Læsetid: 6 min.

Breve fra en forsvundet digter

6. februar 1998

Saint-Exupérys breve til sin mor giver lyst til at læse hans andre værker igen

Breve
"Hundrede vers måske mindre er nok til at skabe en kunstners berømmelse", skrev Guy de Maupassant i sit forord til Pierre og Jean, men tilføjede, at så skulle de også være perfekte.
Det kunne passe på forfatteren Antoine de Saint-Exupéry, hvis værker næsten kan tælles på én hånd, de fylder meget lidt, men bare eventyret on Den lille Prins ville have gjort ham verdensberømt. Det var den prins, der dukkede op, mens forfatteren en dag sad og stirrede på et stykke blankt papir. "Hvem er du?", havde han spurgt. "Jeg er den lille prins," havde barnet svaret.
Det er altid spændende at dykke ned i en berømt forfatters liv efter hans død, og Saint Exupérys mystiske forsvinden i 1944 har kun øget hans berømmelse. En morgen styrtede hans Lightning fly i Middelhavet under et rekognosceringstogt, og det blev aldrig fundet, så hans skæbne er og forbliver en gåde. En teori går ud på, at han på vej tilbage fra Annecy-Grenoble området overfløj sin mors hus ved kysten og blev skudt ned i havet af tyskerne. Næste dag ville han have fået at vide, at det var slut for ham med at komme ud på de togter "Man kan da ikke sådan give en mand startforbud," havde han sagt, da han som 43-årig faldt for aldersgrænsen - men han var da allerede otte år for gammel - og han glemte, at han havde totalskadet et fly kort forinden .
"Hvis jeg kommer hjem," skrev han i et af de sidste breve, "vil jeg ikke vide, hvad jeg skal sige til menneskene."
Marie de Saint-Exupéry - Antoines mor - modtog det sidste brev fra ham et år efter hans død. Hun besluttede i 1955 at udgive dem, han havde sendt hende, siden han var barn. De blev genudgivet i 1969, i 1984 igen, denne gang var samlingen udvidet og revideret, og det er de sidste, der nu er oversat til dansk. Man spørger sig lidt, hvorfor de bliver udgivet nu, hvor ingen taler om Exupéry? Hvorfor ikke dengang? eller ved 50 årsdagen for hans død i 1994, hvor hele Frankrig fejrede ham, og hans værker blev udgivet i den fine Pléiade-udgave? Men netop fordi der er så lidt efter Saint Exupéry, er alt vigtigt, og det er fint at brevene kommer - også nu.
Exupéry var af en gammel fin adelsfamilie med slotte, skjolde og titler, og han ville oprindeligt være søofficer, men blev kasseret til adgangsprøven, fordi han lavede for mange stavefejl, en skavank der også havde generet ham i skolen, selv om lærerne godt vidste, at han kunne skrive.

Brevene
Hans breve til moderen er præget af stor kærlighed. De handler meget om, at han savner hende. Store perioder af hans liv gik i ensomhed på kostskoler, senere på hotelværelser "i små provensbyer med små tog og små cafeer, hvor der spilles kort" og i små job, der ikke rigtig interesserede ham. Senere tilbragte han megen tid i tremandsbarakker som pilot eller soldat, alene underlige steder i verden, ventende på flytilladelse, på brev hjemmefra - og på penge, som han altid manglede .
Vi får indtrykket af en mand, der har svært ved at finde sig til rette, og vi har læst over halvdelen af bogen, før brevene indeholder ret meget andet end korte meddelelser fra hans forskellige opholdssteder . I biografier får vi at vide, at han er en homme à femme, en kvindeelsker, men i brevene er det svært at se ham sådan. Han har et underligt ukødeligt forhold til kvinder undtagen til moderen og dem i den nærmeste familie:
"Så gifter jeg mig, får en lille lejlighed, en kokkepige og en dejlig kone," skriver han et sted. Det lyder lige så urealistisk som i eventyret om Konen med Æggene. Han drikker te sammen med tre unge piger, der siger det samme, er klædt ens, bruger lige meget sukker i kaffen og går på samme tid. Han ville ikke vide, hvem han skulle vælge, siger han. "Jeg regner med at møde en lille køn og intelligent ung pige, hvis du kan finde en til mig, får du del i medgiften," skriver han til en ven. Han længes, men de er fremmede.
Vennerne er sagen, herlige venner allesteder, og kolleger der er "åndfulde", men heller ikke de bliver beskrevet sådan, at vi kan se dem for os og fornemme dem af kød og blod. Hvorfor er de f.eks. så pragtfulde?
I 1927 kommer han til Dakar og begynder sit spændende og farefulde liv som postflyver. "Det var ikke besværet værd at tage dybt ind i Afrika for at finde en tåget forstad til Lyon," skriver han. Men han er lykkelig for at være der, og først nu begynder vi at læse breve, der også har anden interesse end bare små bemærkninger fra Antoine de Saint Exupérys dagligdag.
Det var her han begyndte at skrive Postflyveren (1929), der med ét slag gjorde ham berømt - men også gjorde, at han mistede de venner, han sådan havde berømmet i romanen. De blev åbenbart bange for ham, og det ramte ham hårdt. Han er lykkelig i Dakar, og skriver spøgefuldt, at det ærgrer ham at blive kaldt forlovet, for man kan ikke gå ud hverken med en kvinde eller end mand, uden at folk tror, at det er ens kæreste. Det er brevene til vennerne, der er de interessante. Til moderen er det stadig stort set: "Jeg elsker dig, send penge, jeg er en dårlig søn og ked af, at du er ked af det, men jeg lover at forbedre mig og invitere dig ud på en dyr restaurant, når jeg kommer hjem," og lignende.
Den sidste tid

En kammerat derimod får et langt brev fra Dakar, hvor han beskriver ruten gennem det ikke undertvungne Sahara. "Det er meget sportsligt" siger han, "de dræbte to af vores piloter sidste år ud af fire, og over tusind kilometer har jeg den ære at blive beskudt som en agerhøne."
Det er som sagt først her, efter at halvdelen af bogen er gået med de korte breve til moderen, at vi får et par lidt mere interessante - og der kommer ikke ret mange flere.
Der er næsten ingen breve fra den tid, der kunne have været mest spændende at få belyst. Tiden, fra han blev postflyver i 1927 til hans død i '44, fylder knap en fjerdedel af bogen. "Rejsen gik godt bortset fra et uheld, hvor maskinen blev knust i ørkenen" hører til den slags bemærkninger, der bliver skrevet uden kommentar på to linjer.
I 1929 bliver han direktør for driften af Aeroposta Argentina, men da er vi næsten færdig med bogen. "Jeg vil gerne giftes," skriver han samme år, og han blev faktisk gift 1931 med Consuelo Suncin i Buenos Aires, sagdes at elske hende til det sidste, men vi hører meget lidt om hende i brevene, og tiden fra 1932 til 1944 fylder syv sider.
"Hundrede vers skulle være nok," sagde Maupassant. Det er ikke i Saint-Exupérys breve til sin mor, at de hundrede vers geniale findes, men brevene giver bestemt lyst til at lede efter dem i hans andre værker.

*Antoine de Saint-Exupéry: Breve til moderen. Oversat af Elisabeth Ellekjær. 206 s. 268 kr. Lindhardt & Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu