Læsetid: 6 min.

Den danske sang er en engelsksproget norsk Barbie-dukke

7. februar 1998

Dansk pladeindustri har udviklet sig fra at være en branche af kræmmere, idealister og frustrerede musikere til en professionel maskine, hvor afsætningen tæller mindst lige så meget som musikken

CDANGLAKRIDS
Når den danske pladebranche i aften sætter fokus på sig selv ved den tv-transmitterede Grammy-fest, er det til tonerne af en omsætning i 1997 på en lille milliard. Og det virker, som om det fænomen, der forkortes 'rock', har været her altid. Sådan tænkte ingen den 10. oktober 1956 i Odd Fellow Palæet.
Afdansningsballernes mekka var den dag rammen om indspilningen af den første danske rockplade, Rock 'n' Roll, en såkaldt ep med fire numre. Sunget af Preben
Uglebjerg, dansk films nye førsteelsker. Orkestret var
ledet af Peter Plejl. Ideen var pladeselskabets, inspireret af rock 'n' roll-genrens skandaleomsuste mediegennembrud ved koncerterne i KB Hallen ti dage før.
Den jazz-skolede Plejl tog afstand fra pladen, som han fandt "grusomt kommerciel". Uglebjerg var på en one night stand som sanger og vendte derpå tilbage til den folkelige del af underholdningsindustrien, men noget ustoppeligt var sat igang.

Elvis var ikke til at få
Pladen udsendtes af Nordisk Polyphon, det ene af landets to store pladeselskaber. Det andet var Skandinavisk Grammofon. Tilsammen havde de licensrettighederne til de vigtigste plademærker i verden. Uglebjerg solgte næppe mere end et tre-cifret antal eksemplarer, men det var dansk, og for første gang tilrettelagt for at nå ungdommen på dens egne præmisser
De følgende år udsendtes en række danske rock 'n' roll- og senere pigtrådsnavne, enten på de store selskaber eller en række små og uafhængige cigarkasseselskaber.
Omtalen og koncertaktiviteten var større end salgstallene. Den danske gennemsnitsteenager hørte ikke Chuck Berry, Little Richard og Jerry Lee Lewis. De plader blev ikke distribueret herhjemme. Selv Elvis Presley var det svært at få før 1959. Giro 413 var den fælles lydkilde; man hørte forældrenes musik, og skulle der være oprør, bød det velfriserede rock 'n' roll-destillat, Tommy Steele, op til en dans, der ikke måtte blive for kropsnær. Musikkens medie var filmen. Kun seks procent af de unge ejede mere end 10 plader.

Første globale hit
Sådan var det en rum tid. Det første egentlige danske popidol, Otto Brandenburg, blev for alvor landskendt via film som Sømænd I Knibe og Mine Tossede Drenge fra 1960-61.
På samme tid slog (Johnny) Reimar Kristensen igennem med The Cliffters. Gruppens fjerde single, Django, blev udsendt i 32 lande, og blev dansk rocks første globale hit - uden videosupport eller markedsføring. Cliffters førte an i pigtrådsgenren, som paradoksalt nok var uden modhager. Det var en meget dresseret musik med en høflig, melodisk el-guitar med indbygget vibrato.
Pladerne var begyndt at sælge lidt mere. Ikke mindst fordi Danmarks Radio i 1963 blev presset til at starte P3 som reaktion på piratsenderen Radio Mercur som fra et skib i Øresund fik høje lyttertal i HT-området ved at sende reklamefinansieret pop.
Den danske pladebranche var dog til at overskue. Nok udkom mange af de små amatørorkestre på små selskaber, men de nåede kun hen til næste gadehjørne.

Før og efter Beatles
The Beatles ændrede alt dette. Efter gruppens besøg i KB Hallen i 1964 eksploderede gruppens pladesalg og salget af grammofoner. Det ene afhang af det andet.
I 1965 ejede 27 procent af ungdommen en grammofon, så eksplosionen var med måde. Det var medieomtalen ikke. The Beatles satte en bølge igang, som ikke har taget land endnu. Og branchen måtte forholde sig til fænomenet - alene fordi det lugtede af penge.
Da beatmusikken begyndte at opfatte sig selv som kunst, opstod derfor et fornuftsægteskab mellem kapital og oprør. Senere talte kritikere om, at "Onkel Joakim tog mødommen på ungdomsoprøret." Anført af det danske pladeselskab Sonet udkom de vigtigste af 60'ernes grupper faktisk på lp. Salgstallene var overskuelige, højst et par tusinde pr. udgivelse. Medieomtalen af den oprørske rock var større end udbredelsen.
I 1971 lp-debuterede Gasolin' på det multinationale CBS. For første gang havde en dansk gruppe en jævnaldrende pladeselskabsrepræsentant som sparringspartner. Poul Bruun kom ind med 4-toget fra fødebyen Bramming og satte dansk rock på skinner. Han hørte den musik, han selv producerede - også når han ikke var på arbejde.

