Læsetid: 3 min.

Butterfly i biografen

6. februar 1998

Det er en i det store og hele vellykket 'Madame Butterfly', der vises på Posthus Teatrets lille lakæskelåg af et filmlærred

OPERAFILM
Med u-avantgardistisk scenografi og enkle filmiske virkemidler er det lykkedes den franske instruktør Frédéric Mitterrand at lave en rigtig god filmversion af Puccinis opera Madame Butterfly.
Selvfølgelig vil mange per automatik hæve øjenbrynene, når de hører om endnu en 'operafilm' - denne hybridform, der ligefrem indbyder til problemer. For kan man overhovedet forene operaens og filmens forskellige fortælleteknikker? Det er i hvert fald svært, og så meget desto mere værdsætter man Mitterrands fine løsninger i denne stemningsmættede genfortælling af Puccinis kærlighedsdrama. Kun punktvis glipper forsøget på at gennemføre en filmisk tilgang til operamediet.
Det er ikke fordi, der er vendt op og ned på ret meget hos Puccini. Operaens enkle plot udspiller sig som foreskrevet i et hus i havnebyen Nagasaki i begyndelsen af dette århundrede. Kun ser man ikke havnen eller for den sags skyld byen, men alene havet neden for det smukke, japanske hus, der fikst kan skifte indretning på et øjeblik.
Det er imponerende, i hvor høj grad handlingen formår at fastholde tilskuerens opmærksomhed trods sin ligefrem skræmmende mangel på ydre begivenheder. Fortælletempoet er selvfølgelig langsomt målt med sædvanlige biograf-alen, men dræbende er det ikke. Tværtimod læner man sig gerne tilbage i biografsædets plys for at nyde den tragiske kærlighedshistorie på dens egne præmisser.
Butterfly, der er ganske ung, giftes bort til en amerikansk flådeløjtnant, Pinkerton, som dermed køber sig til hus og hustru i samme handel. Han er ubekymret og uengageret. Hun, derimod, forsager både fortid, familie og forfædrenes guder for at følge ham. Selvfølgelig forlader Pinkerton hende til fordel for en anden. Alligevel holder hun trofast stand mod omverdenens hån. Da hun til sidst - modstræbende - må se hans forræderi i øjnene, er døden den eneste udvej.

Smukke miniaturer
Man griner lidt ad de mange klichéagtige skulderklap, der udveksles mellem Pinkerton og konsul Sharpless i filmens begyndelse. Men ellers undgås teatergestikken mestendels behændigt.
Operaen får liv ved kameralinsens erstatning af tea-trets fikserede tilskuerpladser. De levende vinkler, reallyden i udendørsscenerne ved huset, blæsten og blikkene ud over havet giver et glimrende, opblødt alternativ til de stive teaterkulisser.
Puccinis smukke, smægtende toner, der diskret er iblandet japansk folkemusik og amerikansk nationalmelodik, gør, at det hele opleves som et lyrisk filmdrama, hvor filmmusikken for en gangs skyld har fået lov at tage overhånd. Og godt synger de. Både den amerikanske tenor Richard Troxell som Pinkerton, barytonen Richard Co-wan som den politisk korrekte Sharpless og den fine, kinesiske sopran Ying Huang som den stakkels Butterfly, der fanges i et net og til slut selv må stikke nålen gennem sin sarte sommerfuglekrop.
Selvom Huang, da filmen blev til, var sidst i tyverne, leverer hun uproblematisk den afgørende illusion om en uskyldsren teenagepige. Barnet i operaens dramatiske slutning, derimod, er som sædvanligt åbenlyst for gammelt.
En overnaturlig scene i første akt virker ufilmisk, som en malplaceret deus ex machina-effekt, der hører hjemme i den teaterverden, Mitterrand ellers med held har forsøgt at undgå. Indføjelsen af gamle, japanske stumfilmklip som legitimering af det lange orkesterintermezzo i anden akt fungerer derimod på rent filmiske præmisser som glimt af fortabt identitet inde i Butterflys forpinte hoved. Lyset og de japanske kostumer er flotte, og mange af billederne står som smukke miniaturer på biografteatrets lille lakæskelåg af et lærred. Alt i alt er det en fin film, der viser, at det godt kan lade sig gøre at omplante en opera til biografen. Kun få steder stikker det problematiske heri hovedet frem.

*Puccini: Madame Butterfly. Ying Huang (Butterfly), Richard Troxell (Pinkerton), Ning Liang (Suzuki), Richard Cowan (Sharpless), Jing-ma Fan (Goro). Orchestre de Paris, Choeurs de Radio France dirigeret af James Conlon. Instruktion: Frédéric Mitterrand. Posthus Teatret

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her