Læsetid: 4 min.

Debattens ringlende lyd

14. februar 1998

KALENDER
INSTITUTIONER og etablissementer skal man holde et vågent øje med, det har øjet kun godt af, og etablissementet trives ved interessen. Således har Det danske Akademi på det seneste været genstand for en smigrende interesse i nogle aviser og tidsskrifter, dels fordi man ikke fandt Akademiets publikationer særlig interessante, dels fordi Akademiet som forsamling forholder sig tavst over for verdensbegivenhederne og kulturdebatten, og ikke mindst fordi det tæller for få kvinder blandt medlemmerne og tilmed har givet langt flere litterære priser til mænd end til kvinder. Endvidere er det meget længe siden Akademiet har tænkt på børnebøger.
Det er desværre også temmelig længe siden, nogen har skældt Akademiet ud, bortset fra jævnlige mere sideværts udtryk for små-krænkelser, der må frem, når priserne ikke er er faldet i nærheden af en selv. Og det er fuldt forståeligt og rimeligt og meget harmeligt for dem, der føler sig forbigået.
Jo, så var der den berømte overspringelse af Tove Ditlevsen, som stadig anfægter det vågne øje. Med eftertidens kloge og kritiske blik er det let at se forsømmelsen, og det har eftertiden just ikke forsømt.
Tager vi på samme måde de kloge briller på og gennemser listen over Svenska Akademiens nobelpristagere gennem tiderne, studser vi over visse navne og har let ved at anføre snesevis af kandidater med større vingefang.
Det ville nu i den igangværende kritik være ønskeligt og hjælpsomt, om nogen gik listen over Det danske Akademis modtagere af den store pris igennem og fortalte, hvem der ikke var værdig til den.

ELLERS skal vi nærmest helt tilbage til hine tider, hvor der ordentlig kom gang i kritikken af den litterære institution, dengang tidsskriftet Vindrosen under den ny redaktion af 1969 beskrev "Kunsten som hofnar". I programnummeret udmalede Ebbe Reich, den senere Kløvedal, en litterær sjælekonflikt: Akademiet holdt sit årlige forfattermøde, som han var inviteret til. Men oprørerne havde arrangeret et samtidigt modmøde i Fælledparken, en litterær dumping-festival. Med stor ærlighed fortæller han da, at han for en sikkerheds skyld nåede at deltage i begge møder og begge steder var lige pinligt berørt af konflikten mellem kunst og politik, poesien over for Maos Lille Røde.
Nu ved vi godt, hvem der trak det længste strå. Det gælder også i forholdet til Hans-Jørgen Nielsen, der i samme Vindrose-nummer skrev politisk om Akademiets indbydelsespolitik, der på reaktionær vis støttede det siddende establishment. Dengang var det sandt at sige skik at vente med at indbyde forfattere, til de havde udgivet bog nummer to.
Både Nielsen og hans herligt hvide verden, Ebbe
Reich og deres militante venner deltog flere gange siden i møderne. Der blev lyttet til arbejderforfattere og kvindelige dokumentarister, som sidenhen ikke sagde så meget.

I PER WÄSTBERGs dobbeltbind Ung mans dagbok og En ung författeres dagbog (1996-97), autentisk udgivelse af den 12-20-årige drengs notater, læser man bl.a. om den 16-åriges betragtninger over den litterære institution. Da har dette drivhusmodne litterære geni allerede en udgiven novellesamling bag sig. Han foranstalter i dagbogens notat af 6. januar 1950 en institutionel udrensning:
"I Svenska Akademien bör dessa stolar utgå: Birger Ekeberg, H S Nyberg, Sven Hedin, Nils Ahnlund, Hj Hammarskjöld, Wessén och de bör ersättas av Gunnar Ekelöf, Johannes Edfelt, Bertil Malmberg, Margit Abenius, Karl Vennberg."
På godt og ondt er man som akademimedlem udødelig både i Frankrig, Sverige og Danmark, i hvert fald livet ud. Et vilkår, man deler med flertallet af befolkningen. Men tiden arbejder, og de tre førstnævnte potentielle svenskere nåede snart helskindet indenfor, da de nævnte uværdige omsider bukkede under.
Det er en af grundene til, at det tager sin tid, inden kvinderne erobrer mindst halvdelen af de vakkelvorne stole på Rungstedlund, der ikke engang er nummererede eller har navneplade. Det er kun ude i parken, bænkene har navn.
Ved de sidste indvalg af to gange to medlemmer udgjorde halvdelen det attråværdige køn, også vi mænd sætter pris på. Desværre har vi måttet affinde os med, at to fremtrædende kvindelige forfattere i tidens løb har takket nej. Det var i øvrigt heller ikke muligt at hente en realist som Poul Ørum ind, kan det vel nu røbes. Han foretrak sin egen form for udødelighed.

FRA KAREN BLIXENs Ewald-stue og det altid kølige nabo-wc er der er fin udsigt over Rungsteds marina med dens tusind rappe sejlbåde, som allerede den gamle digter havde blik for. Indtil for nogle år siden lød der en konstant ringlende lyd som af tusind sølvtangenter fra metalmasternes snoreværk. Den er nu forstummet, formentlig efter kritik af lokale vågne ører.
Set indefra er det interessant, at den aktuelle kritik af Akademiets sammensætning, dets prispolitik og aktivitetsniveau ligner en årelang, stadig ringlende indre lyd, som spiller op mod den politiske korrektheds forhippede og velmenende aktualiteter.
Der er intet som at være anderledes. End hvem?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu