Læsetid: 2 min.

Børnecheck til hvide børn

6. februar 1998

Diskriminerende tilskud i Front National-kommunen Vitrolles fordømmes af hele det franske politiske spektrum

Paris
For første gang har en borg-mester tilhørende det højreekstremistiske parti Front National indført en direkte diskriminerende social foranstaltning, nemlig en "børnecheck" på 5.000 francs (5.700 kr.) til "franske eller europæiske" par ved deres børns fødsel. Det er sket i den sydfranske by Vitrolles.
Byens borgmester er Catherine Mégret, gift med den landskendte politiker Bruno Mégret - nr. 2 efter Jean-Marie Le Pen i Front Nationals ledelse. Bruno Mégret, der er "talsmand" for byrådet, regnes for byens faktiske borgmester, og det var da også ham, der gav meddelelsen om den nye forholdsregel og fremførte alle argumenterne for den.
Det diskriminerende tilskud er blevet fordømt enstemmigt af både socialister og kommunister og de moderate borgerlige partier - samt af alle de anti-racistiske organisationer i Frankrig. Den lokale præfekt for departementet Bouches-du-Rhône (Marseille-området) har i denne uge indklaget bystyret i Vitrolles for den administrative domstol for at få det diskriminerende tilskud kendt ulovligt, og han har begæret det suspenderet med omgående virkning. I mellemtiden har overrækkelsen af den første børnecheck til et pænt hvidt par fundet sted under højtidelige former på rådhuset i Vitrolles.
Betingelserne for tilskudet er, at man har boet i kommunen mindst to år før barnets fødsel, og at man er "af fransk nationalitet eller statsborger i et land, der er medlem af den Europæiske Union, i hvert enkelt tilfælde for mindst en af forældrenes vedkommende".
"Det er ganske naturligt, for det er rimeligt, at franskmændene har prioritet i deres eget land og europæerne i Europa", sagde Bruno Mégret. Denne forholdsregel indgår i "forsvaret for nationen", tilføjede han, og han beklagede, at "franskmændene ikke længere sikrer deres befolknings reproduktion" i forhold til udlændingene, der "har et meget højt fødselstal".
Selv om det er første gang, at Front National gør sig bemærket ved indførelse af en sådan diskriminerende forholdsregel, er det ikke uden fortilfælde i Frankrig. I 1984 indførte Paris' bystyre - der ikke har noget at gøre med Front National, men domineres af det gaullistiske parti RPR, støttet af det liberale UDF - et tilskud til barselsorlov, der var forbeholdt franske familier. Det blev kendt ulovligt af den administrative domstol i 1986, og denne kendelse blev bekræftet af den administrative højesteret (Conseil d'Etat) i 1989.
I den lille by Saint-Maur-des-Fossés ved Paris, hvis borgmester tilhører UDF, har man siden 1988 haft en diskriminerende børnecheck.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu