Læsetid: 4 min.

Blændende Bergman-comeback

13. februar 1998

Ingmar Bergmans iscenesættelse af P. O. Enquists nye skuespil er levende billeder og bevægende panoptikon

URPREMIERE
STOCKHOLM - Bergmans opsætning på Dramaten sker i økonomisk samarbejde med det svenske Kulturbyår. Men allerede inden verdenspremieren i aften fredag er P.O.Enquists tekst Bildmakarna solgt til en række europæiske lande, herunder til Peter Langdal og Aveny Teatret, med premiere dér nu i slutningen af marts. Forhåndsinteressen har med andre ord været stor for det usædvanlige sujet:
En berømt forfatterinde, Selma Lagerlöf, skal se de første færdige sekvenser af en verdensberømt filminstruktør, Victor Sjöströms udgave af hendes roman Køresvenden, hvor han også selv spiller den bærende hovedrolle.
Tilstede er desuden stumfilmfotografen Julius Jaenzon - som har optaget de epokegørende dobbelteksponeringer af den spøgelsesagtige dødskaret, og af sjælen der rejser sig fra kroppen - foruden stumfilmstjernen Tora Teje, som er blevet udelukket fra en rolle i netop denne film på grund af filminstruktørens hustrus syn på Toras erotiske indtryk og udblæsning på hendes mand.
At der er noget om snakken får man at se i stykkets løb. Helt korporligt, da Tora og Victor i saksegreb sidder-ligger og roder på gulvet da Selma Lagerlöf uforvarende gør entre.
Og at både Fru Lagerlöf og Frk. Teje har et smertepunkt fælles i hver deres alkoholiske far, fremgår også af intense bekendelser under fire øjne i forevisningsrummet. Som ender med en anden fortvivlelsens og ildebefindendes tur på gulvet, lige da fotografen Julle lige så uforvarende gør entre.
Når dertil kommer, at Sjöström i rollen som den gamle æresdoktor, hovedpersonen, medvirkede i Bergmans film Ved vejs ende, at Sjöströms Køresvenden hører til Bergmans absolutte favoritfilm, og at klip fra den originale 1920'er stumfilm vises på Dramatens scene som del af Bergmans forestilling, med den originale Sjöström som medvirkende på lærredet, er der virkelig lagt i microovnen til en gang glohed spejlkabinet. Som - let's face it - næppe har gjort forhåndsinteresssen for skuespillet mindre.

Scenecelluloid
Spejlforholdet understreges fra scenen af et Lagerlöf-citat i Sjöströms drejebog - om at opleve kroppen som et spejlbillede af den egentlige person. Visualiseret af stumfilmfotografens baksen med de manifesterede gennemsigtige ånder på lærredet.
Og deromkring drejer de intense forhørssamtaler sig så - mellem aldrende Lagerlöf og unge diva Teje. Om kunsten og hemmeligheden, sandkornet og perlemoren, kändis-dramatiker og historiker Enquists tilbagevendende tema.
Tora bebrejder Selma at hun holder sit livs private smertepunkt skjult i sine bøger. Og Selma vil gerne opleve Toras promiskuøse liv - fordi hun aldrig selv har oplevet kærligheden.
Jo, til sin fordrukne far, ligesom Tora selvfølgelig er far-forelsket i Victor Sjöström i stykket. Sådan kører den fiktionsstrimmel. Så afviklingen skal foregå med største intensitet og finfølelse, hvis celluloiden ikke skal knække, eller nitratfilmen gå op i røg.
Og det bliver den så, forestillingen, i Dramatens udgave på Målarsalen i Stockholm.

Besk humor
Man sidder tæt på, men scenen er bred, så Bergman suverænt kan spille på, at man ikke kan se begge personer i et opgør fra hver sin kant - men som i en tenniskamp må følge bolden. Og så meget mere intenst bliver det selvfølgelig så, når personerne to og to er i korporlig nærkamp eller direkte kontakt.
Elin Klinge fremstiller fra starten divaen Tora Teje i et nærmest hysterisk gear, med manerer og gestik, som kun går an, hvis man aflæser dem som en slags ingenu-manerer. Men det giver igen, når hun efterhånden stilfærdigt kommer gribende tæt på Selma Lagerlöfs figur i stykket.
Den fremstilles overvældende stramt af Anita Bjørk i en scenisk blanding af autoritet, besk humor og kortvarigt, men skrækkeligt sammenbrud.
Carl-Magnus Dellows stammende stumfilmfotograf med dobbelteksponeringerne bliver lidt gjort til en nørd, men træder i slutningen frem med en benhård social vurdering af forholdet mellem børnene Judas og Jesus i en af Lagerlöfs Kristuslegender - den med lerfuglene i vandpytten, hvis nogen skulle have glemt deres mellemskolelæsebog. Og nobelprisfejrede Selma Lagerlöf giver ham på det tidspunkt af stykket ret i hans underklassede kunstnerkritik.
Lennart Hjulströms filminstruktør er desperat elegant, og prøver for sin sjælefreds skyld, at holde sig Tora Teje fra underlivet og fra sin anfægtede sjæls tilkæmpede ro.
Men selv om han synes vidende om, at det snarere er hans film end Lagerlöfs tåreperser, der vil holde i længden, håber han alligevel på hendes accept, eller respekt for de tekniske anstrengelser i alt fald.
I virkelighedens verden fik han ingen anden reaktion end tavshed fra den litterære stjerne. Sjöströms far er i stykket også alkoholiker, og det er ifølge Enquist på den baggrund, at han vrider Lagerlöfs forlæg i netop den socialpsykiske retning - som den krumtap hele skuespillet handlingsmæssigt drejer sig om. Baseret på Enquists egen læsning af den virkelige forfatterindes tavshed om emnet. Men det er til syvende og sidst de gestaltede følelesesrelationer og tekstmodulationer fra scenen, der hugger til, når man som tilskuer bliver ramt. Af forholdet mellem den forslugne unge Tora og vidende ikke-mor Selma. Næsten som i verandascenen mellem den gamle mor og afdøde nærmest gennemsigtige teatersøn i Bergman-filmen Fanny og Alexander.
Ingmar Bergman siger selv, at Bildmakarna er hans uigenkaldeligt sidste iscenesættelse. Vi har hørt det før. Men han har åbenbart, som rigtig teaterkat mindst ni liv at stille op med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu