Læsetid: 4 min.

Bio Metropolis

20. februar 1998

Ny dansk bog om forholdet mellem filmutopier, biografer og byarkitektur

ANTOLOGI
Tilbage omkring 1950 gik der blandt store skoledrenge en vandrehistorie, som måske går på krykker endnu. Dengang lød den, at én man kendte, engang havde være i Vester Bio. Og så kom der i mørket to Falck-folk, som skulle hente en mand og en dame, der havde kneppet på bageste række og var kommet til at hænge sammen. Så de blev hentet på en båre med en pressenning over sig.
En bred båre må man tro, eller også er de blevet i missionærstillingen, ovenpå hinanden, nedenunder presseningen! Uheldet er med andre ord blevet håndteret som en slags naturkatastrofe, ligesom når taget blæser af et hus.
Så oplevelsesrigt har der været i ramasjangbiografen på den københavnske Vesterbrogade. Selveste Tom Kristensen har selvfølgelig besøgt den, og citeres i den nye antologi Filmbyer for, at det regnede fælt på billederne, fordi de var ridsede, og så var de også tæt beklippede, fordi de tit knækkede i den gamle foreviser. Men:
"Publikum forstår Tankspring, og Mælkeassistenternes Kommentarer rundt omkring i Mørket kan ofte give en højere uddannet, men mere desorienteret Tilskuer Oplysninger, han ikke selv kunde have tænkt sig til. Lyt til Mælekassisenten og bliv viis, og du vil altid forstaa en beklippet film!"

Bykampe
Bogens redaktør Palle Schantz Lauridsen gengiver i sin artikel om Vester Bio en ung biografoperatørs oplevelse af arbejdet dér i starten af 1940'rne, som supplerende forklaring på de abrupte klip, nemlig at man "skulle køre dobbeltprogram på næsten samme tid, som de andre biografer kun kørte en enkelt film. Den gamle operatør forklarede, hvordan han undertiden klippede i filmen. (...) Sidste akt skulle man helst ikke røre, men kneb det med tiden kunne maskinen sættes op i hastighed."
Det kunne man også godt selv have lyst til når man læser antologien. Specielt fordi så få af artiklerne lever op til den muntre indsigt en anden af forfatterne, Peter Larsen, prof. i medievidenskab, lægger for dagen, når han parantetisk gør opmærksom på, at fiktionsfilm om bykampe og fremtidssyner grundlæggende er kreeret til at underholde et samtidspublikum, og kun sjældent tænkt som klageskrivelser til den kommunale byplanafdeling.
Det forhindrer på den anden side ikke, at der kan ligge kritik af bylivet i spillefilm, der har storbyen som kulisse, og som miljømæssig med- eller modspiller for den sags skyld.
Fritz Langs Metropolis fra 1920'erne og Ridley Scotts Blade Runner fra vore dage er veltjente analyseeksempler flere steder i antologien - selv om ingen af forfatterne finder det værd at nævne, i hvilken grad Scott parafraserer Langs futuristiske byprospekter.
Der bliver til gengæld gjort opmærksom på, hvordan Fritz Langs bymodel (han var selv uddannet arkitekt) viser sig at blive efterkrigstidens præfabrikerede forstadsmiljø. Så Ridley Scotts visioner kan lige så vel vise sig at få samme skæbne, når vore dages filmfremtid er blevet rigtig nutid .
I den ende bliver det så heller ikke nok for den aktive helt og heltinden - kvindelig replikant eller fabriksejerdatter - at flygte sammen ud i naturen. For dér hersker de vanartede Gremlins i bredfilmede parafraser på forrige århundredes idealistiske havebyprojekter, der allerede nu er endt i pæne parcelhuskvarterer og grønne plæner.

Filmstruktur
Det er ikke nemt at være arkitekt, det er i social forstand lettere at være filminstruktør, selv om de fleste af antologiens 11 faggrænseoverskridende forfattere gør, hvad de kan, for at få det til at blive indviklet at gå i biffen og se både Woody Allen, Scorsese og Wim Wenders.
Og det skrives ikke her af grundlæggende skepsis over for universitær analyse i serien om Urbanitet og Æstetik, men i forbavselse over, hvor få pointer det i bogen lykkes at drive frem for enden af omstændelige redegørelser og historiske digressioner.
Hvis man studerer filmhistorie, medie-, eller litteraturvidenskab i bredere forstand, er der givetvis mange udenlandske referencer selv at gå videre med. Som arkitekt er man teoretisk mere underforsynet i bogen.
Karsten Fledelius og Anders Troelsen, begge kendte her i avisen, skriver underholdende om Købehavn som filmet by, og om Firenze sammenlignet med den arbaiske by El Ga'a som medfortællende omgivelser for hhv. Værelse med udsigt og Under himlens dække.
Den ene by klart struktureret af sigtelinier mellem pladser, den anden et tæt labyrintisk væv af gyder i bygningsmassen.
Helmuth Weihsmann behandler bl.a. som en af flere bidragydere i antologien Werner Ruttmanns epokegørende og poetiske Berlin - die Sinfonie der Grosstadt fra 1920'ernes hidsige metropol. Men der er ikke rigtig nogen af skribenterne i bogen, der kan lide den. Måske fordi den ikke er narrativ på vedtagen litterær vis.
Der er heller ingen, der nævner Jaques Tati's Playtime, selv om den fuldkommen overdådigt kombinerer filmens oprindelse som komisk varieteartisteri med præcise skildringer af 1970'ernes nye europæiske storbymiljø.
Tati's umulige nomadeliv mellem spejlende glasskærme og pibende plasticmøbler er åbenbart under lavmål for en dybdehermeneutisk universitetskrydsogtværs i KUA's stimulerende omgivelser.

*Filmbyer. Red. P. Schantz Lauridsen, i serien om Urbanitet og Æstetik. Forlaget Spring. 271 s. ill. Kr. 248. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her