Læsetid: 4 min.

Clinton forbereder USA på krigen

16. februar 1998

FN's generalsekretær er villig til at rejse til Irak for at gøre et sidste forsøg på at afværge et angreb mod Irak

BOSTON
Den amerikanske regering træder stadig i vadestedet, når det gælder om at fremlægge en klar og entydig forklaring på, hvad USA helt præcist agter at opnå med et muligt luftangreb mod Irak.
Derfor planlægger udenrigsminister Madeleine Albright, forsvarsminister William Cohen og sikkerhedsrådgiver Sandy Berger at holde et tv-transmitteret "bymøde" på Ohio State University i Columbus på onsdag, hvor de vil forsøge at fremlægge regeringens argumentation over for det amerikanske folk.
Dagen inden skal præsident Bill Clinton møde cheferne for USA's væbnede styrker i et 'sikkert værelse' i Pentagon for at lægge sidste hånd på planerne for et luftangreb mod Irak.
Det forventes, at han kort efter mødet tirsdag holder en tv-tale til nationen.
Men det vil stadig vare en rum tid, inden præsidenten giver grønt lys til at sende luftstyrkerne ind over Irak. Adspurgt om det kan ske i slutningen af denne uge, svarer en regeringskilde:
"Hvem siger det? Vi er skam klar til at angribe idag, men vi håber stadig på en diplomatisk løsning. Det tager tid at indhente støtte fra andre lande og samle en allieret styrke. Samtidig skal Rusland og flere arabiske lande have tid til at overtale Irak til at indfri kravene i FN's resolutioner," siger den amerikanske regeringsembedsmand til Information.
Men han tilføjer: "Hvis FN's generalsekretær tager til Bagdad og vender tomhændet hjem, så ville jeg udsætte min ferie i Irak."

Annan måske til Bagdad
Generalsekretær Kofi Annan har udtrykt vilje til at rejse til Irak i et sidste desperat forsøg på at overtale Saddam Hussein til at give FN's våbeninspektører "fri og uhindret adgang" til alle formodede våbenfabrikker og laboratorier i Irak.
Men det vil han kun gøre, siger hans talsmand Fred Eckhardt, hvis de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet bakker op fuldt op om missionen og såfremt den irakiske regering på forhånd tilkendegiver vilje til at indfri FN's krav.
Kofi Annan sendte i denne weekend et eksperthold til Bagdad, som får til opgave at udmåle seks af Saddam Husseins 70 nybyggede paladser, hvor lagre af biologiske og kemiske våben samt missiler formodes at være skjult.
I fredags lod den britiske regering endvidere et forslag cirkulere om at nedsætte et særligt inspektionshold, der ene og alene får til opgave at inspicere Husseins paladser. Til forskel fra et lignende oplæg fra Frankrig og Rusland skal holdet dog ledes af chefen for FN's særkommission, UNSCOM, Richard Butler, hvis hårde linie den irakiske regering offentlig har taget afstand fra.
Det var igår ikke muligt at indhente en fyldestgørende kommentar fra USA's regering til det britiske forslag. "Jeg kan kun sige, at det ikke er op til Irak at diktere betingelserne over for Sikkerhedsrådet. Det er FN, der dikterer betingelserne til Irak," siger en amerikansk regeringskilde til Information.

Kinesisk advarsel
På den diplomatiske front var Clinton-regeringen igår lettet over, at Kina tilsyneladende ikke planlægger at modsætte sig en militær aktion, hvis spørgsmålet bliver bragt op i en eller anden sammenhæng i FN's sikkerhedsråd.
Efter et møde med USA's FN-ambassadør Bill Richardson i Beijing nøjedes den kinesiske udenrigsminister Qian Qichen med at advare mod magtanvendelse.
"Et angreb vil uundgåeligt få alvorlige følger og gå ud over uskyldige civile. Det vil ikke bidrage til en løsning af problemet vedrørende FN's våbeninspektion," sagde han.
Netop frygten for at ramme civile under et luftangreb kan i første omgang føre til, at USA's armada af bombefly begrænser deres mål til installationer, der såvidt muligt ligger langt væk fra beboede områder.
Men det kan på den anden side betyde, at et bombardement af formodede våbenlagre ikke er særligt effektivt.
Dette problem har afspejlet sig i de udtalelser, som præsident Clinton har fremsat i de seneste par måneder. I november talte han om at berede vejen for FN's våbeninspektører, således at de vil kunne arbejde uhindret i Irak.
Men i de seneste dage har Clinton nedprioriteret formålet med et luftangreb til at "formindske Iraks kapacitet til at erstatte, udvikle og anvende sine masseødelæggelsesvåben og til at true sine naboer."
USA håber, at Irak efter en første bølge af luftangreb vil give sig og lade FN's inspektionhold arbejde frit og uhindret i landet. Men amerikanerne gør sig ingen illusioner og afviser spekulationer om, at et effektivt og succesrigt bombardement af Iraks farlige våbenarsenaler eventuelt vil kunne føre til en gradvis ophævelse af FN's blokade.
"Vores holdning er, at Irak skal opfylde kravene i alle FN-resolutioner. og det er ikke kun spørgsmålet om at give våbeninspektørerne fri adgang til alle installationer. Det drejer sig om krigsfanger og om betaling af krigsgæld til Kuwait," siger en kilde i USA's udenrigsministerium.
"Til gengæld er vi villige til at øge Iraks mulighed for at eksportere olie fra 2,2 til 5 mia. dollar hvert halve år. Det ville give Irak en stor ekstra indtægt."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her