Indpiskeren Brecht er død - men med musikken fra Weill og Dessau kan de sammen have en fremtid for sig
Ikonet
I decembernummeret '96 af det førende europæiske teatertidsskrift Theater Heute er redaktøren skuffet. Det noget ormstukne nationalklenodie Bertolt Brechts hundredeårsdag står for døren, alligevel - eller derfor ? - skimtes kun fem opførelser af koryfæet i horisonten; heraf selvfølgelig to hos Brechts intentionsmæssige eksekutorer Berliner-ensemblet. Dertil én hos naboen Deutchen Theater instrueret af klanmedlemmet Johanna Schall og to i provinsen, hvoraf den ene er Laser og pjalter - Brechts syngespilgennembrud fra 1928 med komponisten Kurt Weill som den mest originale bidragyder af de to.
Det litterære oplæg havde Brecht som bekendt hentet tohundrede år tilbage hos John Gay og vel at mærke ikke personligt, men via partnersken Elisabeth Hauptmann, der i det litterære bakspejl er blevet krediteret for 80 - måske 90 - procent af manuskriptarbejdet.
Det samme ophavsforhold gør sig gældende med fx Der Jasager og Happy End , alligevel fortsætter Brecht-monopolet Suhrkampf Verlag med at udgive stykkerne som Brechts og kun Brechts.
Der Bertolt beskæftigede sig livet igennem kun sporadisk og med svingende entusiasme med Shakespeare og tog derfor aldrig ved lære af Polonius' formaning til sin bortdragende søn: "Neither a borrower nor a lender be".
Ikke alene stjal han motiver eller hele historier med arme og ben i endnu mere systematiseret grad end maler- og komponistkolleger til alle tider, men han stjal også de gennem årtier eufemistisk såkaldte 'medarbejderes' anerkendelse, rettigheder og sågar honorarandele. Ovennævnte Hauptmann fik således i sin magre USA-tid ingen royalties af det forudgående Berliner-samarbejde med Brecht og eksemplerne er legio for såvel Hauptmanns, som 'efterfølgerne' Grete Steffins og Ruth Berlaus vedkommende. Det siger sig selv, at pengeudlåning aldrig kom på tale; selv når damerne blev hidkaldt på mesterens bud, måtte de selv betale billetten - om så det var over Atlanten.
Et ikon under revidering
For et par lørdage siden steg en forsagt bebrillet intellektuel af i Korsbæk og kom under Rødes vinger. Lidet aner den oprigtigt socialistisk antændte jernbanearbejder, at hans protegé - Lise Nørgaards fjerne portræt af BB - blandt meget andet uklædeligt senere har vist sig at være intrigant, hyklerisk og opportunistisk; en selviscenesat 'proletar' og benhård skabskapitalist samt en sexistisk følelsesudbyttende gøgeunge, der først i Helene Weigel fandt sin stalinistiske ligemand.
Sidste Matador-lørdags påståede ombytning af et digthonorar til en ny barnevogn til Rødes gæstfri Agnes må således have forårsaget behandlingskrævende latteranfald i mangt en tv-stue. For det sidste årtis Brecht-forskning har været hård ved den nominelle ophavsmand til 50'ernes, 60'ernes og 70'ernes mest spillede moderne dramatiker.
Venstrefløjens kæledægge, førende citatleverandør og mest diskuterede teaterteoretiker er blevet klædt af og udstillet i en grad, der betænkeligt og som kunstnerisk symbol påfaldende ligner nedrivningen af Honeckers utopi, den realiserede socialistiske idealstat (hvor Brechts tronstol stod i årene efter tilbagekomsten fra Amerika).
Og desillusioneringen er orkestreret ikke bare af den konservative, tørt konstaterende og lettere skadefro historiker Paul Johnson, men nok så meget i kildekritisk, akademisk regi af germanisten ved Maryland universitet, John Fuegi, der i egenskab af grundlægger af Det internationale Brecht Society har forfattet basisværkerne The Essential Brecht og Brecht: Chaos, According to Plan. Desuden var han medinstruktør på Berlau-portrættet Røde Ruth, der blev tv-sendt og præmieret i '93. Fuegi kender kort sagt sin Bertolt, der til gengæld på sin side må anse sig selv for at være gennemskuet af en kender.
Helgenbeskrivelsernes tid er uigendriveligt slut.
Manden kontra teksten
Er det da i dag overhovedet muligt at skille manden fra teksten, den amoralske fra hans moraliteter? Kan den personlige afklædning undgå at smitte af på stykkerne og de øjne, de anskues med ?
Kan "skaberen af nutidens udspekulerede propagandadrama" - som johnson formulerer det - undgå beskæmmet glemsel ?
Aktuelt er prognosen ikke den bedste, men det er faktisk tiden fremfor manden, der gør livet surt for dramaerne (lyrikken er et levedygtigt kapitel for sig). Dødsstivhed har længe præget det engang så subvensive politiske teater; politiske diskussioner finder i dag sted i andre rum og andre medier, og politiske afgørelser træffes oftest udenfor rampelys. 80'ernes og 90'ernes teater har fjernet sig fra samfundsdebatten og debatten fjernet sig fra teatret.
Den nære fortids politiske teater har flyttet følgespotten over på sociologien og de humane sammenhænge; individet og individualistisk udforskning fylder såvel dramatikken og litteraturen, som reklame-, fittness- og privatsfæren.
Publikum mangler
Den mentale fokusering væk fra flokmentaliteten skaber problemer for lærestykkerne; dagens teaterpublikum går efter oplevelsen, visionen, konceptet, det anderledes rum, suset. Få eller ingen køber billet for at blive belært ex catedra, og Brechts sort-hvide klassificeringer har et lettere suspekt, altmodisch og latterligt skær i vore 90'er-øjne og -ører, der er skolet i at skelne og kildes af anderledes hårfine nuancer. Publikum er på en måde blevet for dygtigt.
Det samme gælder de store dialektiske dramaer - Mutter Courage, Galileis liv, Det gode menneske fra Sezuan (måske periodens mest aktuelle og oplivelige) og Den kaukasiske kridtcirkel - zeitgeisten er dem pt. ikke venligt stemt og klassikerstatus har de ikke nået endnu efter perioden med forstoppelse. Vagabonderende krigszoner hvorsomhelst kalder hverken på Mutter Courage eller Fru Carrars geværer, men først og fremmest på medieinvolvering. Modstandsfarcen Svejk i 2. Verdenskrig er det nærmeste en Brecht i godt lune kom folkekomedien - den oplives med mellemrum (her sidst hos Peter Langdal), men dens slutning trænger slemt til doktorering. Visse steder skulle Hitler-advarslen Arturo Ui egentligt have en god chance, men som regel trives censuren de samme steder.
Brechts mest omtalte teateridé omsat til praksis - verfremdung - fremstår også i dag temmeligt nedslidt. Ironien har overtaget dens distance, igen sætter publikum sig ikke på plydssæderne for at beundre en teknik, der går ud på at få dem op af sæderne og ud af illusionen, tværtimod. De vil illusionen - spørg Robert Wilson, de franske cirkusnytænkninger eller først og fremmest performancefolket.
De tænkendes musical
Brechts største chance her og nu ligger hos Kurt Weill og Paul Dessau. I syngestykkerne (Laser og pjalter, Mahagonny, Happy End) bider satiren hårdest, er tonen grovest og verfremdung'en længst væk.
Musikken er forlængst blevet klassisk, står på ambitiøse chanson-repertoirer og foreligger i utallige cover-versioner af langt yngre genrer, kendtest måske af Doors. Dessaus blåt lyriske og Weills skrapt jazzy karakteristika har en musikalsk slagkraft og egenart, ingen moderne musicalkomponist hidtil har evnet at nærme sig. Som Den Tænkende Mands Musical har trekløveret en nærliggende, endnu ikke realiseret chance i sen-90'ernes song-and-dance landskab; ikke alene en chance, men en come-back mulighed, der kan demonstrere forskellen på musikalsk easy listening uden næringsværdi og et kongenialt tekst-og-musik udtryk, der vil noget mere end behage.
Inf. om Brecht
Nyere danske opsætninger - og glimt af Informations anmeldelser
Mutter Courage (1939)
*Folketeatret, 1994. Instr: Preben Harris. Scen.: Sture Pyk
"Brecht er på vej ind i varmen igen. Det mærkes på universitetsplan og ses på de udenlandske repertoirer og et enkelt københavnerpip sidste sæson. Og rigtigt igen, at Mutter Courage forekommer at være et naturligt valg, når man fra scenen vil blande sig i den kommentarstrøm, der omgiver borgerkrigen i eks-Jugoslavien. Brechts lærestykke - skrevet i eksil i begyndelsen af en eskalerende større krig - har endda den ligefremme analogi, at det udspiller sig i en krig, der først og fremmest er en religionsstrid." (25. marts 1994, Nina Davidsen)
Den kaukasiske kridtcirkel (1944)
*Odense Teater, 1996. Instr: Lærke Reddersen. Scen.: Finn-Erik Bendixen.
"Da han (Kurt Ravn) som Azdak sætter morlille, der har stjålet en ko, i dommersædet og sig selv med sit vinkrus ned på gulvet, hvorfra han synger til hende, Grusiniens mor, den smerteramte, den berøvede, hvis sønner er i krig, fik jeg tårer i øjnene.
Den ville teaterteoretikeren Brecht nok til gengæld ikke have brudt sig om. Han mente jo, at følelser kunne gøre det af med publikums dømmekraft, men ham om det. Dramateksterne består med visne og frodige dele i en eftertids belysning, og det er glædeligt, at Odense Teater ikke har lagt ham i mølposen som persona non grata, men laver en smuk og provokerende forestilling, støvet af for belærende foranstaltninger, der både af politiske og kunstneriske grunde ville være et anakronisme. Det er Brecht befriet for Overbrecht, kunne man fristes til at sige." (9. april 1996, Ane-Grethe Østergaard)
Det gode menneske fra Sezuan (1939-41)
*Gladsaxe Teater, 1996, Instr.: Inger Eilersen. Scen.: Pia Maanssen.
"Moralen i Brechts Sezuan-fabel er tvetydig: Den siger, at godheden findes selv hos de fattigste og mest undertrykte ... - men at den kun trives side om side med ondskaben.
I Gladsaxe Teaters opsætning af Det gode menneske fra Sezuan er det netop fascinationen af denne menneskelige dobbelthed, der er forestillingens bærende tolkning. Det gælder i hvert fald Inger Eilersens personomhyggelige iscenesættelse, der understreger alles forudsætninger for at handle både godt og ondt." (14. oktober 1996, Anne Flindt Christensen)
Baal (1918)
*Teatret Mungo Park, 1997, Instr.: Alexa Ther. Scen.: Rikke Juellund
"Baal står og falder med hovedrolleindehaveren, og Mungo Parks udsmideragtige Lars Bom er noget nær et mirakel som Baal - et psykopatisk, alkoholiseret, liderlighedsmirakel. Lars Boms grove borebissekrop med det halvskaldede hovede er som skabt til skildringen af denne hæmningsløse menneskeforfører, der får både mænd og kvinder til at underkaste sig. Han digter om trætoppene og solen, mens han begramser og besudler alle forhåndenværende kroppe og sjæle. Hans tyranni reguleres kun af sprutten i hans desperate blod, mens spyt og sperm spyder på asfalten omkring ham. (...)
Det uhyggeligt imponerende ved forestillingen er dens evne til at virke nyskrevet. At det er lykkedes for Mungo Park at omsætte Brechts almentgyldige historie fra 1918 til så 90'er-nært et udtryk, at stykket truer med at løfte sig fra teatret og forvandle sig til virkelighed - den bagsidevirkelighed, som samfundet fortsat helst vil holde væk fra horisonten." (22. januar 1997, Anne Flindt Christensen)
