Læsetid: 4 min.

Han borede slet ikke

27. februar 1998

Mere rampelys end tunnelskræk da overborgmesteren døbte borebassernes metrobabyer

"Så kom den tid vi længtes mod," siger Frederiksbergs borgmester John Winther.
Boring machines, hedder de på engelsk, men Liva og Betty ser alt andet end kedelige ud som de ligger og slanger sig på lerunderlaget i boresengen på Artillerivej.
"Ingen er så sofistikerede som Liva og Betty," siger Mr. Kennedy, "de er attraktive, dyre i drift, de kræver masser af øm opmærksomhed og kærlighed, og de kan af og til være temperamentfulde. Vi vil holde godt øje med disse to skønne kvinder i de kommende måneder."
Frank Kennedy, direktør for det omrejsende tunnelkonsortium Comet, træder ned fra cirkusteltets podie. Publikum vender sig atter mod Liva og Betty. Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen tager sikkerhedshjelmen af og klemmer stikordene til sin tale ind under svederemmen.
Blitzlyset spætter Livas og Bettys velskabte kroppe, der i forvejen er badet i strålerne fra 2.000 watts lyskanoner.
Kranen Mulle sender i spjæt af mekanisk ærefrygt sin tonstunge krog ned i betonkuvøsen, som for at dikke de to tunnelbabyer, men Mulle holder passende afstand. Det samme gør tunnelbisserne og de indbudte honoratiores, et par hundrede politikere, mediefolk og venner af Comet, der med jazzmusik og hvidvin har sat sikkerhedshjelmene på sned for at fejre den fem måneder forsinkede milepæl i Ørestadsselskabets metroprojekt.
Tunnelboremaskinerne Betty og Liva er på plads i boresengen under byggepladsen på Artillerivej. Nu skal der grovbores. Men først skal der festes.
Orangeklædte sikkerhedsvagter danner mur ved nedgangen til de nyfødte piger. Ingen får lov til at træde ned i selve tunnellejet, men hvis man maser sig frem til afspærringen, ser man babyernes otte togvogne lange moderkager af ventilationsrør, segmenttransportbånd, hydraulikpumper og skumgeneratorer, der sært organisk strækker sig ind i det betonlommen under den øgleagtige kæmpekran Mulle.
Mulle trækker krogen til sig og går ærbødigt i frigear, da Kramer træder op på cirkusteltets podie i gummistøvler.
"Kursen er lagt for en af de største investeringer i København i nyere tid. Håber jeg. Jeg håber kursen er rigtig. Ellers vil der komme problemer," siger Kramer fra podiet og skeler ned i sin hjelm efter de beroligende stikord: "afgørende symbolsk skridt," "monument over en vilje," "store beslutninger," "mange årtier frem."
Publikum klapper.
Mulle sætter i et spjæt og griber ud efter metalburet, der skal sænke overborgmesteren og champagneflaskerne ned til Liva og Betty.
"Opkaldt efter to kvinder der ikke var bange for at sige, hvad de mente. To kvinder der ikke var bange for udfordringer og problemer. Liva Weel og Betty Nansen. Nu skal de bore sig gennem københavnerkalken og de vil møde sej modstand undervejs. Det gjorde Liva og Betty også i deres tid, men de overkom modstanden. I dag anerkender vi alle deres indsats på deres felt. Jeg er sikker på, at vi alle vil anerkende boremaskinernes store indsats, når boringen er overstået."
Jens Kramer træder ned fra podiet og trasker over til metalburet. Mulle løfter nænsomt overborgmesteren og to tunnelbisser op i luften og svinger dem ud over betonkuvøsen.
Overborgmesteren træder ud i boresengen og står en stund højtidelig. Så sker det. Skummet sprøjter ud over Liva. I blitzlyset skabes en optisk illusion, tunnelbabyerne skælver mens glasskårene fra champagneflaskerne kurer ned over Livas svejsede bug.
"Oh baby, I need you tonight," synger jazzorkestret MI22's sangerinde, men musikken drukner i klapsalverne da overborgmesteren slynger champagneflasken mod Betty.
"I need your soft caress, I need your tender care."

Tunnelbisserne
Hjelmklædte piger skænker vin for de frakkeklædte officials, mens tunnelbisserne danner små grupper for sig selv. Tydeligvis har tunnelbisserne noget sammen. De står duknakkede og muldvarpede og bryder sig tydligvis ikke om rampelyset.
En del takker nej til at lade sig interviewe. Liva og Betty er tunnelbissernes babyer. Liva og Betty er ikke skabt til blitzlys og fest. Liva og Betty er skabt til hårdt arbejde. Undergrunden er deres scene
Søren T. Larsen var med ved Storebælt og borede tunnel i Taiwan i et år. Han har svært ved at sætte ord på fascinationen ved jobbet: "Jeg ved ikke ... det er noget med, at du er nede under jorden. Der er kun en vej ud, og det er baglæns. Hvad skal jeg sige ... man er overladt til sig selv. Hvis du laver ged i den, kan det være livstruende. I nogle situationer er der nok lidt bungy jump over det."
- Hvad frygter du mest?
Søren T. Larsen tager en slurk hvidvin.
- Vandlommer.
"Hold me tight, darling, I need your love tonight," synger jazzorkestret.
Holdånden er god, når seks forskellige nationaliteter arbejder sammen på de 14 mand store borehold, der ledes af en pilot, en boreformand og en skifteholdsingeniør.
"Men danskerne fylder nok lidt meget i billedet," siger Søren T. Larsen, "vi er nok lidt åbenmundede ind imellem."
- Savner I familien?
Tunnelbisserne Søren T. Larsen og Morten Andersen trækker på skuldrene.
"Vi er hjemme en gang om ugen. Det er såmænd fint nok," siger Morten Andersen.
"Man kan ikke undgå at blive fuld af beundring for den ingeniørkraft og kontrollerede manpower, som nu med usvigelig præcision vil bore sig vej for en ny tid gennem storbyen København," siger formanden for Ørestadsselskabets bestyrelse, Jørn Meldgaard.
"Tak fordi I kom ved dåben af disse to skønne unge damer," siger John Winther.
- Bliver Ørestaden en succes?
"Det vil jeg godt vædde tusind kroner på," siger taxichaufføren på vejen hjem.
Hvad taxi'erne skal lave til den tid, er noget chaufførerne taler meget om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu