Læsetid: 6 min.

Danmark bagud med ligestilling

19. februar 1998

Danmark skraber bunden i den nordiske ligestillingsindsats - vi fører kun symbolpolitik. Lektor Anette Borchorst efterlyser en politik på området

Den danske statsfeminisme er gået i dvale. Ligestillingspolitikken har mistet indhold, og ligestilling forstås meget snævert, både i det politiske system og den brede offentlighed. "Hvad der udøves i Danmark er i vid udstrækning symbolpolitik," siger lektor Anette Borchorst, Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Hun har netop til en ny bog, der udgives af Nordisk Ministerråd, sammenlignet den politiske ligestillingsindsats i de fem nordiske lande. Sverige sidder på toppen og Danmark på bunden med hensyn til tyngde og gennemslagskraft i den nordiske indsats for ligestilling mellem kønnene. Mens man i f.eks. Norge og Sverige har suppleret det politisk rådgivende ligestillingsorgan med både en central placeret administrativ enhed - med den opgave at koordinere ministeriernes indsats, og et ligestillingsombud, der skal sørge for, at loven overholdes, er der herhjemme intet sket siden etableringen af Ligestillingsrådet i 1975.
Det danske ligestillingsråd er fortrinsvis et politisk rådgivende organ. Et råd uden megen kompetance og fritstående i den forstand, at det ikke er placeret i nær tilknytning til regering og ministerier.
Anette Borchorst siger til Information, at den danske regering understøtter den svage profil uden en formuleret ligestillingspolitik. Danmark har heller ikke - i modsætning til Sverige, Norge og Finland - valgt at udnævne en ligestillingsminister, der kan sikre, at regeringen konsekvent bærer ligestillingsbriller på jobbet.

Borgerlige kvinder stået af
Anette Borchorst: "Ingen danske partier profilerer sig på ligestilling, og i de borgerlige partier er der kun få fortalere for ligestillingspolitik. Tværtimod markerer unge kvindelige politikere fra Venstre og Konservative sig stærkt kritisk overfor ligestillingsinitiativer. Intet tyder på, at ligestilling opfattes som et væsentligt politikområde."
Tidligere har der været tradition for, at kvindelige politikere har samarbejdet om kvindepolitiske problemstillinger på tværs af partierne. Og borgerlige folketingspolitikere som Else-Merete Ross (R), Hanne Budtz (K) og Nathalie Lind (V) har som medlemmer af de gamle kvindeorganisationer i høj grad markeret sig i folketingssalen - på linie med f.eks. socialdemokrater som Lis Groes og Edel Saunte og SF'eren Ebba Strange.
"I Danmark har man simpelthen ikke tilpasset ligestillingsarbejdets organisatoriske struktur til tidens nye krav og vilkår. Så efter min mening er der i høj grad brug for en reorganisering," siger Anette Borchorst, der også kender ligestillingsarbejdet indefra, idet hun - opfordret af Poul Schlüter - var medlem af Ligestillingsrådet fra 1988 til '95. I dag sidder hun i det statsministerielle udvalg, der formentlig til sommer kommer med et bud på en reorganisering af den statslige ligestillingsindsats i Danmark.
Udvalget blev nedsat efter, at SF i 1995 stillede forslag om et dansk ligestillingsombud. SF foreslog ved samme lejlighed, at der skulle nedsættes et nyt, udvidet ligestillingsråd - med bl.a. repræsentanter for ikke bare arbejdsmarkedets parter, kvindeorganisationer og kønsforskere, men også personligt udpegede mænd, unge, og etniske minoriteter.
Eftersom folketinget ikke tændte på ideen, blev der i marts 1996 nedsat et bredt sammensat udvalg med landsdommer Ida Steincke som formand. En af Ligestillingsrådets opgaver er at koordinere arbejdet med de handlingsplaner, som der siden 1988 er stillet krav om til alle offentlige myndigheder og styrelser med mere end 50 ansatte. Handlingsplanerne skal bl.a. rumme måltal for udviklingen. Det gør de meget ofte ikke.