Musikerejede firmaer
Med Gasolin' begyndte dansk musik at sælge. 25.000 eksemplarer var første milepæl. Den nåede Gasolin' med deres andet album. Og dansk rock blev for alvor økonomisk interessant.
Samtidig syntes en række musikere dog, at det var ideologisk uholdbart at lade musikken formidle af det samme system, som man sang sange om og mod. Den unge jyske gruppe Gnags stiftede derfor eget pladeselskab, Genlyd. Og en skare vildtvoksende billedkunstnere allierede sig med garvede beatmusikere i det politisk entydige, men musikalsk mangfoldige kollektiv Røde Mor, som blevlokomotiv i forlaget Demos, dannet af De danske Vietnam-komitéer.
Den kunstneriske forrentning i disse selskaber blev betydelig. Og som ren forretning satte de en ny målestok for pladebranchen. Det var, som journalist Lasse Ellegaard formulerede det her i avisen, "profit og protest i samme mytologiske univers".
Den politiske danske rock klingede ud ved indgangen til 80'erne. Samtidig blev de gamle hippier og brugtvognshandlertyper på pladeselskaberne afløst af ambitiøse yngre mænd og kvinder, der vidste meget om markedsføring og vareafsætning. Tiden var til overflade, effektivitet og forbrug. Onde tunger mente, at dansk rock lød som skræddersyet til tiden. Salgstal på 100.000 eksemplarer blev normen, og navne som TV-2, Sanne, Anne og Lis og Sebastian spejlede tiden lige så meget som den spejlede sig i dem.
Rocken blev folkeliggjort - Kim Larsens Midt Om Natten fra 1983 er med sine mere end 500.000 eksemplarer stadig den mest solgte plade i Danmark. Succesen fik succesmagerne til at prøve for sig selv. For eksempel gik Poul Bruun ind i 80'erne som direktør for sit eget Medley Records.
Succesen var ikke til at modsige, selv om enkelte gjorde det. For eksempel klandrede Lars Villemoes fra Weekendavisen sine kolleger for en "selvpålagt provinsialisme... hvor målet på, hvad der er godt og mindre godt, slet ikke holder for sammenligningerne med det udland, som rockmusikken ikke kunne eksistere uden - denne provinstænkning er efter-hånden gået hen og blevet en alvorlig skyggeside af al den køb-dansk mentalitet..."

Branche i selvsving
Branchen gik i selvsving. Peter A. G. fra Gnags foreslog at lukke dansk rock i et par år. Talentudviklingen fulgte en simpel filosofi: Solgte Sanne Salomonsen, måtte man have en ny Sanne, så solgte man nok dobbelt så meget.
Dansk rock begyndte at ligne hinanden. Men de store navne brugte stadig lige mange penge i studierne. Så der skulle sælges stadig flere plader for at give overskud.
Verden var samtidig blevet mindre. Den internationale non-stop musik-tv-kanal MTV ændrede danske unges smag, og gjorde det igen legitimt at synge på rockens modersmål, engelsk.
Ja, mange af de nye danske kunstnere ville nå udlandet først som sidst. For dem var det ikke en dyd, men en begrænsning at være dansk.

Multinationalt opkøb
De multinationale pladeselskabers danske datterselskaber begyndte at genvinde momentum først i 90'erne. Ved noget, der lignede systematisk strategi, begyndte et opkøb af de uafhængige selskaber, som havde gjort rocken rentabel. Gnags solgte Genlyd for et to-cifret millionbeløb til den tyske Bertelsmann-koncern. Replay, som husede Nanna og Ray Dee Ohh, blev købt af Warner. Medley blev overtaget af EMI. Og så videre.
De store ville have de små selskabers store kunstnere, og ansatte derefter de tidligere ejere i kreative topstillinger. Resultatet er, at danske grupper har lettere ved at blive hørt i udlandet, alene fordi det pladeselskab, der skal overbevises, er i nær familie med det, der skal overbevise. Hjemmemarkedet er ikke længere noget i sig selv.
Tilbage bliver, at Aqua, den hidtil største danskproducerede salgssucces, i aften er nomineret til seks Grammy-statuetter. Deres verdenshit synges på engelsk af en nordmand, spilles på japanske instrumenter og handler om en seriefremstillet amerikansk dukke.

*Dette er de sidste to artikler i serien om den danske pladebranche. De øvrige blev bragt den 4., 5. og 6. februar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu