sig om livebands, vil man helst vise dem i et quiz-program der handler om noget andet, hvor bandet kan komme ind og fungere som pauseklovn."
I Sebastians optik er der to veje, pladebranchen kan gå: "Enten fortsætte med drømmen om at skabe det rigtige produkt inden for nogle kategorier, eller gå den anden vej, som er at udvikle medarbejdere til i højere grad at gå i marken og lede efter ægte talent. Det er i sagens natur svært for pladeselskaberne, fordi de er kørt ind på, at ting skal sælge på image frem for på musikken."
"Jeg plejer at bruge eksemplet med Beatles, der brugte 90 pct. af deres tid i studiet og 10 pct. af tiden på videoer, film etc. Det er væsentligt, for det tager lang tid, hvis man skal lave en musikalsk holdbar plade. En gruppe som Aqua bruger formodentlig 90 pct. af deres tid på, hvordan de skal se ud, optræden og videoer, og formentlig ikke særlig meget tid på at skrive sange."
- Men hvis folk vil have US-pop, skal de så ikke have det?
"DJBFA har lavet undersøgelser, der viser, at danskere gerne vil høre mere dansk musik. Der er i medierne et stort behov for at være ung med de unge, men også at vide, hvad de unge vil have. Det er noget vrøvl, for de unge har en bredere musiksmag end pladebranchen tror."
"Men jeg siger ikke, at det udelukkende er selskabernes skyld, at der gået, som det er. Medierne, og især radioen, har en stor del af ansvaret. Der sker det i '90-'91, at man på P3 beslutter, at man vil have en ny musikstruktur, et nyt billede, og i løbet af få måneder har man faktisk fået lagt mig og Anne Linnet og Gnags m. fl. ned. Vi var der ikke mere, og det kunne man med det samme mærke på pladesalget."
- Er der slet ikke noget lys i mørket?
"Ja, jeg tror faktisk der er ved at ske noget," siger Sebastian, "der arbejdes på, at den fjerde radiokanal skal være med rent dansk musik. Det er der interesse for også hos pladeselskaberne. For det er klart, at hvis de skal ind og ofre noget på dansk musik, så skal de også have mulighed for at få en gennemslagskraft. Den har de ikke nu, og det skyldes programpolitikken på DR's radio," siger den 48-årige troubadour, der i det forløbne år bl. a. har arbejdet på nye sange til musicalen Pippi Langstrømpe, der efter planerne sættes op i foråret 1999.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her