Symbolpolitik
"Det er den slags, jeg kalder symbolpolitik," siger Anette Borchorst og forklarer fænomenet som politik, hvor myndigheder ønsker at give signaler om vilje til nytænkning og omstilling uden at den gode vilje følges op med styreredskaber til at nå målet.
- Hvad er forklaringen på, at Danmark i den grad er sakket bagud på det ligestillingspolitiske område sammenlignet med vore nordiske nabolande?
Anette Borchorst: "Der er i hvert fald to forklaringer. Den ene er, at der ikke længere eksisterer et kvindepolitisk pres nedefra."
"Når jeg taler om, at ligestillingspolitikken er meget snæver, ja nærmest er landet i en blindgyde, så mener jeg bl.a., at der er så mange relevante kvindepolitiske emner, som den ikke beskæftiger sig med, og som i høj grad er på dagsordenen i de øvrige nordiske lande, emner som handel med kvinder, sexuel chikane, vold i familien og incest."
- Hvad handler dén manglende vilje til at beskæftige sig med privatlivsemner om?
"Om den danske kultur. Om vores højhellige frigørelse, som betyder, at vi endelig ikke skal optræde på måder, der bare antydningsvis kan forveksles med puritanisme. Det er tydeligt, at når ligestillingen tangerer sexualitet, bliver den latterliggjort."
"Jeg kan selv opleve, at man i lande som Sverige og Amerika går for vidt i forhold til at diskutere seksualitet, men herhjemme er vi gået i den anden grøft: Vi vil slet ikke have med emnet at gøre. Personligt efterlyser jeg ikke en egentlig regulering af de emner, men en debat. Ligsom jeg i det hele taget gerne vil have problemstillinger op, så ligestillingsdebatten kan rettes op. Jeg synes f.eks., det ville værre befriende at få renset ud i det ligemageri, mange mennesker opfatter ligestilling som. Altså den opfattelse, at kønnene skal det samme."
- Du opfatter ikke ligestillingsarbejde som, at kønnene skal det samme?
"Nej, nogle gange skal man behandle kønnene forskelligt for at fjerne uligheder imellem dem. Det er derfor, kønskvotering kan være et godt redskab. Men den debat har det med at gå totalt i kage. Begrebsbrugen er meget upræcis. Der er f.eks. forskel på, om man foretager en rekruttering - altså om man opfordrer kvinder eller mænd til at søge stillinger - eller om man kønskvoterer. Og om man kønskvoterer radikalt eller moderat."
"I både moderat og radikal kønskvotering opererer man med et minimum af kvalifikationer. Moderat kønskvotering vil sige, at man med udgangspunkt i lige kvalifikationer foretrækker det underrepræsenterede køn. Og radikal kønskvotering vil sige, at stillingen går til det underrepræsenterede køn, f.eks. en kvinde, der opfylder kravet om et minimum af kvalifikationer."
"Endelig er der den mulighed at øremærke en stiling til et bestemt køn."
"I dagens Danmark er det næsten umuligt at kønskvotere til fordel for kvinder. Et godt eksempel er de forskerstillinger, RUC ville kvotere kvindelige forskere ind i, men hvor arbejdsgiverne brugte deres vetoret i Ligestillingsrådet, og sagen lynhurigt endte i en diskussion om kvalifikationer. Hvorimod det er langt mindre kontroversielt at særbehandle mænd. Der er i årevis blevet kønskvoteret mænd ind på f.eks. læreruddannelsen og medicinstudiet."
"For forskerstillingernes vedkommende er vi nødt til at tale om, at den kendsgerning, at der er så få kvinder i forskerstillinger, også handler om magt. Om at nogle kulturer - som universitetsverdenen - har en tendens til at reproducere sig selv."

Vi sammenligner os med EU
- Og den anden forklaring på den nedprioriterede danske ligestillingsindsats?
"Når vi tidligere har sammenlignet os med de andre EU-lande fremfor Norden, har Danmark altid på ligestillingsområdet ligget i toppen."
"Endelig er der en tredie forklaring: At de politiske partier, bl.a. Socialdemokratiet, nedlagde deres kvindeudvalg i slutningen af 60'erne. I ligestillingens navn. Man ville ikke være konfliktprovokerende i forhold til mændene, lød argumentet. Men de politiske partiers kvindeudvalg kunne være et væsentligt forum til at diskutere kvinde- og kønsaspekter i forhold til lovgivningen. Det bruges de til i de andre nordiske lande."

Diskussion af sporet
- Apropos mænd, så skriver du i din bog, at der i samtlige nordiske lande er tendens til, at de kønsneutrale organer i stigende grad varetager mænds interesser?
"Ja, og jeg skriver også, at de i nogle tilfælde, men langtfra i alle, er i overensstemmelse med kvinders interesser."
- Men er det ikke godt, at mændene er kommet på banen?
"Jo, men jeg synes, at diskussionen i Danmark er løbet af sporet. Mandespørgsmålet herhjemme er blevet til udelukkende et spørgsmål om forældremyndighed. Det kan jeg ikke genkende fra virkeligheden, hvor mange lever fredeligt med hinanden og kan samarbejde om deres børn, også efter at være blevet skilt. I Norge, Sverige og Finland, er mandedebatten meget bredere. Jo - det er dejligt, at mændene er kommet på dagsordenen. Problemet er udelukkende, hvis det sker på bekostning af kvindespørgsmål."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu