Læsetid: 3 min.

Blomkålsører af båndsalat

4. februar 1998

Lydmuren er et radioprogram, der prøver at komme gennem lydmuren - også radiomediets

RADIOKUNST
"Et infernalsk spektakel svirrer. Om klodens flanker/der høres en ædel vellyd.../Er det mon klodens gamle hjerte, der banker.../Mennesker allevegne sidder som var de fortabt/og lytter til fjerneste egne: Radioen var skabt."
Lily Broberg er det vist, der læser med henført og højstemt stemme på en baggrund af statisk uro og knas og skalasøgen. Hun slutter helt oppe på beat'et. Pause. En moderne amerikansk transistorstemme står helt tomt og koldt i rummet og spørger: "Ér der nogen, der hører efter?" Og det er så sidste skæring på CD'en Lydmuren.
Et sted i radiohuskvarterets krogede gange ligger et laboratorium for lyd. Jeg forestiller mig et rum uden vinduer, eller i hvert fald uden dagslys, med ruller af spolebånd, umarkerede kassetter, en gammel Tandberg og en stabel lomme-Sony'er, plastikkrus med druknede cigaretter, en skydeskive med et portræt af en glemt afdelingschef. Men muligvis er det altsammen straight og rent og digitaliseret og ligner et hvilket som helst andet kedeligt kontor i institutionen.
Laboratoriet står for et ugentligt P1-natprogram, der hedder Lydmuren. Man vil erindre sig at popproduceren Phil Spector skabte grundlaget og lagde standarden for årtiers pop med et antal 'lydmure'. Men det er også én, man skal bryde igennem. Dels til et publikum - helst. Men det ville også være fremragende, om man kunne bryde gennem den lydmur, som radiomediet i det hele taget har udviklet sig til. En mur af baggrundslyd, som høres overalt uden rigtigt at høres nogen steder.

Nielsen & Aim
Lydmur-programmet har formentlig færre lyttere end de forenede Nielsen & Aim kan registrere. Til gengæld er det lyttere, der hører efter.
Muren er stedet, hvor lyde mødes - de sættes op mod, lægger sig under og over hinanden i felter, hvor nye lyde opstår og skaber ind imellem frygtelige blomkålsører af båndsalat.
Som en opsamling eller status har holdet bag Muren lavet deres egen Greatest Hits - ti lydkompositioner på én CD, dvs. det er de kortere, afsluttede indslag (de længste 12 min., de korteste tre), som er blevet valgt ud og lagt ind i et nyt medie.
Det er i høj grad lyrikken og de nye lyrikere, der har fået adgang. I den enkleste form kan der være tale om et digt, let bearbejdet med gentagelser og lidt stemmeforvrængning og med en ledsagende lydkulisse.
I en lidt mere kompliceret form gøres et forsøg med genopdagelse eller genstart af sproget. En maskine trækkes op, stemmelyd kommer frem, hakkende, stammende, gentagende, det bliver til babysprog, enkelte ord begynder at tage form, forvrænges, hakkes i stykker, man begynder at fatte sammenhænge som 'bumme-lum' og 'snakke udenom'. En radiofonisk genopdagelse også af konkretismens arbejde med bogstaver på en bogside og med tekst/lyd-sammenstød.

Fysiker med flyveører
En tale af en kendt hurtig-snakkende fysiker med flyveører skæres i stykker og gives nye toner og dimensioner med en underlagt boblelyd og med flyveassociationer. Vildskaben og det fabulerende ligger både i stemmen og i akkompagnementet.
Vinderen i en konkurrence sidste efterår for lydkompositioner er et Velkommen til fryseskabet - et "uhørt resume over det 20. århundrede". Metoden er de "uhørte" sammenstød. Nixon siger, igen og igen, "I'm not a crook" - med en forvrænget Hitler drønende i baggrunden. Og der er et fa-belagtigt flot rytmisk sammenklip: krigslyde i konkurrence med italienske tenorer i en båndsløjfe.
En reportage fra en åbning af et hjerte starter i en parodi på en frygtsom, respektfuld P1-reportage - med tilbageholdt åndedræt berettes om denne videnskabelige landvinding. Lydassociationer kører i retning af prøve på torsdagskoncert, indtil man glider ind i den behandlede hjerne, og billederne folder sig ud, bl.a. omkring en læge, der faktisk har været på pletten i den rigtige virkelighed. Det hele giver en følelsesoplevelse, som er noget andet end dramatik og noget helt andet end videnskab.

PS. CD'en afspilles i sin helhed på P1 torsdag kl. 23.15. Og man kan få den hjem til evig arv og eje ved at sende en selvadresseret A5-konvolut frankeret med 5 kr. til DR-butikken, Rosenvængets Alle 34, 1999 F.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her