Læsetid: 7 min.

Den dejlige afhængighed

14. februar 1998

BJARKEMÅLET
En succesrig og velstående mand kommer midt i myldretiden ud for en trafikulykke og efter megen møje og besvær får han klemt sig ud af bilvraget. Mens bilerne suser forbi på motorvejen, råber han højlydt gestikulerende: "Min Audi, min Audi er ødelagt!" "Hvordan kan du være sig ked af det med din bil?", spørger en forbipasserende fodgænger forundret. "Din arm er flået af."
Den forulykkede kigger på sin blødende skulder og bryder så sammen: "Mit Rolex-ur, mit Rolex-ur!"
Det er heldigvis de færreste mennesker, der er så lidenskabeligt opslugt af jagten på materielle statussymboler, at deres hele identitet og væren er et eksistentielt enten-eller reduceret til en Audi og et Rolex-ur, så de bogstavelig talt fortrænger smerten i deres egen krop.
Langt de fleste vil, hvis den tragiske ulykke indfinder sig, sanse at reagere som et menneske, der ikke løber blindt væk fra ulykkesstedet eller i en choktilstand indskrænker livets mening til et Rolex-ur.
Men selvfølgelig ved vi ikke, hvordan vi vil reagere i det øjeblik, ulykken måtte indfinde sig og livet selv bliver truet. Vi kan spekulere og spekulere nok så meget på forhånd, i vores behagelige dagligstuer eller på levende caféer mens vi drikker en dejlig varm kop kaffe, men det er først i det eksistentielle øjeblik, at vi i praksis vil få et svar på, hvad vi hver især er for et menneske.
Og hvordan skulle vi også kunne vide det i en verden, hvor stadig flere af livets forhold bygger på drømmen om at blive uafhængig. I bilen bliver vi fri for at lugte til vores næste, f.eks. en drukkenbolt i bussen. I bilen kan vi isolere os bag blik og tonede ruder og sidde og pille bussemænd i fred, som om ingen lægger mærke til os.
I bilen bliver vi næsten fri for naturens luner og behøver ikke at tage overfrakke og varme vanter på, når vejret skifter.
Og i bilen kan vi brokke os over de forbandede cyklister, uden at de hører noget som helst, og vi kan bare bruge hornet og speederen, hvis en eller anden idiot begynder at slå på køleren af bare arrigskab.
Vi kan blive fri for at høre på, hvad den anden siger og har på hjerte, for bag blikket har vi styr på livet, på rattet og foden på speederen.
Bilen sammenfatter tidsånden. Den individuelle frihed.
Og derfor er den et oplagt objekt for reklameindustrien. Bilens blik gøres til transmissionskanal for livets mening, for værdier, ja og formidler i nogle tilfælde en ramme for familielivet.
I reklameverdenen er der en lind strøm af smukke og succesrige mænd, der køber sig til et øjebliks lykke med en større bil af sidste nye slags, og som var han en ridder i metallic-glans derpå med selvrespekt og stolthed kan hente sit livs udkårne, smukke, selvstændige kvinde.
Hun er naturligvis i de flittige 90'ere klædt i rigtig karriereorienteret spadseredragt, men tro ikke, at parret ikke også har plads til to-tre børn og en rigtig sød vovse i den rummelige familievogn. (At puslingene i gennemsnit, på de stressede arbejds-dage, bliver gemt af vejen i otte timer i dagsinstitutioner og har flere og flere stresssymptomer og er ved at brække sig over forældrenes abstrakte tale om 'kvalitetstid' og 'bedstemor-ordninger' uden at tage sig tid til at se den rigtige bedstemor... fortæller reklamernes skønmaleri intet om)
Reklamerne med succesrige og småborgerlige kernefamilier, omgivet med alle de rigtige materialistiske værdisymboler, er et vrangbillede på, hvad familielivet også kunne være.

For det er ikke tingenes kortvarige magi, der bringer mennesker sammen og får os til at slås for hinanden, og skabe stærke venskaber og ægteskaber.
Reklameverdenens klichefyldte overfladebilleder rummer en afgrundsdyb afstand til, hvad der fremkalder kærlighed mellem mennesker.
Kærligheden kan man ikke købe, og hvis man bliver besat af drømmen om villa, volvo og vovse, så risikerer man ikke længere at have tid til kærligheden. Den kommer som en gave, når man mindst venter det. Og den kan ikke opløses i alle mulige ækvivalente værdimål og symboler. Den kan være fremkaldt af glødende ord i en levende samtale. Men kærligheden mellem elskende er af en anden art end mere abstrakte proklamationer om fædrelandskærlighed eller kærlighed til den tredje verdens fattige eller til fremmedartetheden hos den fjerde verdens oprindelige folk.
Kærligheden mellem elskende er erotisk kropslig og dens kraft kan være så voldsom, at den endda får én til at give afkald på den totale uafhængighed og frihedsdrøm - som markedet og den absolutte frihedsreligion dikterer - og i stedet knytter forpligtende bånd fra forelskelse til ægteskab.
Lykken er ikke en menneskeret, noget man kan forsikre sig til eller noget man kan købe på markedet. Det er altid en gave, som man bliver givet og som man skal tage vare på i al dens skrøbelighed.

Sådan er det også med børn. De er ingen menneskeret eller noget, man kan bestemme sig for at købe, uanset hvor meget fertilitetsklinikkerne forsøger at øge sandsynlighederne med hormoner og anden lægevidenskabelig hjælp. I sidste instans er børn også en gave, og nej hvor de kræver! Som nyfødte kalder de i deres skrøbelighed på masser af omsorg, opmærksomhed, kærtegn og tid. Og sådan er det med mange gaver. De er dejlige at få, men de kan ændre ens liv. Hvis man tør.
Kærlighedens afhængighedsfølelse - jeg kan ikke leve uden dig-følelse - er af en anden art end det menneskesyn, som den materialistiske pengeøkonomi forsøger at påtvinge os. Forbrug, forbrug, forbrug. Køb og smid væk, når varen keder dit ego, og du får lyst til noget andet, noget nyt, forandring for forandringens skyld. Sådan er moderniteten også. Brud på brud på brud.

Den hollandske forfatter Connie Palmen, der netop har udgivet romanen Veninder på forlaget Tiderne Skifter, er ikke bange for at tale den herskende uafhængighedsfilosofi midt imod.
"Det 20. århundredes filosofi er stærkt bundet op på kravet om uafhængighed, men vi glemmer, at det bedste på Jorden - kærlighed, venskab og familiefølelse - netop kommer af afhængigheden. Vi er dybt afhængige af hinanden, og det er i fornægtelsen af det, at tingene går galt. Uafhængighed og kærlighed er hinandens dybe modsætninger," sagde hun torsdag i et interview til dagbladet Politiken.
Connie Palmen, der i følge bogens omslag også har studeret filosofi og psykologi, har foreløbig solgt 400.000 eksemplarer af bogen i Holland.
Hun debuterede i 1995 med Lovene, en roman om hvordan en ung intellektuel og selvbevidst kvinde i løbet af syv år møder syv forskellige mænd og i kraft af samlivet med dem og deres livsholdninger kommer hun på sporet af de love, der styrer hendes egen og andre menneskers tilværelse. Så hun ved godt, at livet ikke altid er den rene harmoni, og kun sjældent den kærlighed ved første blik som naive reklamemænd til tider prakker famlende teenagere på.
Men hånden på hjertet, hvem ved dybest set, hvad det er for nogle love, der styrer livet?
Det menneskelige livs veje er uransagelige, men det betyder ikke, at vi ikke kan søge efter nogle værdier, nogle idealer, nogle holdepunkter, der bibringer livet mere end den serielle tomhed, som Milan Kundera beskrev i Tilværelsens Ulidelige Lethed - ja, måske endda tør leve livet og den store kærlighed, som var det den største kunst i livet, bl.a. for i sidste ende at kunne forsone sig med den fuldbyrdede kendsgerning døden i sidste instans byder os.
I et interview til WeekendAvisen den 28. november sidste år lagde den norske forfatter Jan Kjærstad afstand til de, der - som bl.a. den norske forfatter Knut Faldbakken - nøjes med at tale om "den lille kærlighed":
"Jeg tror, der er mange mennesker i fyrre- og halvtredsårs alderen, der har oplevet denne nivellering af kærligheden, og så er det selvfølgelig en befrielse at læse, at også den lille kærlighed er noget, man skal tage vare på. Men personligt vil jeg bekende mig til den store kærlighed! Jeg vil også gerne, at den i mit eget liv er det største projekt, også større end litteraturen. Livsprojektet for et menneske bør være kærligheden til et andet menneske."
Selvom Jan Kjærstad taler om den store kærlighed, som det "at leve i et ægteskab, at få børn og tage vare på det", så er han omhyggelig med at understrege, at han ikke vil "være nogen missionær for den store kærlighed."

Nej, ingen kan eller skal tvinges til at lade sig omvende til det ene eller det andet. Vi lever heldigvis i et frit land, hvor vi hver især må tumle med de eksistentielle - og moralske - dilemmaer livet byder os... og føle med vores liv og krop, at noget er bedre end andet. At der på forskel godt og ondt. At det er muligt at skelne, at tale om moral og værdier, uden at fordømme sine medmennesker.
Vi skal ikke dømme og moralisere - i den kristne tradition er det i sidste instans et anliggende for Gud - men vi altid tvunget til at vælge og skelne i livet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her