Læsetid: 4 min.

Fra Bacon til Watteau

13. februar 1998

Udstillings-programmet i Europa og U.S.A. for 1998 går uden om de absolutte topscorere, men indbyder til kunstneriske opdagelsesrejser

Repertoireplanerne for kunstudstillinger verden over i 1998 viser klart, hvor vanskeligt det er blevet at give publikum et repræsentativt udblik over de store mestre inden for billedkunsten. Der er ikke ikke megashows med Rembrandt og van Gogh eller Picasso på programmet på de museer, der har økonomi til at sætte de spektakulære særudstillinger op. I år bliver der ikke tale om én udstilling, der vil kunne dominere de kunstinteresseredes opmærksomhed, men udstillingskalenderen byder allligevel på adskillige lækkerbiskener for de kræsne.
Der åbnes stadig nye museer og udstillingshaller, og der er slet, slet ikke kunst nok til at fylde dem, hvis man på nogen måde vil tænke på værkernes fremtidige eksistens. Udstillinger er noget bras, hvis det er kunstens bevaring, man kerer sig om. Transport og klimaforandring slider og nedbryder billeder og skulpturer, og det eneste fornuftige ville være, at kunstværkerne blev på de søm, de nu engang er havnet på, hvis også vore efterkommere skal have fornøjelse af dem.
Men det er ikke fornuft, der regerer museernes eksistenskamp, hvor besøgsstatistikken er det eneste parameter for succes. Og det er sjældent, at konservatorerne får det sidste ord, når der handles om mesterværker, de store institutioner imellem. I begejstringen over, at den danske guldalderkunst eller Vilhelm Hammershøis billeder kommer verden rundt, glemmes det som oftest, at hver rejse skader værkerne. I Norge har Edvard Munch været et kulturelt flagskib i mere end 25 år, hvor der hver uge åbnede en udstilling af hans kunst, ét eller andet sted på kloden. Og billederne er blevet godt slidt ned, selvom det er den slags skader, der sjældent kan dokumenteres.

Billedhandel
Men museerne skal have udstillinger - sådan vil politikerne det, sådan vil sponsorerne det. Og derfor må man, især som en lille nation, gøre sig 'systema-tisch beliebt'. Derfor har det for os utilgængelige Statens Museum for Kunst sendt sine bedste billeder til National Gallery i London og til Louvre i Paris. Det var ikke videre fordelagtigt for de små, danske mestre, for man måtte nøgternt konstatere, at Eckersberg ikke kunne hævde sig over for Ingres. I denne måned og frem til maj skulle der dog være mulighed for en virkelig enestående oplevelse på Eremitagen i Skt. Petersborg, når Statens Museums vidunderlige samling af Matisse-billeder vises sammen med de endnu mere pragtfulde russisk-ejede værker af denne mester.
Da Pompidou-centret i Paris for nogle år siden viste Matisse, var det nødvendigt at holde åbent fra 10 til 24 for at klare tilstrømningen. Sådan vil det ikke gå i Skt. Petersborg, hvor det er blevet for dyrt for almindelige russere at gå på museum. Matisse-udstillingen med de herlige danske og russiske mesterværker må derfor være årets 'geheim-tipp' i udstillingskalenderen.
En anden nordisk-russisk begivenhed finder sted på Nationalmuseum i Stockholm, der som sin vægtigste satsning i kul-turåret viser en udstilling om de to store kunstsamlere Katarina den Store og Gustav III ( udstillingstermin 9. oktober til 15. marts 1999). I Hamburg kan man se Kandinskij og den russiske avantgarde på Kunst-halle fra 9. oktober til 3. januar 1999, medens tegninger fra Eremitagen og Pushkin Museet i Moskva vil være at se i Pierpont Morgan Library i New York ( 25. september til 8. januar 1999).

Nord-Syd dialog
Medens Hammershøi-udstillingen endnu er at se på Orsay-museet i Paris, er et andet nordisk kulturfremstød at finde på Musée d'Art Moderne de la Ville de Paris. De sære størrelser Munch, Strindberg og Hill spilles ud imod Per Kirkeby og en større præsentation af yngre, nordisk kunstnere - til 12. og 17. maj. Også i Tyskland vil der være mulighed for at studere den nordiske nationalkarakter i billedkunsten på Kølns Wallraf-Richartz Museum, der viser landskabskunst fra tiden omkring år 1900 (4. april til 7. juni). Længere mod de geografiske ekstremer går Kunst- und Ausstellungshalle i Bonn, der til 19. april viser Arktis - Antarktis. Fornemmelsen for sne har helt åbenbart grebet det internationale udstillingsliv.
Udblik over en enkelt kunstners oeuvre gives på en stor Delacroix-udstilling, der har premiere på Grand Palais i maj, og siden vises på Musée Condé i Chantilly (20. september til 3. januar 1999) og til næste år gæster Philadelphia Museum of Art (10. april til 20. juli). Tate Gallery viser nu en mønstring af en anden udsøgt fransk maler, Pierre Bonnard (til 17. maj i år). medens man kan se Marcel Broodthaers i Hamburger Bahnhof i Berlin fra 20. marts til 10. maj.

Gamle mestre
National Gallery i London var kendt for at være leveringsdygtig i 'Old Masters and young Mistresses'. Hvis man er til gamle mestre, er der ikke noget tilløbsstykke i år, som gør en kunstrejse til et must. Men der er dog delikate kunstnere, der er omvejen værd, som den sene renæssancemester Lorenzo Lotto, der kan ses i den prægtige by Bergamo fra april til 28. juni og på Grand Palais i Paris fra 13. oktober til 11. januar 1999. Også den stilfærdige Gerard Ter Borch, som Hammershøi skylder meget kan man få et gedigent indtryk af på Mauritshuis i Haag (3. juli til 11. oktober)
Årets bedste bud på en kunstindustri-udstilling kan være Barbican Art Gallery's Shaker: the art of craftsmanship, der vises nu og frem til den 26. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu