Læsetid: 2 min.

Briternes stille diplomati i Irak-krisen

21. februar 1998

Mens krigsretorikken blomstrer, er briterne også aktive i bestræbelserne på at skabe en diplomatisk udgang på Irak-krisen

LONDON
Storbritannien står med sin sabelraslen i fri dressur urokkeligt ved USA's side i Irak-konflikten. Men bag overskrifterne arbejder briterne bravt for at få hevet en diplomatisk løsning hjem.
Ifølge udenrigsminister Robin Cook er det i høj grad briternes fortjeneste, at FN's generalsekretær Kofi Annan overhovedet har noget med i sagsmappen til Bagdad.
Cook sagde under debatten i Underhuset i denne uge, at "diskussionerne i Sikkerhedsrådet centrerede sig om en tekst, som var forfattet af Storbritannien."
Kofi Annan vil ikke sige, nøjagtigt hvad det er, han har med i mappen. Men er kompromiset formuleret på basis af et britisk indspil til Sikkerhedsrådets fire andre permanente medlemmer - USA, Frankrig, Rusland og Kina - er der nogle retningslinier, som er sluppet ud.
Ifølge The Guardian har den britiske FN-ambassadør John Weston arbejdet for en løsning, hvorunder FN's våbeninspektører, UNSCOM, plus nogle diplomater får adgang til de steder, hvor de har mistanke om, at Saddam Hussein gemmer våben.
Men som en indrømmelse over for Hussein nævnes ordet UNSCOM ikke i den britiske tekst. Ligeledes gøres det i papiret muligt, at FN-inspektørerne kan arbejde direkte under FN-generalsekretær Kofi Annans protektion. Også det anses som en imødekommelse af Saddam Hussein.
Endelig åbner papiret mulighed for, at der kan fires på inspektionen af atomvåben og raketbaserede våben i Irak for at give Saddam Hussein et pejlemærke for en endelig ophævelse af sanktionerne mod landet. De kan kun ophæves fuldt ud, når inspektørernes arbejde er færdigt.

Den offentlige opinion
Briterne har dermed indtaget en rolle et sted imellem den amerikanske holdning og den forsigtige fransk-russisk-kinesiske flanke. Skellet går mellem viljen til at bruge magt, som briterne ikke udelukker. Den position har Storbritannien flere grunde til at indtage.
"Bortset fra det særlige forhold til USA, er der en ny regering, som har behov for at manifestere sig og vise, at den ikke er bange af sig. Og endelig er der våbenhandlen. Efter Golfkrigen steg våbensalget til regionen enormt. Og er er ingen bedre måde at vise våben frem på end at paradere dem. Disse ting har ikke skabt den britiske politik, men de har informeret den," siger Kirsten E. Schulze fra London School of Economics (LSE).
Men Storbritannien har trukket sig tilbage fra den pure amerikanske linie.
"Jeg tror, det skete, da den offentlige opinion skiftede. Folk er måske ikke imod militært indgreb, men de er begyndt at stille spørgsmålstegn ved, hvad målet er, og om det er opnåeligt," siger Kirsten E. Schulze.
Ikke mindst af den årsag har briterne trukket mere i de diplomatiske snoretræk. Uden at ødelægge chancerne for at opfylde de motiver, der lå bag krigsretorikken.
For bliver der en diplomatisk løsning, kan briterne - og amerikanerne for den sags skyld - altid sige, at den kun var mulig på grund af deres trussel om angreb.
Og krigsmateriellet er jo allerede ned i Golfen, hvor enhver kan tage det i øjesyn og se det demonstreret.

Tema side 7

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu